nanna finch.

jeg har skæve øjne. mit hår er oftest umuligt at arbejde med. jeg har ikke lange øjenvipper, og min næse er stor. jeg er perfektionistisk og egocentreret. jeg er umoden, men også for moden. jeg kan opføre mig som en på 5, men også en på 85.
jeg er opmærksomhedssøgende. jeg klager alt for meget, jeg er doven og kedelig. jeg er grænsesøgende, provokerende og falsk. jeg er ikke rig, ikke fantastisk. jeg tager billeder med min iPhone og får "grumsede" billeder, fordi jeg ikke ejer et spejlrefleks. jeg snakker for meget, og snakker for lidt. jeg er omklamrende og useriøs. og for seriøs. jeg er problematisk og irriterende. jeg er dum og krævende. jeg er sur og træls. jeg er flabet og umulig at blive klog på. jeg er usikker, nervøs og træt. jeg er nærig, stillestående og eftertænksom.
jeg er udfarende, stille og forvirrende.




men, jeg har de mest fantastiske venner. og det er det, der gælder. ikke?

fie laursen.

dear eskimo.
fie laursen. denne kvinde. i kender hende sikkert, har måske hørt om hende, set hendes videoer, blog, eller set hende, da hun var i aftensshowet. hvis ikke, kan jeg kort opsummere: fie laursen er 15 år gammel. hun er blevet mobbet, og har efterhånden givet så mange detaljer om det, at jeg slet ikke har styr på det længere. hun lavede en video, hvor hun gjorde opmærksom på hendes situation og lagde den på youtube. videoen blev delt på blandt andet facebook, og hurtigt blev hun "kendt". hun fik sin egen blog, var en tur i aftenshowet, og høster nu ellers "succes'en". det mener jeg i hvert fald, at hun gør.
jeg så en dokumentar i eftermiddags, på dr.dk/nu. dokumentaren hedder generation reality, og er faktisk fra min fødselsdag - 7. maj, 2011. den handler om, hvordan unges forhold til medierne har ændret sig. hvordan unge idag, bare vil være "kendte". ikke for noget specielt, men de vil bare have den status - og de muligheder, der følger med. nu kommer jeg så til at tænke på fie laursen. for hvad er fie laursen? kendt. måske ikke kendt, som i "fjernsynskendt", men hun har allerede været nævnt i ugeblade, har været på tv, har op til flere forskellige facebooksider, fansider, blogger hos bloggers delight, og vlogger på youtube. fie laursen har, efter sin video, mærket hvordan, alle unges øjne, pludselig blev rettet mod hende. og det virker som om, hun har nydt til. hvorfor ellers fortsætte? hvorfor have et ønske om at oprette en blog, fortælle om hendes hverdag, hvordan hun er venner med Kira Eggers, og modtager gaver, hvis man ikke har et ønske om, at andre skal se op til hende? jeg får det her indtryk af, at hun "bare" vil fortælle sin historie. og kredit for det.. jeg synes det er fedt, når folk har lyst til at stå frem, og fortælle en historie. det er bare måden, hun gør det på. jeg tvivler ærlig talt på, at det er historien, det er det vigtigste lige pt.

jeg fik ideen til at skrive dette indlæg, da jeg for et par uger siden, modtog en mail fra www.iloveshoes.dk
jeg har før købt de smukkeste vagabond plateau-ballerinaer derinde, og var fuldt ud tilfreds med deres gode service. jeg tilmeldte mig selvfølgelig deres nyhedsmail, og bum. mail fra dem. fedt tænker jeg, indtil jeg åbner mailen. hvem springer op i mit ansigt? fie laursen! i øvrigt sammen med et par super flotte støvler, der helt sikkert var endt i min skosamling, hvis jeg ikke var flad. jeg går ind på fies blog, og bum. der ligger sørme et indlæg om, at hun har modtaget disse fine støvler. samme støvler, som hun reklamerer for, i deres nyhedsmail. og så blev jeg altså lidt mopset. ærligt talt.

