gymnasieguide 1.g - vol. 1

dear eskimo.
nu har jeg jo snakket meget om gymnasiet, ikke? fortalt at det ikke lige var min kop the osv. idag fik jeg en god idé, mens jeg var på arbejde. vi er pt. igang med status, så alt tøjet på lagret skal skannes ind - og der er en del! dette giver plads til en uanet mængde tanker, og en af dem var, at jeg jo efterhånden kender alt til gymnasielivet, ikke? både på godt og ondt, derfor kommer der her:


guiden til 1.g:
hvis du ikke føler dig klar til gymnasiet, så kig på andre muligheder. er du sikker på, at du ikke hellere vil gå på hhx eller htx? føler du dig ikke klar så overvej andre muligheder. 10'ende, efterskole, udenlandsophold, sabbatår. det er dog ikke sikkert, at du vil føle dig mere klar efter dette år. det gjorde jeg i hvert fald ikke, alligevel, så er jeg glad for, at jeg lige ventede!
første dag kan virke meget skræmmende, men jeg lover dig, at det bliver nemmere. når du først lige er faret vild et par gange, er stødt ind i et par sure 3.g'ere, så skal det hele nok blive nemmere. og nej, 2.g'erne bliver ikke sødere, men du lærer at indrette dig efter dem. du skal glæde dig til brobyggerne kommer. det er her, du som 1.g'er har muligheden for at "lege 2.g'er". du kan måske huske, hvordan det var selv at være brobygger? hvordan man følte, man blev set lidt ned på osv.? og du lovede dig selv, at du aldrig vil være sådan overfor brobyggere? ja, det har du hurtigt glemt, tro mig. du kommer også til at glæde dig helt ekstremt til, når du selv bliver 2.g'er, og kan koste rundt med 1.g'erne.
gymnasiet er hårdt. så er du advaret. du kan lige så godt vænne dig til, at have nogle lange nætter engang imellem, og jeg kan f.eks. nævne den ugentlige 6-7 siders matematikaflevering. den er der hver uge. der er mange lektier, og der er mange lange dage. igennem hele 1.g føler du, at du ofte er et skridt bagud, og du går og er nærmest angst for 2.g og historierne om, mængden af lektier. du synes nemlig allerede, at der er mange nu! de forfærdelige fysik-afleveringer vil helt sikkert koste et par tårer eller ti, men det bliver hverdag på et tidspunkt, og du kan så bruge resten af tiden på, at glæde dig til din hat. det er nemlig noget af det, man som 1.g'er virkelig ser frem til! hatten. man kigger misundeligt på, mens 3.g'erne er igang med at prøve og prøve, og man ønsker så brændende, at det var en selv, der stod der. i 1.g bruger du også rigtig meget tid på at tage noter. masser af slagsen. du ved egentlig ikke hvad, du skal bruge dem til, for du har egentlig ikke været i en situation, hvor du virkelig skal bruge dem. så vær forberedt på at skrive en ny udgift på listen: blokke! hvis du vælger at tager noter på computer, så opret en dropbox. det vil gøre alting nemmere for dig selv, og du risikerer ikke, at miste alle dine noter!
du skal heller ikke være så angst for dit fravær. dine lærere, og især rektor vil helt sikkert prædike om fraværs procenter, men hvis du bare lader være med at tage pjækkedage, så kan du altså sagtens tillade dig at tage en dag på sofaen - eller 5 med influenza, og et par læge- og tandlægebesøg.
gymnasiet er bygget op på et par grundlæggende ting. røde streger på lectio = fritimer, kaffe, dårlig underholdning i pauserne, en hel masse aktiviteter, man føler sig forpligtet til at deltage i. og kage. det er sådan set det, gymnasiet handler om. kage og kaffe bliver serveret ved stort set ALLE arrangementer, lige fra åben scene-aften, til elevrådsmøder, og også til filmfremvisninger. kaffe og kage, er benzinen, der får de danske gymnasieelever, til at arbejde hårdt. hvis du starter en organisation op, så sørg for at servere kage og kaffe til intromødet, og du er sikker på et flot fremmøde. det virker på alle! dette kan blive til rigtig meget kage, da der virkelig er mange aktiviteter, man kan deltage i, lige fra "fed sved" til kristent møde i den store pause. i starten vil du måske have lyst til at prøve det hele, men efterhånden går det op for dig, at du egentlig ikke har lyst til at opholde dig mere på skolen end højst nødvendigt, og derfor sorterer du groft i bunken med invitationer og beslutter dig for, at du nok bare ikke har lyst til at dyrke pilates med din fysik-lærer.
og sidst men ikke mindst. ja, dine karakterer vil nok falde. det sker i hvert fald for mange. dette skal du dog ikke tage dig af, der er ikke mange lærere, der ønsker at give 12 og 10-taller fra starten af. så kan man jo ikke forbedre sig!

