Viser opslag med etiketten sport. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sport. Vis alle opslag

søndag den 19. februar 2012

at være skadet. resten af livet.

dear eskimo.
jeg er en jaloux type. misundelig. og jeg er træt. jeg er træt træt træt af, at høre om folk, med diverse skader, der skal opereres. jeg er træt af folk, der klager over 3 måneders pause. også selvom jeg ikke burde. jeg får det helt dårligt over, at have det sådan, fordi det jo ikke er deres skyld. fordi jeg ved, hvordan de har det. jeg kan også godt huske, da jeg fik at vide, at der ville gå et par måneder, før jeg kunne dyrke sport igen. det er 2 år siden nu. jeg kan godt huske følelsen, længslen, og jeg kan huske, hvordan man, som månederne skred frem, blev mere og mere nervøs for selve operationen, men også hvordan man glædede sig. til at man nu var rask, til man skulle igang igen. jeg husker tydeligt operations-samtalerne, hvor jeg fik fortalt, hvor nemt et indgreb det er. eller burde være. jeg husker de første to døgn, hvor man var fuldstændig dopet på smertestillende, græd når man vågnede klokken halv fire om morgenen med smerter. på 4-5 dagen, der er de værste smerter aftaget, men man har dog stadig ondt. man begynder at tænke på, hvorfor man dog sagde ja til dette, og om det mon aldrig ender. men det gør det. på et tidspunkt ender det, man smider krykkerne, en efter en, begynder at støtte en smule, får fjernet stingene, og begynder til genoptræning. man genoptræner. og genoptræner. og genoptræner...

og så ved jeg ikke, hvad der så sker. jeg har fået lavet operationer i begge mine ben, har brugt 2½ år på det efterhånden. men jeg ved ikke hvad der sker efter genoptræningen. og måske er det der, hvor jeg virkelig bliver misundelig. for de finder de ud af. hvis det hele går efter planen, så kommer de videre. men det gør jeg ikke.

engang imellem, så går jeg tilbage og læser mine første indlæg omkring mine ben. jeg har min sagsforløbs-liste. der efterhånden fylder 5 hele A4 computer-sider, hvor alle besøg hos diverse læger og fysioterapeuter er skrevet ned, med dato. men det er her, jeg kan læse, hvordan jeg faktisk selv havde det. for jeg husker det ikke længere. jeg husker ikke, hvordan jeg havde det, da jeg blev tilbudt operationerne, da jeg først fik CS konstateret. men herinde kan jeg læse det. jeg ved nu, at hvis jeg ikke havde sagt ja til operationerne, så havde jeg højst sandsynligt siddet i kørestol idag. jeg har brugt så meget tid på at fokusere på, at operationerne ikke virkede 100%, at jeg helt havde glemt, hvad udgangspunktet var. jeg har på ingen måde fortrudt operationerne.
jeg er glad for, at jeg har haft håndbold som et mål hele vejen igennem. det har hele tiden været det, jeg har styret hen imod, og selvom jeg nu ved, at jeg aldrig kommer til at spille håndbold igen, så har jeg forsøgt. og det føles rart. jeg gav ikke op, og selv når tingene så komplet umulige ud, så gav jeg ikke op.

det har været en rejse. en oplevelse, og et mareridt. CS har givet mig mulighed for at gøre nogle ting, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde spillet håndbold. jeg havde aldrig været en del af 10G, og jeg er helt sikkert ikke den samme person, som jeg var før. til juni er det tre år siden, smerterne begyndte, og jeg er nu begyndt at indfinde mig med, at dette her vil være en del af mit liv - resten af mit liv. jeg skal lære at tackle smerter, lærer hvilke smerter, der er ok at have, og hvilke der ikke er ok. jeg skal lære at acceptere og respektere CS som værende en del af min hverdag. det er ikke nemt, tro mig. der er momenter, hvor tanken om, at mine ben aldrig bliver som andres, er uudholdelig. men jeg har ikke noget valg.

