at være bitter over sundhedspersoner.

dear eskimo.

jeg er sur. sur sur sur. jeg er vred, fustreret men mest af alt BITTER. jeg er fyldt 18, og det er derfor ok, at jeg netop benytter ordet bitter (bitter er jo et voksen-ord). jeg er bitter fordi, jeg efterhånden er godt træt af det offentlige sundhedssystem. jeg er bitter over, hvordan dette åbenbart kun fungerer, hvis man gentagende gange presser på, for at få det man ønsker. dette kan blot være en enkelt lille undersøgelse. for det kan jo ikke være så svært, vel? 

jeg har igennem de sidste tre år opsøgt læger, fysioterapeuter, fysiologer, kiropraktorer, neurologer, eller hvad de nu alle sammen har været. alle disse har enten været ansat, eller haft en tilknytning til det offentlige sundhedssystem. omkring 56 besøg er det blevet til, på de tre år, og det er - hvis jeg selv skal sige det, ret mange. jeg har opsøgt dygtige specialister, og mindre dygtige specialister, men fælles for dem alle er, at jeg nærmest skal tigge og bede, for at få noget igennem. mine ønsker. 

oplevede under min første operation for compartment syndrom, at der gik infektion i et af operationssårene. problemet var bare, at jeg ikke vidste det. jeg luftede flere gange mistanken for min praktiserende læge, men intet var galt. flere konsultationer blev gennemført, hvor jeg mødte op med mistanke og smerter, og igen blev sendt hjem. oplevede, at jeg mødte op i mit lægehus TRE GANGE på samme dag. og blev sendt hjem med beskeden, at alt var ok. en tur på Horsens skadestue og et snak med en overlæge deroppe, var ikke nok til at få trumfet min mistanke igennem. her blev jeg sendt hjem med beskeden om, at jeg bare skulle genoptræne. et par dage senere blev jeg akut indlagt, opereret på ny og lå med åbne sår på Horsens sygehus i en uge. infektion i operationssåret. noget, der helt kunne have været undgået, hvis nogen havde LYTTET til, hvad jeg sagde. hvad jeg mærkede. 

sådan kan jeg blive ved. fra afslag på den genoptræning, jeg føler mig berettiget til, men som jeg aldrig har fået, til at skulle sidde og trække henvisninger ud af min læge. besøg på Vejle sygehus, der smider en ny diagnose oven i pakken og LOVER et genoptræningsforløb på et år - som jeg så 14 dage senere får afslag på, og får besked på selv at skulle betale. den ekstra diagnose var forresten pludselig væk. 

det er ting som disse, der gør mig bitter. jeg har blevet opereret i begge mine ben, men har aldrig fået en ordentlig genoptræning. det synes jeg, at jeg har KRAV på. men kan jeg få det? nej. ligegyldigt hvor meget jeg så hiver og slider og råber og sender ansøgninger og breve. så nej. kan man godt bare efterlade en patient på den måde? føler mig amputeret. har et par ben, der burde være raske, men jeg har aldrig lært at bruge dem på ny. og hvorfor skal jeg møde op hos min læge, der siger, at der intet er galt, når jeg jo udmærket godt selv kan se, at den er helt gal. HVORFOR? 

jeg synes ikke, at det længere handler om, at behandle patienterne på den bedst mulige måde. det handler om at behandle dem på den billigste og hurtigste måde, og så skal de ellers bare ud igen. og det gør mig bitter, for det er ikke det, jeg forventer. jeg forventer at komme ind til en læge - om det så er min egen praktiserende, eller en læge på et offentligt sygehus, der tager mig alvorligt, lytter til min historie, og afgør, hvad der er det bedste for MIG. i stedet for at have så travlt med, at dække over andre lægers fejltagelser.

det gør mig bítter, når jeg læser om andre i blogland, der har haft episoder med deres læger, hvor de har følt, at de ikke blev taget alvorligt. der er intet være, at forlade en konsultation med en dårlig mavefornemmelse og en klump i halsen. 

det gør mig bitter, når man nærmest skal tvinge ens læge til at sende en videre i systemet. for sådan burde det fandme ikke være. 