ting du skal huske og være forberedt på:

• du kommer til at tage et par kilo eller 10 på, hvis du ikke siger nej til alt det kage!
• bed gerne om udsættelse af opgaver eller aflysninger af dine timer. du får ikke ja, hvis du ikke spørger!
• hvis en gruppe 3.g'ere kommer og vil spille bordfodbold, er det en god idé at flytte sig.
• billedkunst handler ikke om at male æggeskaller.
• kantinens priser er sindssyge, men alligevel er det godt at have en 10'er i tasken. til kage selvfølgelig!
• det er tilladt at juble på facebook, hvis man kommer ind i en uge, med mange røde streger på skemaet.
• rød bliver din yndlingsfarve. grøn bliver det modsatte. dine øjne kan kende en rød streg på lang afstand!
• fysiktimer er lange, hvis man ikke har net på sin computer.
• du kan faktisk have din tyggegummi-pakke for dig selv.
• det er godt at lave forsider til ens opgaver.
• undgå at falde i søvn. få evt. din sidemand til at prikke dig i siden, hvis dette er ved at ske.
• fritimerne er en fantastisk mulighed for, at få indhentet manglende søvn. 1 stk's lur af 1½ time !

du skal nok klare den!

love.

status?

dear eskimo.
jeg overvejer, hvor lang tid, tingene skal være sådan her. hvor lang tid, jeg skal have det på denne måde? for jeg er træt af det, men jeg kan ikke se nogen vej ud. intet lys for enden af tunnelen. kun nedtrykthed, og et ønske om at grave en hule og gemme mig der. jeg har ikke lyst til at være ude blandt andre, at være social. jeg har ikke lyst til at stå op eller gå i seng. lektier er en uoverskuelig opgave, der koster mange forgæves tårer. forgæves fordi, de alligevel ikke bliver lavet. jeg forsøger konstant at holde sammen på mig selv, men hvordan kan man blive ved med at holde sammen på noget, der falder fra hinanden?


love.

2211.

dear eskimo.
har lige nu idrætsteori. puls, iltoptagelse og alt det der. det er spændende, men jeg har svært ved at fokusere. sådan er det ofte for tiden. måske er det manglen på søvn eller også er det bare mit humør. jeg ved det ikke. jeg har et mærkeligt forhold til idrætsteori. jeg elsker det, men samtidig minder det mig om alt det jeg burde kunne, men som jeg ikke kan. det er svært, men jeg har efterhånden vænnet mig til det.
jeg ved stadig ikke, hvad jeg synes om gymnasiet. jeg håbede, at jeg måske ville kunne lide det med tiden. men det der ikke sådan ud. jeg gå her, jeg er her. jeg gennemfører. men jeg synes ikke om det, og jeg glæder mig, til det er slut.
 love

folkeskolen.