jeg vil altid være jaloux på de mennesker, der der får et tidsfrist på 3 måneder - eller et halvt år. og jeg vil forsøge at huske dem på, at selvom det ikke er sjovt, og selvom det er hårdt, så vil de lære rigtig meget om dem selv i de måneder. de skal fokusere på målet, og de skal huske på, når de så endelig begynder at dyrke sport igen, hvor heldige de er. for det er de. heldige.

love.

onsdag den 5. oktober 2011

fremadgående udvikling.

dear eskimo.
der sker godt nok mange ting i mit liv lige nu. dagene går så stærkt, og alligevel så langsomt.
jeg er idag blevet frivillig i ungdommens rødekors, og skal "arbejde" i en lektiecafé/klub i et belastet område, omkring en gang om måneden. jeg er blevet tilknyttet et håndboldhold, som træner, og skal bruge ca. en dag om ugen + nogle søndage på dem. jeg har 2 jobs nu, i en tøjbutik, og så laver jeg lektier med 2 drenge. og ja, så går jeg selvfølgelig også i skole. jeg har sagt ja, til alle de her ting fordi jeg gerne vil. fori det er noget jeg har lyst til. jeg glæder mig bare til at se, om jeg kan få det hele til at gå op i en højere enhed. jeg har brug for noget, at fylde mit liv ud med, nu hvor jeg nok ikke kommer til at bevæge mig ind på en håndboldbane igen. i hvert fald ikke som spiller. jeg fik i fredags konstateret en fiber i min læg, der er kommet ud af absolut ingenting. det er svært, og det er stadig hårdt, men jeg er i fuld gang med at vænne mig til tanken om, at min tid som håndboldspiller er slut, at jeg nok aldrig kommer til at løbe regelmæssigt igen, og at det vil være sådan, resten af mit liv. det har været svært. det er svært. især fordi, det for blot en måned siden gik helt fantastisk. jeg nåede faktisk at udføre noget, der mindede om en løbetur, men nu har jeg sagt ja til det her trænerjob. jeg har hele tiden sagt til mig selv, at jeg ikke ville have trænerjobs, før jeg selv kunne spille. måske er dette et skridt i retningen mod, at affinde mig med, at de ben bare aldrig bliver gode? det håber jeg.
jeg håber, at alle de her ting, kan få mit liv ind i en god rytme igen. jeg håber, at jeg bliver så udmattet, at jeg kan falde i søvn om aftenen, istedet for at ligge vågen den halve nat, ligesom jeg gør nu. men jeg håber allermest, at jeg kan få det hele til at fungere. få mit liv til at fungere igen. men jeg smiler, det gør jeg da. hver dag. og jeg er lettet, når dagen endelig er slut. men urolig, og nok mest af alt udmattet når jeg tænker på, at der kommer en ny en af slagsen imorgen.

love.

lørdag den 18. juni 2011

smil.