STRAM OP.

at være skadet. resten af livet.

dear eskimo.
jeg er en jaloux type. misundelig. og jeg er træt. jeg er træt træt træt af, at høre om folk, med diverse skader, der skal opereres. jeg er træt af folk, der klager over 3 måneders pause. også selvom jeg ikke burde. jeg får det helt dårligt over, at have det sådan, fordi det jo ikke er deres skyld. fordi jeg ved, hvordan de har det. jeg kan også godt huske, da jeg fik at vide, at der ville gå et par måneder, før jeg kunne dyrke sport igen. det er 2 år siden nu. jeg kan godt huske følelsen, længslen, og jeg kan huske, hvordan man, som månederne skred frem, blev mere og mere nervøs for selve operationen, men også hvordan man glædede sig. til at man nu var rask, til man skulle igang igen. jeg husker tydeligt operations-samtalerne, hvor jeg fik fortalt, hvor nemt et indgreb det er. eller burde være. jeg husker de første to døgn, hvor man var fuldstændig dopet på smertestillende, græd når man vågnede klokken halv fire om morgenen med smerter. på 4-5 dagen, der er de værste smerter aftaget, men man har dog stadig ondt. man begynder at tænke på, hvorfor man dog sagde ja til dette, og om det mon aldrig ender. men det gør det. på et tidspunkt ender det, man smider krykkerne, en efter en, begynder at støtte en smule, får fjernet stingene, og begynder til genoptræning. man genoptræner. og genoptræner. og genoptræner...

og så ved jeg ikke, hvad der så sker. jeg har fået lavet operationer i begge mine ben, har brugt 2½ år på det efterhånden. men jeg ved ikke hvad der sker efter genoptræningen. og måske er det der, hvor jeg virkelig bliver misundelig. for de finder de ud af. hvis det hele går efter planen, så kommer de videre. men det gør jeg ikke.

engang imellem, så går jeg tilbage og læser mine første indlæg omkring mine ben. jeg har min sagsforløbs-liste. der efterhånden fylder 5 hele A4 computer-sider, hvor alle besøg hos diverse læger og fysioterapeuter er skrevet ned, med dato. men det er her, jeg kan læse, hvordan jeg faktisk selv havde det. for jeg husker det ikke længere. jeg husker ikke, hvordan jeg havde det, da jeg blev tilbudt operationerne, da jeg først fik CS konstateret. men herinde kan jeg læse det. jeg ved nu, at hvis jeg ikke havde sagt ja til operationerne, så havde jeg højst sandsynligt siddet i kørestol idag. jeg har brugt så meget tid på at fokusere på, at operationerne ikke virkede 100%, at jeg helt havde glemt, hvad udgangspunktet var. jeg har på ingen måde fortrudt operationerne.
jeg er glad for, at jeg har haft håndbold som et mål hele vejen igennem. det har hele tiden været det, jeg har styret hen imod, og selvom jeg nu ved, at jeg aldrig kommer til at spille håndbold igen, så har jeg forsøgt. og det føles rart. jeg gav ikke op, og selv når tingene så komplet umulige ud, så gav jeg ikke op.

det har været en rejse. en oplevelse, og et mareridt. CS har givet mig mulighed for at gøre nogle ting, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde spillet håndbold. jeg havde aldrig været en del af 10G, og jeg er helt sikkert ikke den samme person, som jeg var før. til juni er det tre år siden, smerterne begyndte, og jeg er nu begyndt at indfinde mig med, at dette her vil være en del af mit liv - resten af mit liv. jeg skal lære at tackle smerter, lærer hvilke smerter, der er ok at have, og hvilke der ikke er ok. jeg skal lære at acceptere og respektere CS som værende en del af min hverdag. det er ikke nemt, tro mig. der er momenter, hvor tanken om, at mine ben aldrig bliver som andres, er uudholdelig. men jeg har ikke noget valg.

jeg vil altid være jaloux på de mennesker, der der får et tidsfrist på 3 måneder - eller et halvt år. og jeg vil forsøge at huske dem på, at selvom det ikke er sjovt, og selvom det er hårdt, så vil de lære rigtig meget om dem selv i de måneder. de skal fokusere på målet, og de skal huske på, når de så endelig begynder at dyrke sport igen, hvor heldige de er. for det er de. heldige.

love.