dear eskimo.
der er noget, jeg ikke forstår. jeg forstår ikke, hvorfor andre mennesker, har behov for, at konstant at ydmyge og nedgøre andre? jeg forstår ikke, hvordan nogle mennesker kan blive gladere og blive til et mere helstøbt og lykkeligt menneske af at sidde og grine af andre. jeg havde det ikke godt i folkeskolen, og jeg følte mig ikke rigtig velkommen. dette var dels fordi, en "veninde" fik bildt mig ind, allerede i 7. klasse, at ingen i min klasse faktisk ikke kunne lide mig, heller ikke mine bedste venner og veninder i klassen. det var løgn, men desværre, så fandt jeg først ud af det, i 9. klasse. jeg ved dog, at der var en smule sandhed i det. for jeg ved, at der var flere, der ikke kunne lide mig. jeg ved at der var flere, der jævnligt snakkede om mig, bag min ryg. i min folkeskoleklasse, der var jeg lektienørden. jeg var personen, der åbenbart altid lavede lektier. det gjorde jeg dog ikke. jeg havde bare nemt ved det. det var ikke min "skyld", at jeg stort set kun fik 12-taller. for så mange lektier lavede jeg heller ikke. jeg lavede ikke mere end andre i klassen gjorde, men det troede de. måske fordi, jeg lukkede mig inde i mig selv. jeg sad selv, og var der bare. hvorfor? fordi jeg troede, at alle hadede mig. fordi jeg troede, at jeg bare var til besvær. jeg hadede øjeblikket, når vi fik vores opgaver tilbage. jeg hadede hvordan, alt opmærksomheden i rummet blev vendt mod mig, i det øjeblik, jeg fik min opgave tilbage. hvordan alle spurgte, hvad jeg havde fået, og hvordan min karakter, var mere spændende end deres egen. hvis jeg fik 12, blev ordene "lektienørd" og "hun laver ikke andet end lektier" hvisket rundt om mig. hvis jeg ikke fik 12, kiggede folk mærkeligt på mig. jeg følte mig som en fiasko. både når jeg fik 12, men også når jeg ikke fik 12. når jeg fik 12, var jeg for god. når jeg ikke fik 12, så var havde jeg fejlet. jeg gemte alle mine opgaver væk, lige så snart jeg fik dem, og ønskede ikke at fortælle nogen om mine karakterer. min perfektionisme var henrykt, men jeg kunne ikke glæde mig over min karakter. og en del af mig, var glad, hver gang jeg fik en stil tilbage, og "kun" havde fået 10. en anden del af mig var skuffet over mig selv. jeg fandt ud af, at mine venner i klassen, alligevel holdt af mig, og det var rart, at have nogen, der ikke talte om mig, talte bag mig. i 9. klasse var jeg nærmest delt i 2. den ene del sørgede for, at jeg lavede så lidt lektier som muligt. den anden del, den perfektionistiske del, var skuffet og vred. jeg stræbede efter 12-taller, men jeg turde ikke få dem. men det stoppede aldrig. snakken bag min ryg, og blikkene. de er der stadig. folk, der hilser på mig i netto, og virker oprigtig og interesseret, og spørger ind til hvordan jeg har det nu. jeg kan godt høre, hvad de siger om mig til deres veninder, idet jeg vender ryggen til. folk, der skriver til mig på facebook, blot fordi, de så kan sidde sammen med deres venner bag deres skærm, og grine af mig.
jeg kommer nok aldrig til at forstå det, forstå dem. jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det var og er nødvendigt, og hvordan de kan se sig selv i øjnene hver dag. men det kan jeg. jeg kan, fordi jeg ved, at jeg er vinderen. jeg ved, at jeg, om 25 år til vores genforening, vil kunne se dem i øjnene og sige "jeg gjorde det, jeg vandt."

love.

mit liv atm.

dear eskimo.
så, her er jeg. jeg har fundet fem minutter, mellem matematikafleveringen og genoptræningen til lige at fortælle lidt om, hvad der sker med mig for tiden. og hvad der måske ikke sker. som du ved, så går jeg på gymnasiet. min klasse er sød og dejlig, og dem er der intet i vejen med, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk ikke lide det. jeg kan ikke rigtig lide at gå i gymnasiet, jeg har ikke lyst til at tage i skole om morgenen, når jeg vågner. ikke på grund af min klasse, vil jeg igen lige påpege, men på grund af alt det andet. at skulle være social hele tiden, lektierne, timerne. jeg var skoletræt før, og jeg er blevet det endnu mere nu. jeg kan ikke  rigtig sætte en finger på, hvad det præcis er, der gør, at jeg ikke er vild med alt det her gymnasie-fis, men et eller andet er der. jeg glæder mig til jeg kan komme videre, til jeg kan læse på uni, men de næste tre år? dem vil jeg egentlig bare helst have overstået nu. en af grundene til min manglende glæde omkring det, at gå i skole, er helt sikkert også min tilstand. både fysisk og psykisk. fysisk, der savner jeg, at være stærk. at føle mig stærk. at løbe ture, og bare kunne deltage i alt det, jeg elsker. i alt det jeg har lyst til. psykisk, der har jeg det ikke godt. du ved, at der har været tidspunkter før, hvor jeg ikke har haft det så godt, og sådan er det igen lige for tiden. jeg har kunne mærke, hvordan mit humør er blevet værre og værre siden vi startede i skole igen, har haft problemer med at sove, har været stresset, osv. og den sidste uge, har jeg haft det skidt. jeg er ked af det. rigtig ofte. jeg har ikke rigtig lyst til at være nogen steder, jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen, og jeg har svært ved at overskue at få lavet mine lektier, og få taget notater i timerne. det er trist, fordi jeg kender det. fordi jeg har været her før, men samtidig, så er det også positivt, for jeg ved hvad jeg skal gøre, eller ikke skal gøre, når jeg har det sådan her. jeg forsøger bare, at tage en dag af gangen, og måske lægge nogle af de ting lidt væk, som jeg ved, at jeg ikke skal tænke for meget over. dette kan være situationen med mine ben, eller at jeg konstant er meget træt. men jeg ved da, at det går ud over andre. jeg ved da, at jeg ikke er i det allerbedste humør, også fordi, jeg har ondt i mine ben. det gør mig altid nemt irriteret og sur, og det kan være svært for mig, at koncentrere mig om forskellige ting. jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her indlæg. jeg ville vel bare fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv, og hvorfor jeg måske er som jeg er, og gør de ting jeg gør, skriver de ting jeg skriver.
tingene skal nok blive gode igen. det tager bare noget tid.