fie laursen har ret til at ville fortælle sin historie. hun har ret til at ville sætte fokus på mobning, men jeg synes ikke det er ok, den måde det hele har udviklet sig på. jeg synes ærlig talt, hendes blog virker som et *jeg ønsker at modtage gratis ting* redskab, til at få goder. og mit allerstørste problem er måske, at jeg ikke ved, hvad hun vil? vil hun være et forbillede for andre unge? vil hun være en blogger? vil hun være begge dele? jeg følger bloggere, der også, ligesom fie laursen, modtager produkter, de så reklamerer for. men jeg ved også, at de har kæmpet en kamp. det fandme ikke nemt at komme til at ligge øverst i stakken af de utallige blogs, der findes idag! de har kæmpet en hård kamp for at nå til det punkt, hvor gratis ting bliver en slags løn, for det arbejde de laver, på bloggen, og de arbejder hårdt! gør fie laursen det? måske, men det virker ikke sådan. for mig virker det ret tydeligt, at hun bruger den opmærksomhed, hun har fået på grund af hele sagen med mobningen, til at reklamere for sin blog.
derudover, så synes jeg, at det er synd. jeg synes det er synd for alle de børn og unge i danmark, der bliver mobbet. de modtager ingen gratis støvler? måske siger du, det er fordi, de bare ikke udnytter det godt nok? jeg synes dog ikke, at mobning er et emne, der bør udnyttes. fie laursen har muligheden for at kunne sætte virkelig meget fokus på mobningen, men ikke et sted har jeg set hende indgå et samarbejde med girltalk? livslinien? børnetelefonen? børns vilkår, red barnet, ungdomsproblemer.dk? alle organisationer eller steder, der arbejder for at forebygge mobning. jeg synes måske, dette ville være mere relevant, end støvler og juice.

samtidig vil jeg dog også tage hatten af for fie laursen. hun er virkelig et godt eksempel på generation reality. og hun har godt nok formået at høste frugten, af de succes, hun på så kort tid har fået. jeg synes det er godt klaret, at hun på den måde, har formået at få så meget ud af 130.000 hits på youtube, eller hvor mange det nu er, videoen har fået.

til slut vil jeg egentlig bare udtrykke min bekymring. for hvad så nu? hvad så, når påstyret har lagt sig? når der er udklækket et nyt kuld "stjerner" fra paradise, hvad så med lille 15 årige fie laursen, med de mange fans? forhåbentlig finder hun ud af, hvad hun vil, og vælger en vej - enten som blogger, eller som fortaler for vigtigheden af at stoppe mobning. eller måske som begge dele? hvis det sidste er tilfældet, så håber jeg, at hun tænker sig om. for lige nu, gør hun ikke rigtig noget godt, for de alt for mange børn, der bliver mobbet i danmark.

VÅGN OP FIE!


love.



(jeg står 100% bag alt, hvad der er skrevet i dette indlæg. indholdet er udelukkende min egen mening, og indlægget er ikke lavet i forbindelse med firmaer eller andre privat personer. jeg kender ikke Fie Laursen personligt. Nanna Finch.)

julen 2011.

dear eskimo.

hej og glædelig jul, og alt det. det er godt nok længe siden, hva? jeg håber, at du har haft en dejlig jul, og at du nyder din ferie. det forsøger jeg i hvert fald. jeg har været væk et stykke tid, haft mange ting at tænke over, og meget har foregået omkring mig. jeg fandt ud af, at der lige for tiden er ting, der er vigtigere end bloggen. selvom jeg godt nok aldrig troede, jeg skulle komme med sådan et statement. der er ting, der vedrører mig, der er vigtigere end bloggen, ting der har betydning for mit liv og min tilstand. derfor er det endelig rart, at have noget tid, hvor der ikke skal tænkes på skole, lektier, det fysiske og psykiske og arbejde. hvor jeg bare kan være herhjemme, tulle rundt og lave hvad jeg vil. men mest af alt, kan jeg selv vælge, hvornår jeg vil være social. jeg har brugt min december på at arbejde, lave lektier og være til eksamen i almen sprogforståelse. december har været noget rod, men jeg håber, at kunne få lidt mere styr på tingene i januar. jeg fortryder, at jeg ikke ønskede mig en tidsstopper i julegave, for jeg har nogle vigtige beslutninger, der skal tages, lige så snart vi kommer ind i det nye år. beslutninger, jeg ikke har lyst til at tage, men som er nødvendige. det handler om, at finde ud af, hvad der er bedst for mig, igen både fysisk og psykisk. jeg siger ikke, at det bliver nemmere, af at gemme det væk, men jeg forsøger ikke at tænke over det. give mig selv ro for en stund. det håber jeg, du fortstår. selvfølgelig gør du det. jeg tilbragte juleaften sammen med min familie, akkurat som jeg plejer. vi er altid de samme. min morfar, min moster, selvfølgelig mine forældre og min lillebror, noget familie fra københavn, og så min farmor. min farmor, der er 89 nu. det er utroligt at tænke på. der er endnu ikke nogen, der er blevet så gamle i min fars familie. jeg elsker min farmor rigtig højt, og jeg hader, hvordan jeg, hver gang jeg ser hende, kan se, at hun er blevet dårligere. hun går skidt efterhånden, er næsten blind, men hun har hjerne som ingen anden. hvis man mangler et familiemedlems fødselsdag, eller et sportsresultat, så skal man bare ringe til min farmor. den dame husker alt. måske er det det, der er hårdest? også for hende selv. at se, hvordan hun fysisk ældes utrolig hurtigt, men stadig er frisk "oven i hovedet". at tingene ikke følges ad. jeg er rædselslagen for den dag, hun pludselig ikke er her mere, så jeg forsøger at nyde hvert sekund sammen med hende. derfor var det endnu en lille sejr, at hun igen var med juleaften. hvert år kigger jeg på hende, og håber og ber' til, at hun også næste år, vil sidde ved siden af mig, under julemiddagen.