dear eskimo.
jeg har alt mulig grund til at smile helt vildt. til at hoppe rundt og være fantastisk glad. jeg har sommerferie nu. jeg er færdig med alle mine eksamner, jeg har fået gode karakterer, jeg har verdens bedste klasse, mine ben har det bedre, jeg kan snart tjene penge igen, jeg har de bedste venner, jeg har så mange ting at smile over.
alligevel, så smiler jeg ikke hele tiden. det gør jeg ikke fordi, at jeg ved, at jeg aldrig mere kommer til at tilbringe en normal skoletime sammen med 10G, dele af mig har det ikke så godt for tiden, jeg er rædselslagen for at skulle sætte mine ben på gymnasiet efter sommerferien, min computer er gået i stykker, jeg aner ikke hvad der skal ske med mig og mine ben nu, jeg føler mig lidt lost.
jeg ville ønske, at jeg smilede hele tiden. jeg ville ønske, at jeg kunne slette alle de negative ting, men det kan jeg bare ikke. heldigvis, så har jeg nogle fantastiske venner. nogle venner, som forstår mig, og elsker mig rigtig højt. alligevel, så har jeg dårlig samvittighed. jeg burde være sammen med dem på stranden., for jeg ved de savner mig. jeg burde være der mere for dem, jeg burde også være der mere for dig, kære eskimo. for jeg elsker dig jo så højt, og jeg vil nødigt skuffe dig. men, lige for tiden, der har jeg bare ikke rigtig noget at sige. noget at fortælle. og jeg mener, at det er bedre at holde mund, så. jeg vil ikke give dig indlæg, uden noget egentlig indhold, for sådan er jeg ikke. jeg vil ikke blogge, blot fordi jeg skal, for sådan er jeg ikke. jeg vil kunne dele ting med dig, som er relevante for mig, og som jeg derfor også mener, er relevante for dig. måske er det fordi, der sker nogle ting i mit liv, som jeg af gode grunde ikke kan fortælle dig om. ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke er klar endnu. jeg håber du forstår. og nu må du endelige ikke tro, at dette er et farvel. for det er det slet ikke, overhovedet ikke! dette er blot en forklaring på, hvorfor der, i denne periode,måske ikke kommer et indlæg hver dag, men kun hveranden. jeg elsker dig stadig rigtig højt, og nu betyder rigtig meget i mit liv!
jeg ønsker, at få mit liste med "ikke-smilende ting" reduceret. jeg kæmper hårdt for det. men nogle af tingene, de vil bare komme helt af sig selv, hen af vejen. jeg vil vente på sommeren. på solskin, på lange nætter med venner, og på efteråret. efteråret, der byder på nye oplevelser. jeg vil vente på fodboldkampe, for første gang i to år, og det vil jeg fortælle dig mere om senere, det kræver nemlig et indlæg for sig selv, synes jeg.
jeg ville egentlig bare sige, at jeg er her stadig! jeg lever, jeg ånder, og jeg smiler ofte. mit mål er at smile mere, smile hver dag, og hele tiden.
jeg håber, at du også smiler tit!

love.

søndag den 22. maj 2011

parken - min mening.


dear eskimo.
hvis i har fuldt med på bloggen, og i nyhederne det sidste stykke tid, så ved i, at den anden dm-finale mellem bsv og agk skulle afholdes i parken. min far, en veninde og jeg havde besluttet at tage hele vejen fra lille fredericia til store københavn, for at se kampen. hele eventet var blevet omtalt rigtig meget, og jeg havde glædet mig til at være en del af det, i flere dage..
jeg havde forventet mig meget af kasi og co., og havde håbet på noget i retning af, hvordan det er at se håndbold i hamburg. men nej.. i får lige en liste med mangler og fejl:
1. storskærmene var for små, og det der blev vist, var det samme, som man kunne se i fjernsynet.
2. der var intet ur, hvilket var en KÆMPE fejl fra kasi's side. det ødelagde virkelig en stor del af oplevelsen, når man skulle bruge tid på at gætte sig frem til, hvad der nu stod, hvor lang tid der var tilbage, og om der var nogen der spillede i undertal.
3. der var for langt til banen. de der hvide åbne pladser nede på jorden var simpelthen for store, især når ikke alle havde adgang til gulvet.
4. parken er simpelthen for stor. man kunne stort set ikke høre de andre på den anden side, og man følte ikke den der intimitet, man normalt føler når man er til en håndboldkamp. man følte nærmest, at man sad og klappede alene.
5. der foregik en masse nede omkring banen, men det var ikke alle, der havde adgang til disse pladser.
6. der var en masse fyrværkeri osv, men da det ikke var mørkt i arenaen, fik man ikke så meget ud af det.
7. musikken var enten vildt høj, eller en mangelvare. når der ingen musik var, var der underligt stille, fordi man ikke kunne høre de andre.
8. det var UMULIGT at komme derud, samt derfra. busserne derud var fyldte, og der var ingen ekstra-busser sat ind. vi måtte vente over en time på at komme med en bus til banegården efter kampen, og trafikken var kaos.
9. der blev sunget nationalsang, hvilket blot var akavet, da det jo normalt ikke er noget man gør til klubkampe. joey moe skulle synge for, hvilket ikke var nogen fantastisk musikalsk oplevelse OVERHOVEDET! samtidig måtte vi høre på en forholdsvis ukendt mand, synge flade popnumre OM agk, før kampen.
10. det var SÅ varmt!
jeg vil sige, at det alt i alt var en ok oplevelse. jeg har ikke fortrudt at jeg tog derover, og det er da lidt fedt at kunne sige, at jeg har været en del af det, men det er helt sikkert ikke noget, jeg har lyst til at gøre igen! kasi-jesper skal, istedet for at gentage "succes'en" hellere bruge nogle af alle sine penge på at bygge en kæmpe multi-arena i hovedstaden. og jeg håber ikke, at ehf måske har tænkt sig at bruge parken til fremtidige internationale events, som champions league-finaler, eller em/vm/ol finaler.
kom igen, kasi-jesper!