love.

fremadgående udvikling.

dear eskimo.
der sker godt nok mange ting i mit liv lige nu. dagene går så stærkt, og alligevel så langsomt.
jeg er idag blevet frivillig i ungdommens rødekors, og skal "arbejde" i en lektiecafé/klub i et belastet område, omkring en gang om måneden. jeg er blevet tilknyttet et håndboldhold, som træner, og skal bruge ca. en dag om ugen + nogle søndage på dem. jeg har 2 jobs nu, i en tøjbutik, og så laver jeg lektier med 2 drenge. og ja, så går jeg selvfølgelig også i skole. jeg har sagt ja, til alle de her ting fordi jeg gerne vil. fori det er noget jeg har lyst til. jeg glæder mig bare til at se, om jeg kan få det hele til at gå op i en højere enhed. jeg har brug for noget, at fylde mit liv ud med, nu hvor jeg nok ikke kommer til at bevæge mig ind på en håndboldbane igen. i hvert fald ikke som spiller. jeg fik i fredags konstateret en fiber i min læg, der er kommet ud af absolut ingenting. det er svært, og det er stadig hårdt, men jeg er i fuld gang med at vænne mig til tanken om, at min tid som håndboldspiller er slut, at jeg nok aldrig kommer til at løbe regelmæssigt igen, og at det vil være sådan, resten af mit liv. det har været svært. det er svært. især fordi, det for blot en måned siden gik helt fantastisk. jeg nåede faktisk at udføre noget, der mindede om en løbetur, men nu har jeg sagt ja til det her trænerjob. jeg har hele tiden sagt til mig selv, at jeg ikke ville have trænerjobs, før jeg selv kunne spille. måske er dette et skridt i retningen mod, at affinde mig med, at de ben bare aldrig bliver gode? det håber jeg.
jeg håber, at alle de her ting, kan få mit liv ind i en god rytme igen. jeg håber, at jeg bliver så udmattet, at jeg kan falde i søvn om aftenen, istedet for at ligge vågen den halve nat, ligesom jeg gør nu. men jeg håber allermest, at jeg kan få det hele til at fungere. få mit liv til at fungere igen. men jeg smiler, det gør jeg da. hver dag. og jeg er lettet, når dagen endelig er slut. men urolig, og nok mest af alt udmattet når jeg tænker på, at der kommer en ny en af slagsen imorgen.

love.

0210.

dear eskimo.

hvordan har du det? er du ok? det er ved at være et stykke tid siden sidst. jeg tilbragte min fredag på skadestuen, og skal nu holde mig ro, på grund af en fibersprængning i lægmusklen. normalt er det ikke noget slemt, men på grund af min skadeshistorie, så er alle sådan lidt mere opmærksomme på det, end normalt. ellers, så laver jeg lektier. og så laver jeg lige lidt flere lektier, og lidt flere. ja. om en uges tid, så skal jeg til eksamen i naturvidenskab, og jeg kan ikke på nogen måde sige, at jeg glæder mig. men det er snart efterårsferie. det betyder ingen lektier, bare frihed, arbejde, alkohol, by-ture, tweetup, hal-tur, og ja. en masse dejlige mennesker, som jeg ikke har set længe. her tænker jeg selvfølgelig på dejlige 10G, som skal bruge en hel dag hjemme hos mig. jeg har egentlig meget mere at fortælle, men den engelske stil er vigtigere lige nu. sådan er det generelt i mit liv. men det bliver bedre, det siger de allesammen. det bliver nemmere, når man er kommet ind i en god rytme. jeg glæder mig meget, til den tid kommer.

love.