love.

nannafinch som gæsteblogger

jeg har forresten skrevet et længere indlæg om mit syn på juletraditioner hos min gode ven Morten! jeg kender Morten fra twitter, han er super sød og meget rar.
læs indlægget --> her

love.

nu er det jul igen.

dear eskimo.
julekalender, julepynt, juletræer, julemusik. er vi ved at være der? ja! er det for meget? nej! jeg elsker julen. elsker elsker elsker. elsker hyggen, elsker, ja. julen! det er den mest hyggelige tid på året. juletræet er hentet, de første pebernødder bagt, julekalenderne i fuld gang, det eneste vi mangler, er faktisk bare sneen. men den kommer. selvfølgelig gør den det! jeg havde en fantastisk aften igår, til tømmermands-julefrokost med min klasse. alle var ret trætte, efter sermo og bytur i fredags, men vi endte da alle med at få en del alkohol indenbords alligevel. billedet er blot for at bevise, at jeg faktisk ikke er helt dårlig i et køkken! læg mærke til de flotte frikadeller.

love. og glædelig jul!

3011.

jeg fik en gang at vide, af en pige, at mine smil var blevet falske. hun sagde det ikke, fordi hun ville være flabet, men fordi hun bekymrede sig for mig. hun er min allerbedste ven, på en måde, som ingen andre end måske hende og mig, vil kunne forstå. hun kan se igennem mig, som var mit ydre lavet af glas, og måske har hun ret? måske er mine smil falske for tiden. men det betyder ikke, at jeg ikke smiler. du kan selv få lov at bedømme. her er du hvert fald et par smil - falske eller ej, og så lige et kys. fordi du er som du er.

love.

folkeskolen.