love.

lørdag den 21. maj 2011

PAAARKEN!

Dear eskimo.
Idag er jeg fyldt med den mest fantastiske boblende glæde! Og ved i hvorfor? Jeg skal jo i parken idag, og se håndbold. Jeg har glædet mig ubeskriveligt siden jeg købte billetterne, og nu er det endelig dagen. Samtidig, så ville jeg faktisk også ønske, at jeg rent faktisk aldrig nåede dagen. Sådan har jeg det altid, når der er noget jeg ser frem til! For, så er der jo ikke noget at glæde sig til bagefter? Og jeg elsker altså den der specielle følelse i maven, når man glæder sig helt vildt til noget. Den er guld værd!

Love.

tirsdag den 10. maj 2011

en tur til et hemmeligt sted...


kan du mon gætte hvad jeg skal, den 21. maj? det involverer disse to hold.. hvis ikke, så kommer der lige et par stikord:
håndbold
et fodboldstadion
en guld- og sølvmedalje
en verdens rekord
sjælland
.. har du mon et bud? ;-))

tirsdag den 3. maj 2011

uden titel.

"at give op er det største nederlag" - anja andersen.

søndag den 1. maj 2011

sort søndag.

dear eskimo.
der er sket noget ikke så rart idag. noget, jeg stadigvæk ikke rigtig har forstået. fredericia har, så længe jeg har spillet håndbold, haft et hold i den bedste danske liga. vi har altid ligget i bunden, men vi har været der, år efter år! i år, der endte vi faktisk på en 9. plads, hvilket er et fa de bedste resultater i flere år. i den bedste danske håndbold-liga er der et system, der går ud på, at 1.-8. pladsen ryger i slutspil, mens de resterende hold skal spille om nedrykning i nedrykningsspillet, der består af de resterende hold, samt de bedste hold fra 1.division. personligt mener jeg, at dhf kunne tage denne metode og putte skråt op, men men vi røg i hvert fald i nedrykningsspil, ligesom vi havde forventet. og så går det ellers galt. fuldstændig galt. vi havde det bedste udgangspunkt, men alligevel, så taber vi til 1. divisionsholdene, og ja, det er bare helt galt. idag skulle vi så spille skæbne-kampen. modstanderen var viborg, et hold, der rent faktisk spillede i ligaen før, og som også skal spille i ligaen efter sommerferien. hvis vi vandt idag, så skulle vi spille playoff kampe, så vi var ikke engang sikret overlevelse, men det ville da være et skridt nærmere. og vi slog da viborg. overbevisende endda! problemet var bare, at for at vi skulle rykke direkte ned, så skulle skive slå skanderborg. og ved du hvad? så vinder skanderborg sku'. farvel liga, og goddag 1. division. jeg tør slet ikke tænke på, hvad det kommer til at betyde for klubben.. sort søndag i fredericia. æv, hvor er jeg sur. og skuffet. og sur!

love.