2½ år senere.

dear eskimo.
der findes ikke ord, der kan beskrive, hvor meget jeg bare gerne ville kunne hoppe i et par løbesko, og bare løbe. jeg burde ikke have vænnet mig til at leve på denne måde, men efter 2½ år er det gået op for mig, jeg har helt har glemt, hvordan det var før. at der var et liv før denne skade, et liv, hvor compartment syndrom ikke var en del af min hverdag. og det er måske det, der skræmmer mig allermest.

love.

mit liv atm.

dear eskimo.
så, her er jeg. jeg har fundet fem minutter, mellem matematikafleveringen og genoptræningen til lige at fortælle lidt om, hvad der sker med mig for tiden. og hvad der måske ikke sker. som du ved, så går jeg på gymnasiet. min klasse er sød og dejlig, og dem er der intet i vejen med, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk ikke lide det. jeg kan ikke rigtig lide at gå i gymnasiet, jeg har ikke lyst til at tage i skole om morgenen, når jeg vågner. ikke på grund af min klasse, vil jeg igen lige påpege, men på grund af alt det andet. at skulle være social hele tiden, lektierne, timerne. jeg var skoletræt før, og jeg er blevet det endnu mere nu. jeg kan ikke  rigtig sætte en finger på, hvad det præcis er, der gør, at jeg ikke er vild med alt det her gymnasie-fis, men et eller andet er der. jeg glæder mig til jeg kan komme videre, til jeg kan læse på uni, men de næste tre år? dem vil jeg egentlig bare helst have overstået nu. en af grundene til min manglende glæde omkring det, at gå i skole, er helt sikkert også min tilstand. både fysisk og psykisk. fysisk, der savner jeg, at være stærk. at føle mig stærk. at løbe ture, og bare kunne deltage i alt det, jeg elsker. i alt det jeg har lyst til. psykisk, der har jeg det ikke godt. du ved, at der har været tidspunkter før, hvor jeg ikke har haft det så godt, og sådan er det igen lige for tiden. jeg har kunne mærke, hvordan mit humør er blevet værre og værre siden vi startede i skole igen, har haft problemer med at sove, har været stresset, osv. og den sidste uge, har jeg haft det skidt. jeg er ked af det. rigtig ofte. jeg har ikke rigtig lyst til at være nogen steder, jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen, og jeg har svært ved at overskue at få lavet mine lektier, og få taget notater i timerne. det er trist, fordi jeg kender det. fordi jeg har været her før, men samtidig, så er det også positivt, for jeg ved hvad jeg skal gøre, eller ikke skal gøre, når jeg har det sådan her. jeg forsøger bare, at tage en dag af gangen, og måske lægge nogle af de ting lidt væk, som jeg ved, at jeg ikke skal tænke for meget over. dette kan være situationen med mine ben, eller at jeg konstant er meget træt. men jeg ved da, at det går ud over andre. jeg ved da, at jeg ikke er i det allerbedste humør, også fordi, jeg har ondt i mine ben. det gør mig altid nemt irriteret og sur, og det kan være svært for mig, at koncentrere mig om forskellige ting. jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her indlæg. jeg ville vel bare fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv, og hvorfor jeg måske er som jeg er, og gør de ting jeg gør, skriver de ting jeg skriver.
tingene skal nok blive gode igen. det tager bare noget tid.

love.

relationer.

dear eskimo.

jeg tilbragte som sagt sidste fredag på skadestuen, og der sad jeg og læste i et blad, mener det var Costume. i bladet var der en artikel om det danske band Oh Land, der efterhånden har fået meget succes i udlandet. jeg hører ofte Oh Land, men kendte ikke sangen "Break The Chain" før jeg læste den artikel. forsangeren i Oh Land, Nanna, var oprindelig balletdanser. hun fik en rygskade og fik derefter at vide, at hun aldrig kom til at danse igen. ud fra den oplevelse, har hun skrevet sangen. det er lang siden, jeg har hørt en sang, jeg kan relatere så meget til. så her får du den. nyd den, elsk den, og tænk over den.

love.

fremadgående udvikling.