dear eskimo.
der er noget, jeg ikke forstår. jeg forstår ikke, hvorfor andre mennesker, har behov for, at konstant at ydmyge og nedgøre andre? jeg forstår ikke, hvordan nogle mennesker kan blive gladere og blive til et mere helstøbt og lykkeligt menneske af at sidde og grine af andre. jeg havde det ikke godt i folkeskolen, og jeg følte mig ikke rigtig velkommen. dette var dels fordi, en "veninde" fik bildt mig ind, allerede i 7. klasse, at ingen i min klasse faktisk ikke kunne lide mig, heller ikke mine bedste venner og veninder i klassen. det var løgn, men desværre, så fandt jeg først ud af det, i 9. klasse. jeg ved dog, at der var en smule sandhed i det. for jeg ved, at der var flere, der ikke kunne lide mig. jeg ved at der var flere, der jævnligt snakkede om mig, bag min ryg. i min folkeskoleklasse, der var jeg lektienørden. jeg var personen, der åbenbart altid lavede lektier. det gjorde jeg dog ikke. jeg havde bare nemt ved det. det var ikke min "skyld", at jeg stort set kun fik 12-taller. for så mange lektier lavede jeg heller ikke. jeg lavede ikke mere end andre i klassen gjorde, men det troede de. måske fordi, jeg lukkede mig inde i mig selv. jeg sad selv, og var der bare. hvorfor? fordi jeg troede, at alle hadede mig. fordi jeg troede, at jeg bare var til besvær. jeg hadede øjeblikket, når vi fik vores opgaver tilbage. jeg hadede hvordan, alt opmærksomheden i rummet blev vendt mod mig, i det øjeblik, jeg fik min opgave tilbage. hvordan alle spurgte, hvad jeg havde fået, og hvordan min karakter, var mere spændende end deres egen. hvis jeg fik 12, blev ordene "lektienørd" og "hun laver ikke andet end lektier" hvisket rundt om mig. hvis jeg ikke fik 12, kiggede folk mærkeligt på mig. jeg følte mig som en fiasko. både når jeg fik 12, men også når jeg ikke fik 12. når jeg fik 12, var jeg for god. når jeg ikke fik 12, så var havde jeg fejlet. jeg gemte alle mine opgaver væk, lige så snart jeg fik dem, og ønskede ikke at fortælle nogen om mine karakterer. min perfektionisme var henrykt, men jeg kunne ikke glæde mig over min karakter. og en del af mig, var glad, hver gang jeg fik en stil tilbage, og "kun" havde fået 10. en anden del af mig var skuffet over mig selv. jeg fandt ud af, at mine venner i klassen, alligevel holdt af mig, og det var rart, at have nogen, der ikke talte om mig, talte bag mig. i 9. klasse var jeg nærmest delt i 2. den ene del sørgede for, at jeg lavede så lidt lektier som muligt. den anden del, den perfektionistiske del, var skuffet og vred. jeg stræbede efter 12-taller, men jeg turde ikke få dem. men det stoppede aldrig. snakken bag min ryg, og blikkene. de er der stadig. folk, der hilser på mig i netto, og virker oprigtig og interesseret, og spørger ind til hvordan jeg har det nu. jeg kan godt høre, hvad de siger om mig til deres veninder, idet jeg vender ryggen til. folk, der skriver til mig på facebook, blot fordi, de så kan sidde sammen med deres venner bag deres skærm, og grine af mig.
jeg kommer nok aldrig til at forstå det, forstå dem. jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det var og er nødvendigt, og hvordan de kan se sig selv i øjnene hver dag. men det kan jeg. jeg kan, fordi jeg ved, at jeg er vinderen. jeg ved, at jeg, om 25 år til vores genforening, vil kunne se dem i øjnene og sige "jeg gjorde det, jeg vandt."

love.

fra en ven.

"regn det da ud menneske, jeg holder af dig"

mit liv atm.

dear eskimo.
så, her er jeg. jeg har fundet fem minutter, mellem matematikafleveringen og genoptræningen til lige at fortælle lidt om, hvad der sker med mig for tiden. og hvad der måske ikke sker. som du ved, så går jeg på gymnasiet. min klasse er sød og dejlig, og dem er der intet i vejen med, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk ikke lide det. jeg kan ikke rigtig lide at gå i gymnasiet, jeg har ikke lyst til at tage i skole om morgenen, når jeg vågner. ikke på grund af min klasse, vil jeg igen lige påpege, men på grund af alt det andet. at skulle være social hele tiden, lektierne, timerne. jeg var skoletræt før, og jeg er blevet det endnu mere nu. jeg kan ikke  rigtig sætte en finger på, hvad det præcis er, der gør, at jeg ikke er vild med alt det her gymnasie-fis, men et eller andet er der. jeg glæder mig til jeg kan komme videre, til jeg kan læse på uni, men de næste tre år? dem vil jeg egentlig bare helst have overstået nu. en af grundene til min manglende glæde omkring det, at gå i skole, er helt sikkert også min tilstand. både fysisk og psykisk. fysisk, der savner jeg, at være stærk. at føle mig stærk. at løbe ture, og bare kunne deltage i alt det, jeg elsker. i alt det jeg har lyst til. psykisk, der har jeg det ikke godt. du ved, at der har været tidspunkter før, hvor jeg ikke har haft det så godt, og sådan er det igen lige for tiden. jeg har kunne mærke, hvordan mit humør er blevet værre og værre siden vi startede i skole igen, har haft problemer med at sove, har været stresset, osv. og den sidste uge, har jeg haft det skidt. jeg er ked af det. rigtig ofte. jeg har ikke rigtig lyst til at være nogen steder, jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen, og jeg har svært ved at overskue at få lavet mine lektier, og få taget notater i timerne. det er trist, fordi jeg kender det. fordi jeg har været her før, men samtidig, så er det også positivt, for jeg ved hvad jeg skal gøre, eller ikke skal gøre, når jeg har det sådan her. jeg forsøger bare, at tage en dag af gangen, og måske lægge nogle af de ting lidt væk, som jeg ved, at jeg ikke skal tænke for meget over. dette kan være situationen med mine ben, eller at jeg konstant er meget træt. men jeg ved da, at det går ud over andre. jeg ved da, at jeg ikke er i det allerbedste humør, også fordi, jeg har ondt i mine ben. det gør mig altid nemt irriteret og sur, og det kan være svært for mig, at koncentrere mig om forskellige ting. jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her indlæg. jeg ville vel bare fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv, og hvorfor jeg måske er som jeg er, og gør de ting jeg gør, skriver de ting jeg skriver.
tingene skal nok blive gode igen. det tager bare noget tid.