torsdag den 21. april 2011

HSV-KIEL KL.00:22

DEAR ESKIMO.
SIDDER OG VENTER PÅ AT KIEL-HAMBURG STARTER. JA, JEG VED GODT, AT KAMPEN BLEV SPILLET TIDLIGERE HER TIL AFTEN, MEN DEN BLIVER ALTSÅ FØRST SENDT NU. JEG HAR GLÆDET MIG SOM ET LILLE BARN HELE DAGEN. JEG HAR SÅGAR MELDT MIG UD AF FANGRUPPEN PÅ FACEBOOK. JEG VILLE BARE IKKE VIDE, HVORDAN KAMPEN ENDTE. DERFOR SIDDER JEG NU, FYLDT MED SPÆNDING. GØR MIG STOLT, NU HAR JEG HOLDT MIG VÅGEN FOR JERES SKYLD!

PS. HAMBURG HAR IKKE TABT DE SIDSTE 27 KAMPE. JUST SAYING! CHAMPIONS!!!!

onsdag den 16. marts 2011

operation. hvorfor?

hej venner.

ok, så jeg har fået rigtig rigtig mange spørgsmål omkring mine ben, min operation, hvorfor, hvad og hvordan. jeg tænkte at det var nemmest, hvis jeg skrev ét indlæg, hvor jeg forsøgte at forklare det hele, og give svar på nogen af alle de spørgsmål jeg får hele tiden. jeg har bare ikke rigtig kunne få taget mig sammen før nu.
men altså, juni 2009, der begyndte jeg at få ondt i mine lægmuskler for første gang. jeg har haft skinnebensbetændelse før, og jeg troede derfor bare, at det var det, jeg var ramt af igen. smerterne fortsatte, og i september begyndte jeg hos min fysioterapeut igen, og det var første gang, at nogen snakkede om noget der hedder compartment syndrom. jeg måtte skære ned på min træning, da jeg havde rigtig mange smerter. tirsdag i efterårsferien 2009 fik jeg en bold direkte ind på den venstre lægmuskel. dette udlæste højst sandsynligt noget der hedder akut compartment syndrom, hvilket er den akutte udgave af det jeg fejler. (mit er kronisk) jeg har ikke deltaget i en hel håndboldtræning siden den dag. jeg fortsatte til fysioterapeut, der prøvede med diverse behandlinger, blandt andet et sæt dyre indlæg, specielle sokker, varmebehandlinger, strålebehandlinger og massage. i løbet af vinteren besluttede jeg i fællesskab med min fysioterapeut, at han ikke kunne gøre mere for mig, og han sendte mig videre til Mølholm Privathospital. her mødte jeg første gang min læge, som jeg stadig bruger idag. min læge besluttede sig for, at gøre alt for at sikre sig, at det virkelig var det rigtige, de først havde fastslået, at jeg led af, fordi det ikke er normalt at så ungt et menneske lider af dette. jeg blev sendt til at masse forskellige undersøgelser, blandt andet mr-scanninger, og en compartment syndrom-test, men alt var negativt. alligevel, ud fra mine oplevelser og smerter, fastslog min læge, at jeg altså lider af compartment syndrom. så tænker i sikkert, hvad pokker er nu det?? altså, compartment syndrom betyder, for at forklare det så alle forstår det, at de hinder, der ligger rundt om lægmusklerne, er for små til selve musklerne. under operationen går de derfor ind, og laver nogle små huller i hinderne, så musklen kan være der. jeg blev opereret den 16. juni 2010, i venstre lægmuskel. som i måske ved, så fik jeg en infektion i det ene af sårene, som lægerne ikke opdagede, og jeg gik derfor rundt med betændelse og død væv i benet i tre uger. jeg blev opereret igen, og indlagt med åbne sår i en uge, og derefter opereret igen. jeg brugte derfor 7 af mine 8 ugers sommerferie på krykker, hvoraf 4 af dem var næsten konstant liggende i en seng. hele efteråret har jeg brugt på genoptræning og "kan det virkelig passe at det går så langsomt?"-samtaler med min læge. nu ser det dog endelig ud til at det hele går en smule bedre, og jeg skal derfor opereres den 4. april, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, selvfølgelig.. og nej, jeg er ikke bange, men jeg er selvfølgelig nervøs. jeg kan ikke gøre mange af de ting, som alle andre kan. jeg kan ikke hoppe op på min cykel, og cykle en tur. jeg kan ikke løbe, jeg kan ikke styrketræne særlig meget, jeg kan ikke lave noget hvor jeg belaster mine lægmuskler faktisk. jeg mærker dog ikke smerterne så meget mere, da jeg efterhånden har vænnet mig til dem. jeg håber selvfølgelig på at smerterne er væk bagefter, så jeg igen kan komme igang med at spille noget håndbold, og bare leve mit liv igen.