dear eskimo.
der sker godt nok mange ting i mit liv lige nu. dagene går så stærkt, og alligevel så langsomt.
jeg er idag blevet frivillig i ungdommens rødekors, og skal "arbejde" i en lektiecafé/klub i et belastet område, omkring en gang om måneden. jeg er blevet tilknyttet et håndboldhold, som træner, og skal bruge ca. en dag om ugen + nogle søndage på dem. jeg har 2 jobs nu, i en tøjbutik, og så laver jeg lektier med 2 drenge. og ja, så går jeg selvfølgelig også i skole. jeg har sagt ja, til alle de her ting fordi jeg gerne vil. fori det er noget jeg har lyst til. jeg glæder mig bare til at se, om jeg kan få det hele til at gå op i en højere enhed. jeg har brug for noget, at fylde mit liv ud med, nu hvor jeg nok ikke kommer til at bevæge mig ind på en håndboldbane igen. i hvert fald ikke som spiller. jeg fik i fredags konstateret en fiber i min læg, der er kommet ud af absolut ingenting. det er svært, og det er stadig hårdt, men jeg er i fuld gang med at vænne mig til tanken om, at min tid som håndboldspiller er slut, at jeg nok aldrig kommer til at løbe regelmæssigt igen, og at det vil være sådan, resten af mit liv. det har været svært. det er svært. især fordi, det for blot en måned siden gik helt fantastisk. jeg nåede faktisk at udføre noget, der mindede om en løbetur, men nu har jeg sagt ja til det her trænerjob. jeg har hele tiden sagt til mig selv, at jeg ikke ville have trænerjobs, før jeg selv kunne spille. måske er dette et skridt i retningen mod, at affinde mig med, at de ben bare aldrig bliver gode? det håber jeg.
jeg håber, at alle de her ting, kan få mit liv ind i en god rytme igen. jeg håber, at jeg bliver så udmattet, at jeg kan falde i søvn om aftenen, istedet for at ligge vågen den halve nat, ligesom jeg gør nu. men jeg håber allermest, at jeg kan få det hele til at fungere. få mit liv til at fungere igen. men jeg smiler, det gør jeg da. hver dag. og jeg er lettet, når dagen endelig er slut. men urolig, og nok mest af alt udmattet når jeg tænker på, at der kommer en ny en af slagsen imorgen.

love.

2706.

dear eskimo.
jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle dig for tiden, for umiddelbart vil jeg sige, at der intet sker i mit liv. slet ingenting. men det er rent faktisk løgn.
imorgen skal jeg starte min dag med morgentræning, derefter en smut ned på arbejdet og få nye vagt-tider, så ned og snakke med forsikringen om mine operationer, dernæst ud og plukke jordbær.
jeg ved bare ikke, om det er så relevant for dig? men, jeg kan i hvert fald fortælle dig, at jeg var oppe til mit sidste tjek i horsens idag. jeg har nu fået grønt lys for igen at arbejde, og så ellers begynde at træne mere og mere. håndbolden bliver først til oktober, men det er egentlig også ret ok. jeg træner næsten hver dag, og jeg var virkelig virkelig savnet det. men det ved du jo. det hele går egentlig meget godt, men mine konstante humørsvigninger og træthed gør det svært. jeg er bare virkelig virkelig udmattet, men forhåbentlig vender det. det skal det gøre.

love.

hvad så nu?

dear eskimo.
nogengange, så overvejer jeg, om frygten kan overtage et menneske helt? lige for tiden, bære jeg rundt på en konstant knude af frygt. nogle dage er den større end andre, men den er der hele tiden. jeg fodrer den med tanker og bange anelser, og den vokser og vokser. jeg har været bange, lige siden første gang jeg fik af vide, at jeg nok skulle opereres, men ikke på denne måde. for et år siden blev jeg opereret første gang, og jeg var også bange dengang, men ikke som nu. dengang vidste jeg, at jeg indenfor det næste år, skulle opereres i begge ben, og selvom det var skræmmende, så vidste jeg, hvad jeg gik ind til. jeg var fuldt klar over, hvad jeg sagde ja til, og jeg vidste at det ville blive hårdt. jeg var også bange i vinters, men jeg vidste hvad næste skridt var. ikke ligesom nu. nu, der får jeg altid samme svar.
"kommer jeg til at spille håndbold igen?"
"det ved vi ikke"
"kommer jeg til at løbe igen?"
"det ved vi ikke"
"vil min ben fortsat være ømt?"
"det ved vi ikke"
"skal jeg opereres igen om nogle år?"
"det ved vi ikke"
"kommer arvævet til at genere?"
"det ved vi ikke"
jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske nu. mine læger og fysioterapeuter aner ikke, hvad der kommer til at ske nu. jeg er i fuldstændig ukendt land, og alt jeg vil have er en lille guide. eller et kort måske. bare, så jeg i hvert fald kan finde udgangen, eller skattekisten med alle svarene. for jeg har dem ikke, min læge har dem ikke, mine forældre har dem ikke, min fysioterapeut har dem ikke. men, hvem har dem så?
jeg aner ikke, hvordan mit liv ser ud om en måned. jeg aner ikke hvordan mit liv ser ud om et år. det eneste der har været vigtigt de sidste to år, har været de operationer. det har været mit mål, det jeg så frem moid, det der kom næste gang. jeg har brugt to år af liv på at nå til det punkt, hvor jeg er nu. og jeg troede, at jeg ville være glad og lettet. men i virkeligheden, så er jeg faktisk mere bange, end jeg nogensinde før har været.

love.

