back on track?

at blogge er et eventyr, jeg savner. jeg tror snart, du kommer til at høre mere til mig. det håber jeg i hvert fald.

vi er alle egocentrerede.

love.

at være skadet. resten af livet.

dear eskimo.
jeg er en jaloux type. misundelig. og jeg er træt. jeg er træt træt træt af, at høre om folk, med diverse skader, der skal opereres. jeg er træt af folk, der klager over 3 måneders pause. også selvom jeg ikke burde. jeg får det helt dårligt over, at have det sådan, fordi det jo ikke er deres skyld. fordi jeg ved, hvordan de har det. jeg kan også godt huske, da jeg fik at vide, at der ville gå et par måneder, før jeg kunne dyrke sport igen. det er 2 år siden nu. jeg kan godt huske følelsen, længslen, og jeg kan huske, hvordan man, som månederne skred frem, blev mere og mere nervøs for selve operationen, men også hvordan man glædede sig. til at man nu var rask, til man skulle igang igen. jeg husker tydeligt operations-samtalerne, hvor jeg fik fortalt, hvor nemt et indgreb det er. eller burde være. jeg husker de første to døgn, hvor man var fuldstændig dopet på smertestillende, græd når man vågnede klokken halv fire om morgenen med smerter. på 4-5 dagen, der er de værste smerter aftaget, men man har dog stadig ondt. man begynder at tænke på, hvorfor man dog sagde ja til dette, og om det mon aldrig ender. men det gør det. på et tidspunkt ender det, man smider krykkerne, en efter en, begynder at støtte en smule, får fjernet stingene, og begynder til genoptræning. man genoptræner. og genoptræner. og genoptræner...

og så ved jeg ikke, hvad der så sker. jeg har fået lavet operationer i begge mine ben, har brugt 2½ år på det efterhånden. men jeg ved ikke hvad der sker efter genoptræningen. og måske er det der, hvor jeg virkelig bliver misundelig. for de finder de ud af. hvis det hele går efter planen, så kommer de videre. men det gør jeg ikke.

engang imellem, så går jeg tilbage og læser mine første indlæg omkring mine ben. jeg har min sagsforløbs-liste. der efterhånden fylder 5 hele A4 computer-sider, hvor alle besøg hos diverse læger og fysioterapeuter er skrevet ned, med dato. men det er her, jeg kan læse, hvordan jeg faktisk selv havde det. for jeg husker det ikke længere. jeg husker ikke, hvordan jeg havde det, da jeg blev tilbudt operationerne, da jeg først fik CS konstateret. men herinde kan jeg læse det. jeg ved nu, at hvis jeg ikke havde sagt ja til operationerne, så havde jeg højst sandsynligt siddet i kørestol idag. jeg har brugt så meget tid på at fokusere på, at operationerne ikke virkede 100%, at jeg helt havde glemt, hvad udgangspunktet var. jeg har på ingen måde fortrudt operationerne.
jeg er glad for, at jeg har haft håndbold som et mål hele vejen igennem. det har hele tiden været det, jeg har styret hen imod, og selvom jeg nu ved, at jeg aldrig kommer til at spille håndbold igen, så har jeg forsøgt. og det føles rart. jeg gav ikke op, og selv når tingene så komplet umulige ud, så gav jeg ikke op.

det har været en rejse. en oplevelse, og et mareridt. CS har givet mig mulighed for at gøre nogle ting, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde spillet håndbold. jeg havde aldrig været en del af 10G, og jeg er helt sikkert ikke den samme person, som jeg var før. til juni er det tre år siden, smerterne begyndte, og jeg er nu begyndt at indfinde mig med, at dette her vil være en del af mit liv - resten af mit liv. jeg skal lære at tackle smerter, lærer hvilke smerter, der er ok at have, og hvilke der ikke er ok. jeg skal lære at acceptere og respektere CS som værende en del af min hverdag. det er ikke nemt, tro mig. der er momenter, hvor tanken om, at mine ben aldrig bliver som andres, er uudholdelig. men jeg har ikke noget valg.

jeg vil altid være jaloux på de mennesker, der der får et tidsfrist på 3 måneder - eller et halvt år. og jeg vil forsøge at huske dem på, at selvom det ikke er sjovt, og selvom det er hårdt, så vil de lære rigtig meget om dem selv i de måneder. de skal fokusere på målet, og de skal huske på, når de så endelig begynder at dyrke sport igen, hvor heldige de er. for det er de. heldige.

love.

hvor er jeg?