jeg ved ikke om det var svar nok på nogle af alle jeres spørgsmål, men, hvis der var noget i ikke fik svar på, så bare stil mig flere spørgsmål, uanset hvor dumme de er!

love.

onsdag den 9. marts 2011

fysikrapporter er dejlige. dem elsker jeg!


lige nu hygger jeg mig med min fysikrapport om kalk. der er simpelthen intet bedre end sådan en dejlig fysikrapport hvor man mangler alle resultaterne. det er bare lige mig! mumsi mumsi..
jeg må dog desværre lige forlade min super fantastiske fysikrapport et øjeblik, for om lidt er der håndbold. og det kommer ligesom før alt andet. også fysikrapporter!!!

love.

mandag den 31. januar 2011

VM 2011, dagen derpå!

Danmark vandt sølv igår, hvis i ikke lige har fået fat i det. det har i nok. det er svært at undgå. well, jeg kinda promised jer et indlæg om kampen, og så skal jeg nok forsøge ikke at snakke om håndbold i lang tid. (denne gang så lover jeg det!)

jeg har været lidt rundt omkring herinde i blogland og læse lidt om, hvad folk synes om kampen. jeg har snakket med flere om det idag ude på skolen, og jeg har også hørt en lille fugl synge om hvad der stod på spisesedlerne idag. så vidt jeg ved, så var de meget positive. hvilket jeg egentlig synes er stort set generelt over hele linien. postivitet. hm. jeg er også selv positiv omkring resultatet igår, og modsat mange andre, så mener jeg, at det helt sikkert var det rigtige hold der vandt. jeg tror ikke at Danmark kunne have gjort mere for at vinde, for de kæmpede virkelig, og selvfølgelig gjorde det det hele sværere, at Søndergaard måtte udgå, og at Nøddesbo havde brækket næsen. jeg tror dog ikke at nogen af de spillere kunne have vendt kampen til Danmarks fordel. netop fordi kampen var så lige, og begge hold spillede deres bedste, så mener jeg at Frankrig var de rigtige vindere. Danmark havde chancerne, men forstod ikke at udnytte dem ligesom Frankrig gjorde. her ligger forskellen, mener jeg.
jeg er super stolt over vores sølv, og jeg er sikker på, at vi tæsker dem næste år, både til EM og til OL, men lige pt, så er Frankrig altså stadig de bedste. deres hold er fantastisk og med spillere om Gille, Karabatic, Abalo og Omeyer er det klart, at det hold leverer nogle super resultater.
det hold vi har lige for øjeblikket, er virkelig stærkt, især når man tænker på at mænd som Thomas Mogensen og Kasper Irming slet ikke kom i spil i denne slutrunde.
tillykke til Frankrig, men også tillykke til Danmark!

love.