Tålmodighed er en dyd, som jeg forsøger at beherske....

Dear eskimo.
Jeg har det godt. Men jeg vil have mere. Sådan er det altid. Jeg har aldrig nok, i det jeg har... Det er ok, men ikke super. Jeg er tålmodig, men alligevel så fandens utålmodig. I stedet for at sætte mig ned og trække vejret dybt, så er jeg konstant på jagt efter noget, der er bedre. Men, hvad nu hvis der ikke findes noget bedre? Hvornår ved jeg, hvornår nok er nok, og jeg er nået max? I stedet for at være glad for det jeg har, det jeg har opnået, så har jeg travlt med at komme videre til noget bedre..
Men hvad nu hvis græsset på den anden side ikke er grønt, men helt vissent..?

Love.

Jeg er udkørt...

Jeg er færdig. Fuldstændig. Træt af synopsis'er, træt af at være på. Min hjerne, men også min krop er udkørt. Ikke udkørt af at løbe en lang tur, men udkørt af intet at lave. Jeg sover og sover, men alligevel føler jeg, at jeg ikke har sovet i tusinde år. Jeg har vidst bare brug for ferie snart. Og sommer. Jeg har brug for lys, masser af lys. Og masser af smil, latter og motion. Jeg har brug for at leve livet igen, uden krykker, lektier og træthed. Når den tid kommer, sÅ vil jeg tage imod den med åbne arme. Jeg lader forventningen fylde hver eneste lille celle i min krop, også selvom det endnu kun er en fjern drøm..

vand ingen adgang.

dear eskimo.
jeg kom til at tænke på, at du måske undrede dig over, hvordan jeg går i bad. nu, der må mine sår gerne få vand, da de næsten er væk, men før, der var det altså sådan her det foregik. pose med elastik i toppen på benet. (lige under knæet) rundt om elastikkanten måtte jeg bruge malertape, da elastikken ikke lukkede helt tæt. over dette, der lagde jeg et håndklæde. jeg kan fortælle, at jeg pt. bader, siddende på en stol. det er lidt for farligt at stå op. og ja, det gør ondt af tage malertapen af bagefter. jeg tog lige et billede, så i havde lidt nemmere ved at forestille jer det. livet er hårdt!

love.

uden titel.

"at give op er det største nederlag" - anja andersen.

positivitet er vejen frem.

dear eskimo.

idag, der vil jeg sætte mig ud i solen, og bare nyde den fantastiske verden. jeg vil glemme alt om den, sikkert vildt awesome elevfest, alle de andre var til igår, som jeg ikke kunne deltage i. jeg vil sende Malene en tanke og sige tak for det gode vejr. jeg vil forsøge at huske på, hvorfor det nu lige er, at jeg har valgt at ofre to år af mit liv på mine ben. jeg vil forsøge at huske på, at det går fremad. også selvom jeg, lige om lidt når jeg svinger benene ud over sengekanten, vil have ondt. jeg skal huske på, at tingene bliver bedre, at det hele går fremad, og at jeg, om en måneds tid, har taget de allersidste skridt med krykkerne.

sidst men ikke mindst, så skal jeg huske på, at svaret fra min læge var "måske". ikke nej, men "måske".

love.

survival of the fittest.

ÅH KÆRE VENNER, HVOR HAR JEG ALTSÅ SAVNET JER!

ja, jeg har så! som søde dejlige Karina forklarede jer, så blev jeg opereret i mandags, og jeg har derfor være helt væk fra bloggen, men jeg har savnet jer, det må jeg sige! selvom det er ved at være en uge siden nu, så har jeg absolut intet at fortælle jer. jeg har nemlig ikke rigtig lavet noget. jeg har bare været hjemme fra skole, og ligget og set en masse tv og læst en smule. jeg har også ædt en hel masse piller, men det er heldigvis ikke helt så slemt mere. kun en 8 stykker om dagen.. i onsdags var de dejlige piger og besøge mig, og jeg har også fået skiftet min forbinding.. jeg skal nok spare jer for billederne, men jeg kan fortælle, at jeg har grøn tråd i mit ben. lidt sejt alligevel! igår var jeg i bad! idag har jeg været en tur udenfor i solen, og om lidt vil jeg forsøge at rense bare en smule af det gule stads af, som de har smurt på mit ben. min dyne, mine bukser, mine strømper, alt er gult! møg irriterende.