dear eskimo.
jeg er her. jeg er her igen. jeg er tilbage, men nok kun for en kort stund. jeg er her, fordi jeg lige nu, har en pause fra alt det, jeg har travlt med. jeg kan lige akkurat nå at trække vejret, og få skrevet lidt ned til dig. måske fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv. eller i hvert fald forsøge. måske kan du huske, at jeg havde gang i en masse. frivilligt arbejde for ungdommens rødekors. lektiehjælps arbejde, og så også arbejde nede i tøjbutikken. derudover er der selvfølgelig gymnasiet, lektier og også genoptræning. og jeg har nydt det hele efteråret. jeg har nydt at arbejde en masse, have travlt og komme sent i seng hver eneste dag. jeg har nydt til tjene en masse penge, levet fedt med mange tøjkøb, biograf og café ture. og selvfølgelig byture og alkohol. men hen over vinteren, i starten af december vel, kunne jeg mærke, at det hele begyndte at blive lidt for meget. og pludselig meget for meget, her for et stykke tid siden. derfor, så har jeg måtte sige nej, til nogle af de ting, jeg ellers var så glad for. ikke fordi, jeg ikke kan lide dem længere, men fordi jeg bliver nødt til at geare helt ned. dette har betydet et farvel til mit lektiehjælps-arbejde, og det frivillige arbejde er også blevet mere frit. det er ikke hver vagt, hvor jeg møder op. derudover har jeg også fået færre timer i butikken, og det irriterer mig grænseløst, men det er nødvendigt for at jeg kan fungere i hverdagen. og derudover har det også betydet noget af et fravær herinde. men det har nu jo allerede lagt mærke til. som det er nu, har jeg stadig arbejde et par gange om ugen, ellers, så træner jeg og laver lektier, går i skole. og har fritid. for første gang i lang tid føler jeg faktisk, at jeg har en smule fritid. ikke meget, men mere end før. det er sådan tingene ser ud nu, og hvis jeg stadig ikke får mere overskud og lyst til at stå op om morgenen, så kræver det måske yderligere nedskæringer, det vil jeg dog ikke bekymre mig om endnu.
derfor, så vil jeg stadig holde fast i, at jeg ikke har sagt farvel til dig. bare på gensyn. forhåbentlig kan jeg komme tilbage, og alt kan blive som det var før. men lige nu, så er det mig, der er vigtigst!

love.

status?

dear eskimo.
jeg overvejer, hvor lang tid, tingene skal være sådan her. hvor lang tid, jeg skal have det på denne måde? for jeg er træt af det, men jeg kan ikke se nogen vej ud. intet lys for enden af tunnelen. kun nedtrykthed, og et ønske om at grave en hule og gemme mig der. jeg har ikke lyst til at være ude blandt andre, at være social. jeg har ikke lyst til at stå op eller gå i seng. lektier er en uoverskuelig opgave, der koster mange forgæves tårer. forgæves fordi, de alligevel ikke bliver lavet. jeg forsøger konstant at holde sammen på mig selv, men hvordan kan man blive ved med at holde sammen på noget, der falder fra hinanden?


love.

julen 2011.

dear eskimo.

hej og glædelig jul, og alt det. det er godt nok længe siden, hva? jeg håber, at du har haft en dejlig jul, og at du nyder din ferie. det forsøger jeg i hvert fald. jeg har været væk et stykke tid, haft mange ting at tænke over, og meget har foregået omkring mig. jeg fandt ud af, at der lige for tiden er ting, der er vigtigere end bloggen. selvom jeg godt nok aldrig troede, jeg skulle komme med sådan et statement. der er ting, der vedrører mig, der er vigtigere end bloggen, ting der har betydning for mit liv og min tilstand. derfor er det endelig rart, at have noget tid, hvor der ikke skal tænkes på skole, lektier, det fysiske og psykiske og arbejde. hvor jeg bare kan være herhjemme, tulle rundt og lave hvad jeg vil. men mest af alt, kan jeg selv vælge, hvornår jeg vil være social. jeg har brugt min december på at arbejde, lave lektier og være til eksamen i almen sprogforståelse. december har været noget rod, men jeg håber, at kunne få lidt mere styr på tingene i januar. jeg fortryder, at jeg ikke ønskede mig en tidsstopper i julegave, for jeg har nogle vigtige beslutninger, der skal tages, lige så snart vi kommer ind i det nye år. beslutninger, jeg ikke har lyst til at tage, men som er nødvendige. det handler om, at finde ud af, hvad der er bedst for mig, igen både fysisk og psykisk. jeg siger ikke, at det bliver nemmere, af at gemme det væk, men jeg forsøger ikke at tænke over det. give mig selv ro for en stund. det håber jeg, du fortstår. selvfølgelig gør du det. jeg tilbragte juleaften sammen med min familie, akkurat som jeg plejer. vi er altid de samme. min morfar, min moster, selvfølgelig mine forældre og min lillebror, noget familie fra københavn, og så min farmor. min farmor, der er 89 nu. det er utroligt at tænke på. der er endnu ikke nogen, der er blevet så gamle i min fars familie. jeg elsker min farmor rigtig højt, og jeg hader, hvordan jeg, hver gang jeg ser hende, kan se, at hun er blevet dårligere. hun går skidt efterhånden, er næsten blind, men hun har hjerne som ingen anden. hvis man mangler et familiemedlems fødselsdag, eller et sportsresultat, så skal man bare ringe til min farmor. den dame husker alt. måske er det det, der er hårdest? også for hende selv. at se, hvordan hun fysisk ældes utrolig hurtigt, men stadig er frisk "oven i hovedet". at tingene ikke følges ad. jeg er rædselslagen for den dag, hun pludselig ikke er her mere, så jeg forsøger at nyde hvert sekund sammen med hende. derfor var det endnu en lille sejr, at hun igen var med juleaften. hvert år kigger jeg på hende, og håber og ber' til, at hun også næste år, vil sidde ved siden af mig, under julemiddagen.