love.

"HVEM FANDEN KALDER SIN BLOG: DEAR ESKIMO"

- det gør jeg.

"hvilket valg har han givet dig? Er han ude af dit liv? NEJ! han skal jo komme og drikke kaffe i vores lille køkken, nanna.."

tweetup

dear eskimo.

har du haft en god ferie? det har jeg i hvert fald. jeg vil dele noget med dig, der skete i fredags. i fredags, der mødte jeg nemlig nogle mennesker, der er helt vildt fantastiske. jeg mødte nogle mennesker, som jeg kender rigtig rigtig godt, hvis liv jeg dagligt følger med i, men som jeg aldrig har mødt. jeg var nemlig til tweetup. møde for alle twitterfolkene. og det var noget af det hyggeligste, jeg længe har deltaget i. det var helt fantastisk, helt ja. jeg kan faktisk ikke rigtig beskrive det. jeg har haft twitter siden maj, og fuldt disse mennesker. jeg ved hvad de laver til hverdag, og de deler deres tanker med mig, men nu. nu er de ikke bare nogen, der sidder et eller andet sted, bag en skærm. nu er de virkelige. de findes faktisk, og de er lige så søde og smukke i virkeligheden, som de er på twitter. twitter er blevet min nye kære baby. jeg elsker twitter. jeg er virkelig afhængig af twitter. jeg tweeter ting jeg burde sige højt. jeg siger ting højt, at burde tweete. twitter er hurtigt, det er nemt, og det er lidt ligesom at blogge. bare hurtigere og nemmere, ja. siden jeg begyndte at bruge twitter igen, har jeg lært en masse nye mennesker at kende, mennesker, som jeg på ingen måde ville have mødt, hvis det ikke var fordi, jeg havde oprettet en twitter. jeg kender nu fugle på bornholm, i nordjylland og på sjælland. det bedste ved twitter er, at der altid er nogen. man er aldrig rigtig alene på twitter. der er altid nogen at snakke med, altid nogen der lytter. på twitter kan man være hudløst ærlig, man kan være den man er, og man kan dele alle ens tanker. det er fantastisk, og måske er det derfor, jeg elsker det så meget? fordi jeg kan sige ting højt, jeg ellers ikke ville sige andre steder? twitter er lidt ligesom en stor familie. en familie, som jeg føler mig en del af. 

mange af mine venner spørger mig, hvad twitter er, osv. mange forstår det ikke, og jeg gør altid mit bedste for, at forklare det, så twitter er til at forstå. twitter er for alle. twitter er et sted, hvor man kan læsse alle sine tanker af, hvis det er det, man har lyst til. man kan bruge twitter til hvad man vil, og uanset hvad, så bliver man altid godt modtaget. det blev jeg også i fredags. dagen fløj afsted, og jeg vil gøre alt for, at få mange flere af disse dage.

følg mig på twitter: @nannafinch

love.