lørdag den 29. januar 2011

VM 2011

som jeg tidligere har fortalt jer, så var jeg i Malmö og se kampen mellem Danmark og Serbien, den 17. januar. jeg har ikke rigtig haft tid til at fortælle jer om oplevelsen før nu, men det var selvfølgelig virkelig virkelig stort. jeg har tre gange set damerne spille, men det var første gang at jeg så herrelandsholdet. stemningen derovre var bare super fed, og jeg glemte helt, at jeg faktisk havde feber og var ret syg. jeg kender flere, der ikke forstår, hvorfor jeg vil bruge penge på at tage til Sverige, eller tage til Hamburg for at se en håndbold-kamp. jeg kan forestille mig, at det er af samme grund som folk tager til koncerter. det er for at være en del af noget større. for mig, så findes der intet bedre end følelsen, når hele hallen koger, og alle er med. når folk står op og råber og klapper, og adrenalinen pumper rundt i kroppen. følelsen af at være en del af noget større end én selv, følelsen af at have noget tilfælles ved de 9000 andre tilskuere. nemlig glæden ved håndbold, fascinationen af spillet og hele stemningen omkring det. jeg elsker det.
hvis i bare følger lidt med, så har i sikkert hørt, at Danmark jo er kommet i VM-finalen, og skal spille mod Frankrig om guldet, for første gang i 44 år. for dem der virkelig går op i håndbold, så er det her rigtig stort! jeg glæder mig utrolig meget til det hele går løs, hele min søndag skal helt klart bruges foran fjernsynet, da transmissionen allerede begynder kl. 10.30, også selvom finalen først spilles omkring kl.17..

(billedet er et jeg selv har taget!)

btw, så håber jeg selvfølgelig at Danmark vinder guld. men, det kræver at vi spiller vores bedste, for Frankrig er gode, rigtig gode! jeg krydser alt hvad jeg kan for os, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis det kun bliver til sølv. uanset hvad, så er jeg super stolt over at være dansker lige nu!

mandag den 13. december 2010

jeg kan huske følelsen af at løbe. mærke asfalten under mine fødder, og sveden løbe ned af mine tindinger. "indånding, 1-2, pust ud, 1-2". følelsen af at have fuld kontrol over mit åndedræt, mens jeg kunne mærke vinden i mit hår. bare det ene ben foran det andet, jeg var intet, jeg var alt. mit hoved var helt tomt, og det eneste jeg hørte, var musikken i mine ører, og beatet der fik min krop til at flytte sig..

tirsdag den 12. oktober 2010

zumba..

zumba er.. zumba er faktisk rigtig hårdt?? det havde jeg slet ikke troet..

fredag den 25. juni 2010

nej til olsen.

denne mand, michael laudrup, han skal føre danmarks fodboldlandshold til sejr. ud med olsen, og ind med laudrup, og det kan kun gå for langsomt!

torsdag den 24. juni 2010

at gemme ja-hatten væk, sammen med klap-hatten!

buhu.
der er i det hele taget ikke meget at være glad for idag.
det går meget værre med mit ben, jeg føler faktisk, at jeg er gået flere dage tilbage.
- jeg ringer derfor til min læge, som selvfølgelig ikke ringer tilbage.
danmark tabte. behøver jeg sige mere?
jeg savner en rigtig god ven. så kontakt mig dog?!
jeg kan ikke engang gå i bad uden hjælp, og derfor kommer jeg ikke i bad før imorgen eftermiddag.
supernatural kommer monster sent.
en veninde og jeg havde regnet med at komme i samme klasse efter sommerferien, men selvfølgelig er hun kommet i parallelklassen.
jeg mangler at få opereret endnu et ben.
jeg keder mig.
jeg kan ikke få bestilt biografbilletter, fordi min bedste veninde ikke kan bestemme sig.
buhu.



ja, jeg føler faktisk at jeg behøver sige mere om danmarks spil alligevel.. (undskyld sproget, på forhånd)