love.

nu er det jul igen.

dear eskimo.
julekalender, julepynt, juletræer, julemusik. er vi ved at være der? ja! er det for meget? nej! jeg elsker julen. elsker elsker elsker. elsker hyggen, elsker, ja. julen! det er den mest hyggelige tid på året. juletræet er hentet, de første pebernødder bagt, julekalenderne i fuld gang, det eneste vi mangler, er faktisk bare sneen. men den kommer. selvfølgelig gør den det! jeg havde en fantastisk aften igår, til tømmermands-julefrokost med min klasse. alle var ret trætte, efter sermo og bytur i fredags, men vi endte da alle med at få en del alkohol indenbords alligevel. billedet er blot for at bevise, at jeg faktisk ikke er helt dårlig i et køkken! læg mærke til de flotte frikadeller.

love. og glædelig jul!

3011.

jeg fik en gang at vide, af en pige, at mine smil var blevet falske. hun sagde det ikke, fordi hun ville være flabet, men fordi hun bekymrede sig for mig. hun er min allerbedste ven, på en måde, som ingen andre end måske hende og mig, vil kunne forstå. hun kan se igennem mig, som var mit ydre lavet af glas, og måske har hun ret? måske er mine smil falske for tiden. men det betyder ikke, at jeg ikke smiler. du kan selv få lov at bedømme. her er du hvert fald et par smil - falske eller ej, og så lige et kys. fordi du er som du er.

love.

jeg føler mig ikke tilpas i min egen krop. fanget. spærret inde. jeg føler mig fremmed alle steder. i den virkelige verden. på twitter. på facebook. selv her, føler jeg mig fremmed. som om, bloggen ikke er min mere, som om bloggen er noget, der ikke længere tilhører mig. jeg har altid elsket det her sted, har fundet tryghed netop her, hvor jeg kunne være mig selv. men sådan er det ikke længere. jeg er igen blevet i fremmed. en fremmed i livet. en fremmed i mig selv.

undskyld.

happiness.

jeg er i live!

dear eskimo.
jeg ved godt, hvordan det føles, at være stresset. jeg ved godt, hvordan det føles, når man har stress. jeg har prøvet det, det er rigtig ubehageligt, og langt fra sjovt. jeg har meget at lave for tiden. rigtig meget. jeg har arbejdet hver dag, det sidste stykke tid. har forsøgt at deltage i så mange sociale arrangementer som muligt, og generelt bare haft mange ting at se til. jeg har stadig to jobs, er frivillig, har skolen, lektier, osv. jeg har travlt ja, men jeg er ikke stresset. jeg har faktisk haft så travlt, at folk er begyndt at bekymre sig for mig. venner, familie, bekendte. og det er ikke altid lige behageligt. det er selvfølgelig rart, at folk er bekymrede for mig, rigtig rart, men jeg er ikke stresset. jeg har travlt, men jeg kan godt lide det. jeg kan godt lide, at jeg skal lave så meget for tiden, og jeg laver ting, jeg godt kan lide. jeg ville ønske, at jeg havde mere tid til dig, men sådan er det engang imellem.
jeg ville vel bare lige fortælle, at jeg altså lever. jeg er her, jeg har travlt, men jeg er ok! jeg er i live, og du behøver ikke være bekymret. jeg er ikke stresset, mit hår falder ikke af, jeg har bare utrolig travlt.

love.

skrive-blokade.

brainstorm.

når man: lever sit liv baglæns.
mens man: griber fast i alt det man kender.
selvom man: egentlig bare vil løbe langt væk.
men man: bare sidder fast i rutiner.
og egentlig helst vil: gøre noget fuldstændig anderledes.
men ikke ved: hvem, hvor eller hvordan.