men altså, mit liv er ikke specielt spændende, og jeg har ikke så meget overskud til at få blogget, da jeg jo mest bare ligger ned. det gør stadig ok ondt at have mit ben nedad, så i må altså lige bære over med mig. ligenu ser jeg ekstremt frem til at få fjernet trådene på næste mandag, og komme igang med genoptræning, og så selvfølgelig også at komme i skole igen på tirsdag, også selvom det bliver lidt hårdt. en af mine forældre har haft fri hver dag, mens jeg har ligget herhjemme, men i næste uge, der skal jeg selv gøre mig klar til skole. bare lige for at orientere, så ligger badeværelset er i kælderen, og mit eget værelse med mit spejl og tøj er på 1.sal. og jeg kan ikke komme op og ned af vores trapper.. jeg har ikke rigtig nogen idé om hvordan jeg skal få fixet den... derudover, så har jeg ingen hænder, da de jo er fuldt optaget af krykkerne... jeg må hellere stå op i god tid!!

jeg håber at i har det godt derude, at i nyder sommervejret, og at i savner mig lige så meget, som jeg savner jer. jeg ved ikke helt hvornår i kommer til at høre mere fra mig, men jeg tænker rigtig meget på jer, og jeg lover, at jeg vil forsøge at finde en smule tid til jer, bare engang imellem!

love.

operation. hvorfor?

hej venner.

ok, så jeg har fået rigtig rigtig mange spørgsmål omkring mine ben, min operation, hvorfor, hvad og hvordan. jeg tænkte at det var nemmest, hvis jeg skrev ét indlæg, hvor jeg forsøgte at forklare det hele, og give svar på nogen af alle de spørgsmål jeg får hele tiden. jeg har bare ikke rigtig kunne få taget mig sammen før nu.
men altså, juni 2009, der begyndte jeg at få ondt i mine lægmuskler for første gang. jeg har haft skinnebensbetændelse før, og jeg troede derfor bare, at det var det, jeg var ramt af igen. smerterne fortsatte, og i september begyndte jeg hos min fysioterapeut igen, og det var første gang, at nogen snakkede om noget der hedder compartment syndrom. jeg måtte skære ned på min træning, da jeg havde rigtig mange smerter. tirsdag i efterårsferien 2009 fik jeg en bold direkte ind på den venstre lægmuskel. dette udlæste højst sandsynligt noget der hedder akut compartment syndrom, hvilket er den akutte udgave af det jeg fejler. (mit er kronisk) jeg har ikke deltaget i en hel håndboldtræning siden den dag. jeg fortsatte til fysioterapeut, der prøvede med diverse behandlinger, blandt andet et sæt dyre indlæg, specielle sokker, varmebehandlinger, strålebehandlinger og massage. i løbet af vinteren besluttede jeg i fællesskab med min fysioterapeut, at han ikke kunne gøre mere for mig, og han sendte mig videre til Mølholm Privathospital. her mødte jeg første gang min læge, som jeg stadig bruger idag. min læge besluttede sig for, at gøre alt for at sikre sig, at det virkelig var det rigtige, de først havde fastslået, at jeg led af, fordi det ikke er normalt at så ungt et menneske lider af dette. jeg blev sendt til at masse forskellige undersøgelser, blandt andet mr-scanninger, og en compartment syndrom-test, men alt var negativt. alligevel, ud fra mine oplevelser og smerter, fastslog min læge, at jeg altså lider af compartment syndrom. så tænker i sikkert, hvad pokker er nu det?? altså, compartment syndrom betyder, for at forklare det så alle forstår det, at de hinder, der ligger rundt om lægmusklerne, er for små til selve musklerne. under operationen går de derfor ind, og laver nogle små huller i hinderne, så musklen kan være der. jeg blev opereret den 16. juni 2010, i venstre lægmuskel. som i måske ved, så fik jeg en infektion i det ene af sårene, som lægerne ikke opdagede, og jeg gik derfor rundt med betændelse og død væv i benet i tre uger. jeg blev opereret igen, og indlagt med åbne sår i en uge, og derefter opereret igen. jeg brugte derfor 7 af mine 8 ugers sommerferie på krykker, hvoraf 4 af dem var næsten konstant liggende i en seng. hele efteråret har jeg brugt på genoptræning og "kan det virkelig passe at det går så langsomt?"-samtaler med min læge. nu ser det dog endelig ud til at det hele går en smule bedre, og jeg skal derfor opereres den 4. april, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, selvfølgelig.. og nej, jeg er ikke bange, men jeg er selvfølgelig nervøs. jeg kan ikke gøre mange af de ting, som alle andre kan. jeg kan ikke hoppe op på min cykel, og cykle en tur. jeg kan ikke løbe, jeg kan ikke styrketræne særlig meget, jeg kan ikke lave noget hvor jeg belaster mine lægmuskler faktisk. jeg mærker dog ikke smerterne så meget mere, da jeg efterhånden har vænnet mig til dem. jeg håber selvfølgelig på at smerterne er væk bagefter, så jeg igen kan komme igang med at spille noget håndbold, og bare leve mit liv igen.