0210.

dear eskimo.

hvordan har du det? er du ok? det er ved at være et stykke tid siden sidst. jeg tilbragte min fredag på skadestuen, og skal nu holde mig ro, på grund af en fibersprængning i lægmusklen. normalt er det ikke noget slemt, men på grund af min skadeshistorie, så er alle sådan lidt mere opmærksomme på det, end normalt. ellers, så laver jeg lektier. og så laver jeg lige lidt flere lektier, og lidt flere. ja. om en uges tid, så skal jeg til eksamen i naturvidenskab, og jeg kan ikke på nogen måde sige, at jeg glæder mig. men det er snart efterårsferie. det betyder ingen lektier, bare frihed, arbejde, alkohol, by-ture, tweetup, hal-tur, og ja. en masse dejlige mennesker, som jeg ikke har set længe. her tænker jeg selvfølgelig på dejlige 10G, som skal bruge en hel dag hjemme hos mig. jeg har egentlig meget mere at fortælle, men den engelske stil er vigtigere lige nu. sådan er det generelt i mit liv. men det bliver bedre, det siger de allesammen. det bliver nemmere, når man er kommet ind i en god rytme. jeg glæder mig meget, til den tid kommer.

love.

valg. politik. socialdemokrat.

dear eskimo.
valg.. er du træt af ordet? er du ved at brække dig? måske er du allerede løbet mod toilettet? men, det er jeg altså ikke! jeg har helt undgået at poste noget som helst om politik, men nu kan jeg simpelthen ikke holde mig fra det længere. jeg kan godt lide politik. jeg synes politik er spændende. jeg interesserer mig for, hvem jeg mener, er bedst til at styre vores land. og det skammer jeg mig ikke over. jeg synes ikke det på nogen måde er "plat" eller "nørdet" at gå op i politik. så længe det ikke bliver for meget. jeg har en ven på facebook, og stort set hver eneste af de statusser, der kommer fra ham, handler om politik. og jeg er ved at brække mig. der er jeg altså ved at brække mig! mest fordi, at han ikke kommer med noget relevant, synes jeg. han har ikke på noget tidspunkt fortalt noget oplysende om nogle af venstres mærkesager (han er VU medlem), istedet bruger han sin tid på, at svine den røde blok til. det irriterer mig! jeg vil hellere høre om hans syn på VU's sager, end at høre om, hvad han nu synes om Villy og Helle.
nå. men altså. ja. politik. jeg synes det er spændende, og jeg har faktisk i løbet af denne valgkamp for alvor fundet ud af, hvem jeg ville stemme på, hvis jeg kunne stemme. for det kan jeg jo ikke. desværre. jeg mener, at alderen for stemmeret burde sættes ned til 16. jeg tror, at politikerne ville blive overraskede, hvis de rent faktiske vidste, hvor mange unge, der går op i politik, og som er bevidste omkring, hvor de ønsker at sætte deres kryds. jeg synes også, at det er en underlig holdning at have, at man gerne må komme i fængsel, når man er 14, men først må stemme, når man er 18. hvordan kan man straffe andre mennesker, når disse mennesker ikke har mulighed for at have en indflydelse på dette. jeg kan komme i fængsel lige nu, men jeg har ikke engang mulighed for, selv at have medbestemmelse. vi lever altså i et demokrati, jeg har bare ingen rettigheder omkring, hvorvidt jeg er for ung til dette. det synes jeg måske, er lidt mærkeligt.
hvis jeg kunne stemme, så ville jeg have stemt på socialdemokratiet. måske endda personligt på Jacob Bjerregaard. han overraskede mig virkelig positivt, da han var ude til debat på fredericia gymnasium. jeg er enig med meget af socialdemokratiets politik, og jeg synes specielt, at kandidat-panten er en god idé. jeg har længe ligget og vippen mellem enhedslisten og socialdemokratiet, især på grund af enhedslistens SU-politik (man er vel ung?) og deres klimapolitik. jeg føler dog, at jeg har flere ligheder med socialdemokratiet, så ja, der ligger jeg altså politik. jeg går sågar og flirter med tanken om, at melde mig ind i DSU, Danmarks Socialistiske Ungdom, for netop at gøre en forskel.

love.

fra en ven.

"jeg kan meget bedre lide den rigtige side af dig. måske ikke hvordan du har det, men at du er så ærlig. slet intet der er falsk. nogen ting jeg fortæller dig som jeg ved andre ikke kommer til at høre fra dig. sjældent man møder sådan nogle som dig."

socialt netværk.