2½ år senere.

dear eskimo.
der findes ikke ord, der kan beskrive, hvor meget jeg bare gerne ville kunne hoppe i et par løbesko, og bare løbe. jeg burde ikke have vænnet mig til at leve på denne måde, men efter 2½ år er det gået op for mig, jeg har helt har glemt, hvordan det var før. at der var et liv før denne skade, et liv, hvor compartment syndrom ikke var en del af min hverdag. og det er måske det, der skræmmer mig allermest.

love.

mit liv atm.

dear eskimo.
så, her er jeg. jeg har fundet fem minutter, mellem matematikafleveringen og genoptræningen til lige at fortælle lidt om, hvad der sker med mig for tiden. og hvad der måske ikke sker. som du ved, så går jeg på gymnasiet. min klasse er sød og dejlig, og dem er der intet i vejen med, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk ikke lide det. jeg kan ikke rigtig lide at gå i gymnasiet, jeg har ikke lyst til at tage i skole om morgenen, når jeg vågner. ikke på grund af min klasse, vil jeg igen lige påpege, men på grund af alt det andet. at skulle være social hele tiden, lektierne, timerne. jeg var skoletræt før, og jeg er blevet det endnu mere nu. jeg kan ikke  rigtig sætte en finger på, hvad det præcis er, der gør, at jeg ikke er vild med alt det her gymnasie-fis, men et eller andet er der. jeg glæder mig til jeg kan komme videre, til jeg kan læse på uni, men de næste tre år? dem vil jeg egentlig bare helst have overstået nu. en af grundene til min manglende glæde omkring det, at gå i skole, er helt sikkert også min tilstand. både fysisk og psykisk. fysisk, der savner jeg, at være stærk. at føle mig stærk. at løbe ture, og bare kunne deltage i alt det, jeg elsker. i alt det jeg har lyst til. psykisk, der har jeg det ikke godt. du ved, at der har været tidspunkter før, hvor jeg ikke har haft det så godt, og sådan er det igen lige for tiden. jeg har kunne mærke, hvordan mit humør er blevet værre og værre siden vi startede i skole igen, har haft problemer med at sove, har været stresset, osv. og den sidste uge, har jeg haft det skidt. jeg er ked af det. rigtig ofte. jeg har ikke rigtig lyst til at være nogen steder, jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen, og jeg har svært ved at overskue at få lavet mine lektier, og få taget notater i timerne. det er trist, fordi jeg kender det. fordi jeg har været her før, men samtidig, så er det også positivt, for jeg ved hvad jeg skal gøre, eller ikke skal gøre, når jeg har det sådan her. jeg forsøger bare, at tage en dag af gangen, og måske lægge nogle af de ting lidt væk, som jeg ved, at jeg ikke skal tænke for meget over. dette kan være situationen med mine ben, eller at jeg konstant er meget træt. men jeg ved da, at det går ud over andre. jeg ved da, at jeg ikke er i det allerbedste humør, også fordi, jeg har ondt i mine ben. det gør mig altid nemt irriteret og sur, og det kan være svært for mig, at koncentrere mig om forskellige ting. jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her indlæg. jeg ville vel bare fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv, og hvorfor jeg måske er som jeg er, og gør de ting jeg gør, skriver de ting jeg skriver.
tingene skal nok blive gode igen. det tager bare noget tid.

love.

"HVEM FANDEN KALDER SIN BLOG: DEAR ESKIMO"

- det gør jeg.

"hvilket valg har han givet dig? Er han ude af dit liv? NEJ! han skal jo komme og drikke kaffe i vores lille køkken, nanna.."

1710.

dear eskimo.
jeg skrev lige et lang indlæg, som jeg slettede igen. jeg har intet interessant at fortælle? hvorfor har jeg intet interessant at fortælle?

love.

tankestrøm.

dear eskimo.
jeg er sikker på, at alle er imod mig idag. venlige sjæle har skumle bagtanker, og intet er gratis. intet hjælp er givet med glæde, og ingen gør noget, uden at ville have noget igen. træerne fortæller alle om de ting, jeg visker til dem, og blæsten fortæller regnen om mine fejltrin. verden er ude på at gøre det af med mig, at knække mig, og jeg føler mig som ene mand, ladt alene tilbage. en enmandshær, kun bestående af mig. jeg har kun et skjold, så det bruger jeg flittigt. med mod resten af verden, er det ikke til meget nytte.

love.

perfektionisme.

jeg er udenpå, som jeg gerne vil være indeni. jeg viser det, jeg gerne vil og gemmer resten væk. for ingen har brug for at se det dårlige. ingen må se det dårlige. så jeg smiler.
jeg smiler bare.