at være bitter over sundhedspersoner.

dear eskimo.

jeg er sur. sur sur sur. jeg er vred, fustreret men mest af alt BITTER. jeg er fyldt 18, og det er derfor ok, at jeg netop benytter ordet bitter (bitter er jo et voksen-ord). jeg er bitter fordi, jeg efterhånden er godt træt af det offentlige sundhedssystem. jeg er bitter over, hvordan dette åbenbart kun fungerer, hvis man gentagende gange presser på, for at få det man ønsker. dette kan blot være en enkelt lille undersøgelse. for det kan jo ikke være så svært, vel? 

jeg har igennem de sidste tre år opsøgt læger, fysioterapeuter, fysiologer, kiropraktorer, neurologer, eller hvad de nu alle sammen har været. alle disse har enten været ansat, eller haft en tilknytning til det offentlige sundhedssystem. omkring 56 besøg er det blevet til, på de tre år, og det er - hvis jeg selv skal sige det, ret mange. jeg har opsøgt dygtige specialister, og mindre dygtige specialister, men fælles for dem alle er, at jeg nærmest skal tigge og bede, for at få noget igennem. mine ønsker. 

oplevede under min første operation for compartment syndrom, at der gik infektion i et af operationssårene. problemet var bare, at jeg ikke vidste det. jeg luftede flere gange mistanken for min praktiserende læge, men intet var galt. flere konsultationer blev gennemført, hvor jeg mødte op med mistanke og smerter, og igen blev sendt hjem. oplevede, at jeg mødte op i mit lægehus TRE GANGE på samme dag. og blev sendt hjem med beskeden, at alt var ok. en tur på Horsens skadestue og et snak med en overlæge deroppe, var ikke nok til at få trumfet min mistanke igennem. her blev jeg sendt hjem med beskeden om, at jeg bare skulle genoptræne. et par dage senere blev jeg akut indlagt, opereret på ny og lå med åbne sår på Horsens sygehus i en uge. infektion i operationssåret. noget, der helt kunne have været undgået, hvis nogen havde LYTTET til, hvad jeg sagde. hvad jeg mærkede. 

sådan kan jeg blive ved. fra afslag på den genoptræning, jeg føler mig berettiget til, men som jeg aldrig har fået, til at skulle sidde og trække henvisninger ud af min læge. besøg på Vejle sygehus, der smider en ny diagnose oven i pakken og LOVER et genoptræningsforløb på et år - som jeg så 14 dage senere får afslag på, og får besked på selv at skulle betale. den ekstra diagnose var forresten pludselig væk. 

det er ting som disse, der gør mig bitter. jeg har blevet opereret i begge mine ben, men har aldrig fået en ordentlig genoptræning. det synes jeg, at jeg har KRAV på. men kan jeg få det? nej. ligegyldigt hvor meget jeg så hiver og slider og råber og sender ansøgninger og breve. så nej. kan man godt bare efterlade en patient på den måde? føler mig amputeret. har et par ben, der burde være raske, men jeg har aldrig lært at bruge dem på ny. og hvorfor skal jeg møde op hos min læge, der siger, at der intet er galt, når jeg jo udmærket godt selv kan se, at den er helt gal. HVORFOR? 

jeg synes ikke, at det længere handler om, at behandle patienterne på den bedst mulige måde. det handler om at behandle dem på den billigste og hurtigste måde, og så skal de ellers bare ud igen. og det gør mig bitter, for det er ikke det, jeg forventer. jeg forventer at komme ind til en læge - om det så er min egen praktiserende, eller en læge på et offentligt sygehus, der tager mig alvorligt, lytter til min historie, og afgør, hvad der er det bedste for MIG. i stedet for at have så travlt med, at dække over andre lægers fejltagelser.

det gør mig bítter, når jeg læser om andre i blogland, der har haft episoder med deres læger, hvor de har følt, at de ikke blev taget alvorligt. der er intet være, at forlade en konsultation med en dårlig mavefornemmelse og en klump i halsen. 

det gør mig bitter, når man nærmest skal tvinge ens læge til at sende en videre i systemet. for sådan burde det fandme ikke være. 

STRAM OP.

en voksenguide, tak?