dear eskimo.
jeg er hjemme. jeg er her. jeg lever. kender i den følelse? når man hager sig fast til alle de rammer, man på forhånd kender, når man tror man ved, hvordan alting er. hvordan alting skal være. sådan har jeg det. jeg lever efter de samme principper, med de samme ideer og måder at se livet på. jeg har så ofte lyst til, at ændre på det, at bryde mønstre, at gøre ting jeg normalt ikke ville give mig i kast med. men angsten for at fejle i netop dette, er for stor. måske er det netop derfor, at jeg ikke er kommet længere. jeg har før fortalt dig om, hvordan jeg havde det med gymnasiet. jeg føler mig stadig ikke hjemme, men jeg har, efter en måned som gymnasieelev efterhånden affundet mig med, at det er dette, jeg skal bruge de næste tre år af mit liv på. jeg ved, at det nok aldrig vil blive en fantastisk oplevelse, men mere en fase jeg blot skal igennem. og det er også ok, forsøger jeg at overbevise mig selv om. for som sagt.. hvad er alternativet?
jeg har til gengæld ikke fortalt dig så meget om, hvordan mit sociale liv er. min klasse er fin, det kan jeg godt fortælle jer med det samme. jeg kan ikke finde noget dårligt og sige om den, og der er ikke nogen, jeg ikke snakker med. jeg har altid set det sociale, som et spil. det hele handler om, at få et godt udgangspunkt, at skabe sig en god bund, så man altid har noget, at falde tilbage på. det tager mange år, og det er netop det, jeg ikke har. det er tidspunkter som dette, hvor det rigtig går op for mig. som min mor så fint sagde til mig idag: "du bliver nødt til at finde dig en gruppe i klassen, finde din rolle, hvis du ikke allerede har fundet den.." og det har jeg ikke. jeg ved endnu ikke hvem jeg vil være, hvordan jeg vil være, og det forvirrer mig. de andre begynder at ses privat, men jeg ser ikke rigtig nogen endnu. for jeg kan ikke bestemme mig for, hvem jeg vil være. det er nemt nok at give andre et førstehåndsindtryk, men det er først nu, det sociale arbejde bliver rigtig hårdt. nu skal forbindelserne etableres, venskaberne med de rigtige bygges. det er meget hårdere, end blot at lære andre at kende. og for at være ærlig, så kan jeg ikke overskue det. jeg har ikke energi, kræfter, til på den måde, at skulle gøre sådan en stor indsats, lige nu. men det er nu det skal gøres, det ved jeg. ellers er man bagud.
det er på dette tidspunkt, at man, fordi man ikke har nogle rigtige forbindelser i sin nye klasse, falder tilbage på ens gamle. man ser sine nye venner i skolen, og sine gamle i fritiden. man finder ud af, hvem der rent faktisk er ens venner, og hvem der blot er "overflade-forbindelser". det er nu, hvor jeg virkelig kan mærke, at jeg ikke har den håndfuld forbindelser i baghånden. jeg mistede hele min omgangskreds, da jeg stoppede i håndboldklubben, og jeg har ikke rigtig fået opbygget nogle nye. jeg har overflade-forbindelser. men ingen dybere.
jeg har altid gerne ville have en gruppe venner, som virkelig var mine venner. som jeg snakkede med hver dag, som ringede til mig, og spurgte om vi ikke skulle ses, eller lave noget sammen. men sandheden er, at jeg aldrig har haft sådanne venner, det er altid mig, der har taget initiativet. og lige for tiden, der har jeg bare ikke overskud til både at skulle få nye venner, og forsøge at holde fast i de gamle.

love.

en fantastisk kommentar.

´"Kære Nanna,

jeg har givet dig en blogaward. Simpelthen fordi du er et noget så stærkt og ærligt menneske. Du inspirerer mig på en eller anden underlig måde, du er dig selv, og derfor skal du vide, at du er helt speciel, og at jeg er dig evigt taknemmelig for alle dine skriblerier, der gang på gang har fået mig til at tænke. Jeg ved det ikke, men jeg kunne godt forestille mig, at du er sådan en, der ikke forstår det der med blogawards. Det gør jeg ikke helt selv, men alligevel skal du have den. Tænk på det som en kæmpe ros, et kompliment.
(http://millarikke.blogspot.com/2011/08/blog-awards.html)
Tak, Nanna. Fordi du er den, du er.
Millarikke. "

nej, jeg fatter absolut intet, når det kommer til blogawards, men det der, det reddede lige min aften. jeg ved godt, at jeg måske ikke altid er så god til at svare på alle jeres dejlige kommentare, kære læsere, men jeg læser dem alle, og de betyder rigtig meget for mig.

love.