1609.

dear eskimo.
føler mig mere død end levende idag, for at være ærlig. min krop råber på alt den søvn, jeg mangler og gør modstand, når jeg nævner weekendens lektier. jeg har kvalme. den der kvalme man får, når man ikke har sovet nok over en længere periode. jeg føler, at jeg kæmper mod en usynlig kraft. som en mur, der bevæger sig tættere og tættere på, og truer med at vælte mig. hvor lang tid, kan jeg blive ved med det her? jeg venter bare på, at der sker noget. et eller andet. negativt, positivt, jeg ved det ikke. bare et eller andet, der ændrer den rytme, jeg er inde i nu. for det holder jeg ikke til meget længere.

love.

"hende med bloggen..."

dear eskimo.
nu har jeg jo haft dig i rigtig lang tid efterhånden. og jeg er glad for dig, det er jeg! flere af mine venner kender til dig, og det har jeg det godt med. jeg elsker at få af vide, at jeg har skrevet noget til dig, der rører andre, som andre har brugt tid på at tænke over. det er jo det, der er formålet med dig. jeg fortalte om dig, i min gamle klasse, og folk var rigtig positive. men nu hedder min klasse bare ikke 10G længere, men 1.C... og hvad synes 1.C mon om dig? vil de kunne lide dig, vil de synes, du er fjollet? jeg har endnu ikke fortalt dem om dig, for jeg ved ærlig talt ikke, om det er en god idé. ikke fordi jeg ikke er stolt af dig, for det er jeg. jeg er meget stolt. jeg har dog især Emma fra Shakerzone´s oplevelser i baghovedet. jeg kan huske, hvordan hun fortalte om, at hun, efter hun startede på gymnasiet, var blevet gjort til grin, og stemplet som "hende pigen med bloggen"... og det har jeg da ikke lyst til! jeg elsker dig, ja, og du er en stor del af mit liv, kære eskimo-barn, men jeg er også så meget andet end bare en pige med en blog. jeg kender flere der blogger, og som jævnligt deler deres blogge på facebook, men som jeg tidligere har skrevet, så har jeg ikke lyst til at gøre dette. jeg har ikke brug for, at alle mennesker følger med i dig. jeg har ikke brug for vise den frem, fordi jeg er så meget mere, end bare ejeren af dig. fair nok, hvis andre har lyst til det, men det har jeg ikke.
jeg føler, at det at blogge er blevet lidt "mainstream". jeg kan blive irriteret, når andre gør grin med det at blogge, for jeg går altså meget op i det. jeg går meget op i dig! og jeg har ikke lyst til at miste interessen, bare fordi min nye klasse ikke kan lide dig.
at poste nye indlæg herinde er en interesse. noget jeg godt kan lide. det er ikke noget, jeg burde gemme væk. men hvis jeg nu var brøndby-fan, og hele min klasse var hardcore fck-fans, ville jeg så også gå og råbe højt omkring det? jeg tvivler.

love.

gymnasie-tanker. fortsat.

dear eskimo.
jeg har nu gået på gymnasiet i 2 uger. jeg kan fortælle jer, at gymnasiet slet ikke er, som jeg havde regnet med. jeg ved ikke hvad jeg havde troet om det, måske har jeg gået rundt med en eller anden romantisering af det, at gå på gymnasiet, jeg ved det ikke. i hvert fald, er det overhovedet ikke, som jeg havde troet. jeg vil ikke sige, at jeg ikke kan lide at gå i gymnasiet, men det er bare så meget anderledes end det, jeg havde forestillet mig. før jeg begyndte, havde jeg en ide om, at jeg ville føle mig så voksen, så fri. at jeg ville elske at gå på gymnasiet, fordi det lige var noget for mig. nu har jeg endnu flere spørgsmål. f.eks. sover man aldrig, når man går i gymnasiet? er man i konstant søvnunderskud i tre år? jeg synes ikke, jeg laver andet end at gå i skole, sove og lave lektier. hvilket du nok har opdaget. hvornår har man det sjovt, hvornår ser man sine venner, uden at man bliver nødt til at åbne en bog, eller sove samtidig? jeg synes at dagene er lange, og jeg føler mig malplaceret. nok mest fordi, jeg ved, at det er her jeg hører til. jeg ved, at det er her jeg burde passe perfekt ind, det er her, jeg burde føle mig hjemme. men det gør jeg ikke. det er da ok, men ikke mere. andre fortæller om, hvor meget de bare elsker det, hele gymnasielivet, og jeg kan ikke rigtig følge dem. men hvad er alternativet? jeg skal ikke være noget inden for handel, og jeg er boglig. jeg er på papiret, på den rigtige hylde, men i mit sind, er jeg det helt forkerte sted. hvorfor, ved jeg ikke. måske er det bare det hele, med at være social, jeg skal ind i igen, ikke at kunne blive under dynen i flere dage, bare fordi jeg har lyst.
lige for tiden, glæder jeg mig allermest til, at få huen på. jeg glæder mig allermest til, at disse tre år er et overstået kapitel, og jeg kan komme videre i mit liv, til noget, jeg rent faktisk har lyst til.