sådan en folk forfærdelige mennesker. hvad fanden har de gang i!? "jamen, det var tomas sørensens skyld, at de der bolde gik ind, og bla. bla. bla.". gu' var det da røv!!!? ja, måske havde han også en del af skylden, men hvis nu muren evt. prøvede at lette, bar en smule fra jorden i st4edet for at stå og kigge på bolden, der lige så elegant svæver 10 cm. over deres hoveder, så kunne det jo være, at de rent faktisk kunne ramme den... og
og jon dahl.. for helvede da. ja, tillykke med at du slog rekorden for mål, og bla. bla. bla, men jeg har da ikke set et dårligere straffespark længe. ja, det kan sku godt være at du scorede, men måske skulle du prøve bare at sætte bolden lidt længere ud i hjørnerne, i stedet for at sætte den i midten. for ved du hvad jon? SUPRISE, det er sørme der målmanden står.. og så får du en fibersprængning samtidig, lille ven da. faldt du over rollatoren på vej ind mod bolden? eller er det simpelthen så lang tid siden, at du faktisk har ramt en bold, at din fod slet ikke er stærk nok til sådan et spark? og så scorer du, flot, men hvad belv der af jublen?? nej nej, alle løber tilbage med hængende hoveder. prøv nu lige at høre der, det kan sku godt være at i er bagud, og at i er færdige med VM, men man mangler fandme gejst, hvis man ikke engang kan juble efter et mål. om det så stod 20-0 til japan allerede.
jeg synes at hele danmarks spil var forfærdeligt i aften. på nær de første 10 min. det var akkurat samme spil som i sidste kamp, og i har trods alt haft fire dage til at rette op på det. ved håndboldslutrunder spiller man hver dag, nogengange kun med 16 timers mellemrum. så har man måske en enkelt hviledag om ugen, men det plejer og være nok til tid at få styr på spillet.
men tillykke til japan. i spillede en fantastisk kamp, og i havde helt klart fortjent at vinde.
- og det siger jeg altså ikke bare fordi, at ham Honda, der, han var ret hot!

fredag den 11. juni 2010

så er det blevet tid til VM, venner! :D
åh, hvor har jeg dog glædet mig. det bliver rigtig rart, at kunne sidde med ny-opereret ben, og se en masse bold. og så skal Danmark jo spille håndbold på søndag. kval. mod Schweiz. det kan stadig godt irriterer mig, at jeg ikke kunne få kørelejlighed derover, for det var SÅ tæt på, at jeg havde købt en billet. hm. ligenu ligger jeg i et andet billet-dilemma. jeg kan vælge, at give 10 euro for en billet til Hamburgs første kamp. det er den 19. august. modstanderen er de danske mestre, Aab, og den spille i den lille hal. (de har 2) dagen er sådan en fan-dag, hvor der også sker en masse andet. der er bare ikke solgt så mange billetter endnu, og jeg gider ikke tage derned, hvis det bliver sådn en nedern kamp. jeg kunne jo også bare vente, og så give 32 euro for en billet til en kamp i løbet af vinteren, i den store hal. der har jeg set en kamp før, og der er sådan en fed stemning. hm. jeg kan ikke rigtig bestemme mig. for jeg tror ikke, at jeg får overtalt min far til at køre mig derned to gange, det er helt sikkert!

endnu et indlæg om sport. undskyld venner.!

torsdag den 6. maj 2010

6. maj.

så er det min fødselsdag imorgen.. har brugt næsten hele dagen på at bage superlækre muffins, til hele klassen. og det er da bare super gode! :D
i får lige opskriften, når jeg får tid til at lægge den ind.
så fik jeg sørme en ny cykel idag! den skal i nok lige få et billede af, når jeg får den imorgen, og det er ikke engang min fødselsdagsgave?? :O
og skjorten, den fik jeg også fat i (:
har lige siddet og set LPS, der idag handlede om Anja Andersen.. haha, og så opdager jeg, at indslaget er optaget ude i hallen, da vi jo spillede mod Faaborg i onsdags. jeg undrede mig også over, hvad den kamera-mand gik rundt og lavede?! ;D

onsdag den 5. maj 2010

5. maj.

mmh, jeg elsker at være i hallen og se håndbold. sådan, når det hele er på kogepunktet, og alle er grebet af stemningen. så kan man rigtig mærke at adrenalinen pumper. der findes intet bedre!
(de tabte forresten, men jeg overlever. en gang FHK, altid FHK!)

!!! OG, JEG SPOTTEDE ANJA ANDERSEN?!?!?! :O JEG STOD FAKTISK NÆSTEN LIGE VED SIDEN AF HENDE.!!! DET ER STORT!