jeg ved ikke om det var svar nok på nogle af alle jeres spørgsmål, men, hvis der var noget i ikke fik svar på, så bare stil mig flere spørgsmål, uanset hvor dumme de er!

love.

den 4. april 2011!

jeg tror, at Horsens Sygehus lider af hukommelsestab. i hvert fald, så synes jeg efterhånden, at jeg har oplevet en del gange, at jeg har måtte ringe derop og rykke for nogle tider som de har lovet at sende mig. eller også har jeg ringet derop for at bede min læge om at ringe tilbage til mig, men det sker oftest ikke før tredje henvendelse.. hmpf, altså!
så, denne gang, der måtte jeg sørme ringe derop igen. jeg sad og snakkede med min mor om operation, som jeg jo har fået af vide, skulle ligge i uge 14. jeg kom i tanke om, at jeg egentlig aldrig havde fået tilsendt den tid, som de ellers havde lovet mig. normalt så aftaler man operationsdatoen og tiden mens man er deroppe, men den dag jeg var deroppe, der var de ved at lave nye vagtplaner, så de mulige tider var slet ikke blevet lagt ind i deres system endnu. derfor lovede de at sende mig en tid. hvilket de altså havde glemt.. men, efter en opringning til en kontordame, der åbenbart aldrig havde hørt noget om at jeg skulle have tilsendt en operationsdato (det med hukommelsestabet igen!!!), så fik jeg altså en dato. den 4. april, kl.7.30.. tidligt, men det går nok, også selvom jeg kommer til at være oppe hele natten for at spise og drikke og tage smertestillende på bestemte tidspunkter, som man nu skal gøre, når man skal møde fastende..

jeg glæder mig til at få "mit gamle liv" tilbage!!

operation i uge 14!

for et stykke tid siden var jeg i Horsens, til undersøgelse på sygehuset. jeg er altid ret nervøs når jeg skal derop, og det var jeg også der, for jeg vidste, at jeg måske ville få en operationsdato. noget af det jeg er allermest nervøs for er, at jeg kommer ind og får af vide, at de har besluttet ikke at operere. heldigvis fik jeg lige det modsatte af vide, nemlig at de gerne vil operere, og at jeg får en tid i uge 14. dejligt, rigtig rigtig dejligt! nu er der ikke andet at gøre end at vente på at det bliver uge 14, og så ellers forberede mig på det. gud, hvor jeg glæder mig, og gud, hvor er jeg nervøs, selvom jeg har været igennem det hele 1 gang..

love.

fravær er noget værre noget..

som i sikkert har lagt mærke til, så har jeg ikke været så aktiv herinde på det sidste. det skyldes til dels, at jeg har rigtig travlt med at rende rundt og lave en hel masse forfærdelige øvelser, men også fordi, at jeg har været næsten konstant syg siden efterårsferien. det er jo selvfølgelig super irriterende, men samtidig er det faktisk også et stort problem, da jeg jo helst skulle opereres inden for de næste par måneder. problemet er bare, at de ikke operere, hvis man har været syg indenfor den sidste måned, da dette gør at ens imunforsvar er rigtig lavt. det, at jeg er konstant syg, gør det virkelig svært at finde en operationsdato, hvilket virkelig er noget [cencur]. jeg fik af vide i onsdags, at jeg har en borrelia-infektion, og det er derfor, at jeg har været så syg. derfor har jeg lovet alt og alle, at jeg det næste stykke tid virkelig gør en indsats for ikke at blive syg. jeg skal lige blive ordentlig rask først, og så skal jeg ellers spise en masse grønt, komme ordentlig tid i seng, og afspritte mine hænder jævnligt. dette gør jo desværre, at jeg ikke får så meget tid til jer, dejlige mennesker, men bare rolig, efter operationen får jeg masser af tid. jeg får faktisk ikke rigtig andet end tid. jeg håber i kan finde forståelse for mit valg, selvom jeg det rigtig svært at skulle være så meget væk fra bloggen! (;

love.