love.

stress.

dear eskimo.
mit døgn er blevet kortere. jeg er overbevist om, at der lige har været en eller anden ond trold i mit liv, som har fjernet et par timer. der er i hvert fald ikke tid nok til noget som helst, og jeg føler, at jeg konstant er bagud. hver dag er der ting, jeg simpelthen ikke når, fordi der bare ikke er tid nok. og jeg hader det. desværre er eskimoen en af dem. du er en af dem. jeg at travlt med gymnasiet, fordi det hele er så nyt. jeg er udmattet når jeg kommer hjem, bare af at være social HELE tiden. fordi jeg gerne vil passe ind. jeg vil ikke være den i klassen, der sidder ensomt tilbage efter introforløbet. det må bare ikke ske. jeg har set frem til weekenden hele ugen, glædet mig til, for en gang skyld at have tid til dig, til alle de ting, jeg ikke kan nå i løbet af ugen.
forhåbentlig bliver det bedre på et tidspunkt. forhåbentlig bliver det nemmere, og jeg vil igen få en følelse af, at det er mig, der styrer mit liv, og ikke mit liv der styrer mig.

love.

gymnasiet - so far..

dear eskimo.

nu er jeg så officielt elev i 1.c på fredericia gymnasium. og hold da kæft, hvor er det underligt. skræmmende. spændende. og jeg glæder mig. jeg glæder mig til alle de spændende dansktimer, til psykologi og billedkunst. jeg glæder mig til de etiske spørgsmål i biologi, og jeg glæder mig til politikken i samfundsfag. men jeg glæder mig allermest til når jeg, om tre år, endelig kan tage huen på. det føles som uendelig lang tid, og alligevel, så er det jo lige om hjørnet. om blot tre år, så er jeg færdig. jeg har en ungdomsuddannelse, og jeg kan holde mit velfortjente sabbatår. mine forældre forsøger at forklare mig, at jeg skal være i nuet - glæde mig over min nye klasse, glæde mig over skolen, men af en eller anden grund, så glæder jeg mig altså bare allermest til jeg kan vende ryggen til det hele. ikke fordi, jeg ikke kan lide at være der - for det kan jeg! det er bare så stort det hele. stort og uoverskueligt. skræmmende, fordi det er så voksent, så krævende. af mig. af alle elever. måske er det det, jeg er mest urolig omkring.. kan jeg leve op til de krav, de stiller? men gymnasiet er også spændende. som intet jeg har prøvet før.

jeg har altid vidst, at det var det, jeg ville. jeg har altid vidst, at jeg skulle på gymnasiet. men jeg har aldrig følt mig klar til det. jeg føler mig stadig ikke klar. jeg kommer nok aldrig til at føle mig klar. heldigvis, så tror jeg, at jeg har fået en god klasse. ike som 10G, men god på en anden måde. det tager bare lidt tid. det hele tager tid. nye rutiner, nye regler, nye omgivelser. og jeg glæder mig til at opleve det hele. til at være en del af det. men en del af mig, er stadig bange, også selvom jeg ikke vil indrømme det.

love.

dear eskimo.
jeg kan ikke komme mig over, at jeg rent faktisk starter på fredericia gymnasium på mandag. det er fuldstændig uforståeligt, og det er faktisk ikke gået op for mig endnu. en del af mig glæder sig, en anden del er panisk angst. fremtiden er skræmmende..

love.

gymnasie-tanker.