"hende med bloggen..."

dear eskimo.
nu har jeg jo haft dig i rigtig lang tid efterhånden. og jeg er glad for dig, det er jeg! flere af mine venner kender til dig, og det har jeg det godt med. jeg elsker at få af vide, at jeg har skrevet noget til dig, der rører andre, som andre har brugt tid på at tænke over. det er jo det, der er formålet med dig. jeg fortalte om dig, i min gamle klasse, og folk var rigtig positive. men nu hedder min klasse bare ikke 10G længere, men 1.C... og hvad synes 1.C mon om dig? vil de kunne lide dig, vil de synes, du er fjollet? jeg har endnu ikke fortalt dem om dig, for jeg ved ærlig talt ikke, om det er en god idé. ikke fordi jeg ikke er stolt af dig, for det er jeg. jeg er meget stolt. jeg har dog især Emma fra Shakerzone´s oplevelser i baghovedet. jeg kan huske, hvordan hun fortalte om, at hun, efter hun startede på gymnasiet, var blevet gjort til grin, og stemplet som "hende pigen med bloggen"... og det har jeg da ikke lyst til! jeg elsker dig, ja, og du er en stor del af mit liv, kære eskimo-barn, men jeg er også så meget andet end bare en pige med en blog. jeg kender flere der blogger, og som jævnligt deler deres blogge på facebook, men som jeg tidligere har skrevet, så har jeg ikke lyst til at gøre dette. jeg har ikke brug for, at alle mennesker følger med i dig. jeg har ikke brug for vise den frem, fordi jeg er så meget mere, end bare ejeren af dig. fair nok, hvis andre har lyst til det, men det har jeg ikke.
jeg føler, at det at blogge er blevet lidt "mainstream". jeg kan blive irriteret, når andre gør grin med det at blogge, for jeg går altså meget op i det. jeg går meget op i dig! og jeg har ikke lyst til at miste interessen, bare fordi min nye klasse ikke kan lide dig.
at poste nye indlæg herinde er en interesse. noget jeg godt kan lide. det er ikke noget, jeg burde gemme væk. men hvis jeg nu var brøndby-fan, og hele min klasse var hardcore fck-fans, ville jeg så også gå og råbe højt omkring det? jeg tvivler.

love.

2908.

dear eskimo.
hvordan har du det idag? er du også træt, udmattet og færdig, akkurat lige som mig? sådan har jeg det. heldigvis, så har jeg en masse dejlige venner, som kan få mig til at glemme trætheden, i hvert fald i et par timer. desværre måtte jeg jo vende hjemad, hvor en dejlig bunke lektier selvfølgelig ventede. som sagt, så ville jeg altså ikke have noget imod, at jeg for en gangs skyld, kunne blive fri for den bunke. jeg har dog nu afleveret min første opgave i lectio, helt uden tekniske problemer, og så endda til tiden.
lektierne er jeg færdig nu, sådan, næsten i hvert fald, og jeg er ved at være klar til at finde den nærmeste seng. jeg har brug for mere end 5 timers søvn, kan jeg godt mærke, men jeg skal heldigvis møde sent i morgen og onsdag, så jeg kan nå at få indhentet det meste. imens kan du få et par billeder. min ugle-trøje og min nye ørering, der ifølge min lillebror, får mig til at ligne en pirat.

love.

fra en ven.

"Fuck jeg ville ønske at jeg kunne være venner med dig i virkeligheden, eller hvad man skulle sige. fuck vi kunne være gode sammen. vi ER gode sammen. og jeg håber virkelig, at det aldrig vil ende. ligesom med cannie. og katrine (FUCKING LORTE KATRINE). og clara. alle sammen - vi var som skabt for hinanden (MINUS LORTE KATRINE, DET TROEDE VI JO SÅ BARE), men alligevel endte det med det her. jeg håber ikke at det også ender sådan for os. jeg har prøvet det alt for mange gange. og jeg er bange for også en dag at miste dig. Men i al den tid vi har skrevet sammen, er vi aldrig blevet sure på hinanden. aldrig diskutteret. du har aldrig svigtet mig. ALDRIG. du har været fraværende, men du har aldrig bare overladt mig til mig selv. så hvorfor skulle det gå sådan med os også? det må det ikke.. og hvis det gør, så skal det altså gøres ordenligt.. men det skal det ikke. det skal aldrig gøres. DU ER SÅ FANTASTISK OG JEG ELSKER DIG!!!"