status.

hej venner! (:

jeg tænkte, at i hellere måtte vide dette..
jeg har lige fået nogle nye øvelser til mit ben, for at forsøg at fjerne nervesmerterne, og strække nerverne ud. dette gør VIRKELIG ondt, og giver mig rigtig meget hovedpine. jeg skal lave disse øvelser 2 gange om dagen, så i kommer nok ikke til at se så meget til mig det næste stykke tid, da jeg ikke ved hvor meget overskud jeg får til nye indlæg.. desværre!

love!

SWAT-teams og røde snore.

jeg kom faktisk i tanke om her forleden, da jeg læste nogle gamle indlæg igennem, at jeg, dengang jeg var indlagt, snakkede noget om swat-teams og fordomme omkring det, at være indlagt. jeg fik aldrig rigtig fortalt jer, hvad jeg tænkte på, men her kommer det altså, bedre sent end aldrig..


jeg har aldrig kunne lide tanken om, at skulle være indlagt. det har altid være en virkelig skræmmende ting for mig, og derfor var jeg også rigtig rigtig nervøs, da jeg skulle indlægges i sommerferien. jeg kom til Horsens, blev indlagt, og så måtte jeg ellers igang med at aflive nogle, af alle mine fordomme om, at være indlagt. jeg har altid troet, at man lå lænket til sin seng, i sit sygehus-tøj, men sådan er det slet ikke.. man må gerne gå rundt på sygehuset, og gå ud og ryge. man må også gerne gå hen i opholdstuen, og se tv. hvis man har ene-stue, som jeg havde, (jeg var jo indlagt med infektion, så jeg måtte ikke ligge sammen med andre, jeg kunne smitte) så har man også et fjernsyn og dvd-afspiller på stuen, samt eget toilet og bruser. jeg havde også en lille altan. sygeplejerskene har om formiddagen, ofte tid til en snak, og er rigtig flinke. og så opfordrer de faktisk folk til at tage deres eget tøj på, og ikke ligge i sygehusets tøj!

den største fordom jeg havde, var dog omkring den der lille røde snor, der er ved siden af sengene på stuerne og ude på toilettet. jeg har altid været sikker på, at kunne måtte trække i den snor, når man var ved at dø, eller sådan noget, så jeg var rigtig forsigtig. jeg ville jo ikke komme til at udløse alarmen. derfor var jeg faktisk ved at få min røde saftevand (det drikker man konstant, når man er indlagt) galt i halsen, da sygeplejersken sagde til mig, at jeg bare skulle ringe, hvis der var noget. det troede jeg da ikke, at man måtte? men, efter et stykke tid, skulle jeg spørge om et eller andet, og min far sagde til mig, at jeg da bare kunne trække i den røde snor.. TRÆKKE I DEN RØDE SNOR?! DET MÅ MAN DA IKKE..!?
men jo, venner, det må man altså godt. jeg trak i snoren, og lå derefter helt stille og lyttede.. min far spurgte mig, hvad jeg lyttede efter, og jeg svarede, at jeg lyttede efter de løbende skridt, fra sygeplejersken og lægen, der nok troede, at jeg var ved at blive kvalt i min røde saftevand..
jeg ventede og ventede. og ventede lidt mere..
efter 5 minutter kom sygeplejersken endelig. gående. stille og roligt. jeg var bare skuffet.. jeg havde nok mere forventet, at når man trak i den røde snor, som kom et SWAT-team løbende, sammen med læger og sygeplejesker, der var igang med at tænde genoplivningsmaskinen..
efter denne episode kan jeg fortælle jer, at den røde snor er stærkt overvuderet. nogen gange kan der gå et helt kvarter før de kommer. og de løber i hvert fald slet ikke..
endnu en fordom aflivet..


forresten, så skal I virkelig ikke spørge mig om, hvorfor jeg troede, at der kom et SWAT-team løbende. det har jo intet at gøre på sygehuset. måske er det bare fordi, at jeg synes, at SWAT-teams er lidt seje??