dear eskimo.
jeg er landet. jeg er hjemme, og det er egentlig meget rart. selvom 10 dage, uden alt for meget kontakt med dem derhjemme lyder som en dejlig ting, så kan det altså også blive lidt for meget. jeg var i hvert fald rigtig glad for, at jeg kunne bruge aftenen i selskab med 10G igår. som sædvanlig, når jeg er sammen med dem, så hygger jeg mig utrolig meget, og det er svært for mig at forstå, hvordan jeg nogensinde vil kunne fungere i en anden klasse. som det er lige nu, så har jeg slet ikke lyst til at starte i gymnasiet. jeg valgte 10. klasse, fordi jeg troede, at jeg så ville være blevet klar, men det tror jeg aldrig, jeg rigtig bliver. tre af mine rigtig gode veninder er kommet i klasse sammen, og jeg kan ikke lade være med at være lidt misundelig. tanken om, at vide hvem man skal sætte sig ved siden af, den første dag, er ret tiltrækkende. jeg har fået min klasseliste, og jeg kender da nogle, og ved hvem andre er, men der er inden, jeg ser sådan, til daglig, eller snakker med. jeg har udelukkende valgt efter interesse, og jeg vidste godt, at der ikke var nogle af mine venner, der havde valgt den samme linie som mig. jeg er, for at være helt ærlig, angst for, en hel klasse, med mennesker, jeg ikke snakker med. men som med alt andet, så må jeg bare få det til at fungere. det skal jeg. og heldigvis, så er de mennesker jeg kender, eller har hørt om, nogle rigtig søde folk, som jeg nok skal få det godt med. det må jeg tro på.
indtil videre har jeg valgt at skubbe tanken væk. jeg nyder min ferie, nyder at kunne se film til langt ud på natten, tage på stranden om aftenen eller tage i motionscenteret om morgenen. jeg nyder at kunne opføre mig skørt, og grine en masse.
jeg håber, du nyder sommeren lige så meget som mig!

love.

fredericia gymnasium 2011-2014

dear eskimo.
om en måneds tid, så skal jeg til at ændre min biografi herinde. akkurat lige som jeg gjorde, sidste år. i år skal der stå "fredericia gymnasium, 1.C. og det bliver stående de næste tre år. de næste tre år, skal jeg ikke flytte omgivelser eller miljø. jeg skal have min daglige gang det samme sted, med de samme mennesker og samme lærere. og jeg glæder mig. jeg glæder mig rigtig meget. men jeg er også rigtig bange. bange fordi, jeg ikke aner, hvad de næste tre år bringer. jeg aner ikke, om de næste tre år bliver en kamp eller en leg. om de bliver nemme eller svære, gode eller dårlige. jeg er også ked af det. ked af det, fordi de næste tre år ikke skal tilbringes sammen med den eneste klasse, hvori jeg rent faktisk har følt mig hjemme. fordi de ikke skal tilbringes sammen med 10G.
jeg har fået min klasseliste. den gør mig også bange. for godt nok er der navne, jeg genkender. folk, der har spillet håndbold på samme alderstrin som mig. folk, jeg har hørt om. folk mine venner kender. men ingen, af mine egne venner. jeg har ikke valgt linie efter, hvad mine venner ville. alligevel, så er jeg lidt misundelig på dem af mine venner, der er kommet i klasse med nogen af deres egne venner. det, at vide, hvor man står, med hvem. det ikke at skulle træde ind af døren om morgenen, den første dag, og ikke ane hvem man skal sætte sig sammen med. jeg frygter den dag. min hjerne stritter imod. har ikke lyst til at tænke på det. de første uger bliver altafgørende. det er der, de sociale relationer påbegyndes. der er ingen plads til at være asocial, til at være sig selv. jeg hader at være social på kommando, men sådan er spillet. på dne anden side, så er der også fordele ved, ikke at gå i klasse med ens venner. jeg bestemmer helt selv, hvordan mine kommende klassekammerater skal se mig. få fordomme, en masse åbne sind. derfor, så vil jeg også møde dem, med åbne sind. jeg er sikker på, at min nye klasse er fyldt med søde og dejlige mennesker. og jeg håber, at de også vil finde mig sød og dejlig.
indtil da, der vil jeg vente. med sommerfugle i maven, angsten og glæden over det nye. men også sorgen over tabet af det gamle. jeg er nemlig sikker på, at jeg kommer til at gå i en masse gode klasser i mit liv, men jeg vil aldrig finde en klasse som 10G. alligevel, så har jeg brug for noget nyt. brug for at komme videre. 10G-folkene skal jeg nok få set en masse til alligevel, for dem kan jeg, bogstavelig talt, ikke leve uden.

love.

ferie.

dear eskimo.
12 i mundtlig engelsk.
10 i mundtlig matematik.
12 i skriftlig matematik.
7 i fysik&kemi.
12 i mundtlig dansk.
FERIE!
imorgen skal jeg cykle en tur ned i h&m.
jeg skal ud og træne.
jeg skal til vejle.
jeg skal ud på skolen med bøger.


jeg er så træt. træt. træt. træt hele tiden.

love.

sjælevenner og lange nætter.

dear eskimo.
jeg har en plan. ganske vidst en sindssyg plan - men en plan! jeg skal jo op i dansk på torsdag, det er min sidste eksamen. og imorgen skal jeg til hudlæge. jeg har egentlig ikke rigtig fået lavet noget idag, og jeg mangler en del. pludselig fik jeg den her sindssyge idé.. jeg er jo alligevel oppe det halve af natten, så hvorfor ikke skrive min opgave i nat? jeg har derfor indgået et stærkt samarbejde med en halv pakke tuc's (kun en kvart nu) en flaske vand, et par slikkepinde, og en rittersport. det bliver vildt, og jeg håber og tror, at der rent faktisk kommer en god opgave ud af det!

jeg tror på, at alle mennesker har en sjæleven. jeg har fundet min. og jeg er blevet forladt af min.
uden min sjæleven, var jeg ikke blevet den person, jeg er idag.

eksamen, indtil videre.

jeg med dig, kære eskimo.
hvordan går du og har det? det er efterhånden sjældent, du ser noget til mig, det ved jeg godt, men hvis du ligesom mig, også er midt i eksamnerne, så forstår du hvorfor. og det betyder rigtigt meget for mig!
på de sidste to dage, der har jeg været både til fysik-eksamen, samt mundtlig matematik. nu, da de begge er overstået, så mangler jeg kun mundtlig dansk, om en uges tid. og så er jeg sørme færdig. hold da op!
sådan her ser det ud, so far:

 12 i skriftlig matematik.
12 i mundtlig engelsk.

10 i mundtlig matematik.



7 i mundtlig fysik og kemi.

12 timer til engelsk..

dear eskimo.
klokken er lige nu 00:30, og jeg skal, om under 12 timer, til mundtlig engelsk eksamen.. er jeg klar? nej! men det bliver jeg i løbet af natten. sidste år, der var jeg virkelig nervøs til eksamnerne. jeg troede faktisk, at jeg skulle dø! men, i år er det anderledes. jeg har fundet ud af, at det jo er fuldstændig ligemeget, om jeg går ind og får 12 eller - 3. jeg kommer ud på den anden side, og videre på gymnasiet alligevel. jeg har heller ikke rigtig fået startet på læsningen i god tid, denne gang. næste eksamen er dog matematik, og under 24 timer efter, der står den på fysik. begge mundtlige. de to værste af dem alle, på under 24 timer. nu kan i nok godt regne ud, hvad jeg skal lave resten af ugen, ikke? det er faktisk de eneste to eksamner jeg er nervøs for? eller, jeg er nervøs for matematik, men direkte bange for fysik. især efter min lærer fortalte mig, at han selvfølgelig forventede at jeg igen i år fik 10, da det er min årskarakter, samt karakteren fra eksamenen sidste år. sådan noget, det skal man bare slet ikke sige til mig. puha.
i aften skal jeg også fortælle noget, der har rumsteret i mit hoved siden i fredags, til en veninde. det er slet ikke noget jeg er stolt af, men jeg bliver nødt til at fortælle det. og jeg frygter virkelig hendes reaktion, men det er i bund og grund min egen skyld. jeg skal nok fortælle jer mere om dette senere, men nu kalder engelsk igen. kan i sove godt, kære eskimoer, når i når dertil?

love.

farvel til 10G.

dear eskimo.
jeg er midt i alt. det hele. kender i det, når man føler, at hele ens liv går alt for hurtigt? det eneste man ønsker er bare, at række armene ud og stoppe det. bare så man lige har tid nok til at trække vejret, og rent faktisk opfatte, hvad der egentlig sker omkring en.
jeg havde sidste skoledag i fredags. sidste skoledag, med den mest fantastiske klasse, overhovedet. og mens jeg sidder lige her, og skriver på min engelsk-opgave, til mundtlig eksamen på tirsdag, så kan jeg mærke, at det slet ikke er gået op for mig endnu. jeg vidste godt, at det jo var slut efter denne sommer, men udenfor, der regner det, så sommer er her jo slet ikke endnu? vi nåede ikke at holde endnu en pervers-fredag, på sunset, vi nåede ikke at tage bøgerne med udenfor, og bare sidde med solbriller på og snakke.der var så mange ting vi ikke nåede at gøre sammen. så mange ting, vi skulle have gjort. så mange ting vi skulle have ordnet. sidste skoledag var fantastisk, og langt fra ædru. men måske var det også det bedste? så nåede vi nemlig ikke at opdage, at det var den sidste dag.
nu kalder engelsk-opgaven igen. hamburg skal spille bronze-kamp i champions league om en halv time, og jeg skal altså lige nå at blive færdig med første udkast...

love.