dear eskimo.
det der med alder, ikke? det tænker jeg meget over. især efter, at jeg jo er blevet "voksen". i hvert fald blevet 1 og myndig. min mor sagde til mig, for et par uger siden, at der nu var nogle nye ting, jeg skulle tage stilling til. den er jeg helt med på. hun sagde dog også, at jeg nu også skulle til at opføre mig på en ny måde. men hvordan? hvordan skal man opføre sig, når man i samfundet bliver regnet for værende voksen? der er vel ingen, der vågner op på deres 18 års fødseldag, og pludselig føler sig så ekstremt voksen, at det næsten burde forbydes. vel? jeg har i hvert fald aldrig hørt om nogen. der forventes dog åbenbart noget nyt af mig, nu. men hvad? jeg kan ikke lide kaffe, men betyder det, at jeg nu er en dårlig voksen? skal jeg pludselig til at vaske tøj flere gange om dagen, se deadline på DR2 og føre voksne samtaler med familiemedlemmer, jeg ellers kun snakker med til familiesammenkomster. fordi det forventes af mig? jeg er i tvivl, mest fordi, jeg ikke ved, hvad det nu er jeg skal, når jeg pludselig er voksen. jeg hader at tale i telefon, er alt for glemsom til at få vasket tøj så ofte, og deadline er ligesom en vuggevise for mig. eller skal jeg nu begynde at læse kedelige bøger, blot fordi det er voksent? abonnerer på en avis, og have samtaler i min bank om job og pension? selvom jeg ikke har nogen af delene?
jeg havde hørt, at nogle banker indkalder til samtale, når man fylder 18, for at snakke om den fremtidige økonomi. jeg gik rundt i flere uger, og var nærmest bange for at modtage sådan et brev. mest fordi jeg vidste, at jeg ville ende med at sidde nede i banken foran en rådgiver, jeg ikke har talt med siden min konfirmation og ikke ane, hvad jeg skulle svare. "er din økonomi stabil?" vil du have lån med høj rente i fremtiden?" "skal vi oprette en budget-konto?". og jeg ville sidde der og overveje, om jeg nu også vidste, om jeg stavede budget rigtigt. (jeg er stadig i tvivl). jeg er 18 år gammel, har et kørekort og et nemID. jeg har søgt S.U. og går i skole. men hvis der er noget, jeg i den grad ikke er, så er det voksen. jeg er ikke klar til at snakke om økonomi med min bankrådgiver, snakke om priser og lån med en bilforhandler, eller at sidde i mange lange timer foran fjernsynet med en kop kaffe og se 17finans. for det er da sådan noget, voksne gør, ikke?

jeg ønsker mig en voksen-guide. kan man købe sådan en et sted? eller, måske burde jeg bare skrive en. det kan være, jeg gør det, skriver en voksenguide. når jeg engang bliver voksen. hvis det altså nogensinde sker!

love.

den her er fin, forresten. og ikke særlig voksen-agtig.

skønhed.

dear eskimo.
nederst i dette indlæg er et billede af ægte skønhed.

jeg ville finde et billede af en kvinde og en mand, der var indbegrebet af ægte skønhed. her er hvad jeg fandt. tænk lidt over det...

love.

at være skadet. resten af livet.

dear eskimo.
jeg er en jaloux type. misundelig. og jeg er træt. jeg er træt træt træt af, at høre om folk, med diverse skader, der skal opereres. jeg er træt af folk, der klager over 3 måneders pause. også selvom jeg ikke burde. jeg får det helt dårligt over, at have det sådan, fordi det jo ikke er deres skyld. fordi jeg ved, hvordan de har det. jeg kan også godt huske, da jeg fik at vide, at der ville gå et par måneder, før jeg kunne dyrke sport igen. det er 2 år siden nu. jeg kan godt huske følelsen, længslen, og jeg kan huske, hvordan man, som månederne skred frem, blev mere og mere nervøs for selve operationen, men også hvordan man glædede sig. til at man nu var rask, til man skulle igang igen. jeg husker tydeligt operations-samtalerne, hvor jeg fik fortalt, hvor nemt et indgreb det er. eller burde være. jeg husker de første to døgn, hvor man var fuldstændig dopet på smertestillende, græd når man vågnede klokken halv fire om morgenen med smerter. på 4-5 dagen, der er de værste smerter aftaget, men man har dog stadig ondt. man begynder at tænke på, hvorfor man dog sagde ja til dette, og om det mon aldrig ender. men det gør det. på et tidspunkt ender det, man smider krykkerne, en efter en, begynder at støtte en smule, får fjernet stingene, og begynder til genoptræning. man genoptræner. og genoptræner. og genoptræner...

og så ved jeg ikke, hvad der så sker. jeg har fået lavet operationer i begge mine ben, har brugt 2½ år på det efterhånden. men jeg ved ikke hvad der sker efter genoptræningen. og måske er det der, hvor jeg virkelig bliver misundelig. for de finder de ud af. hvis det hele går efter planen, så kommer de videre. men det gør jeg ikke.

engang imellem, så går jeg tilbage og læser mine første indlæg omkring mine ben. jeg har min sagsforløbs-liste. der efterhånden fylder 5 hele A4 computer-sider, hvor alle besøg hos diverse læger og fysioterapeuter er skrevet ned, med dato. men det er her, jeg kan læse, hvordan jeg faktisk selv havde det. for jeg husker det ikke længere. jeg husker ikke, hvordan jeg havde det, da jeg blev tilbudt operationerne, da jeg først fik CS konstateret. men herinde kan jeg læse det. jeg ved nu, at hvis jeg ikke havde sagt ja til operationerne, så havde jeg højst sandsynligt siddet i kørestol idag. jeg har brugt så meget tid på at fokusere på, at operationerne ikke virkede 100%, at jeg helt havde glemt, hvad udgangspunktet var. jeg har på ingen måde fortrudt operationerne.
jeg er glad for, at jeg har haft håndbold som et mål hele vejen igennem. det har hele tiden været det, jeg har styret hen imod, og selvom jeg nu ved, at jeg aldrig kommer til at spille håndbold igen, så har jeg forsøgt. og det føles rart. jeg gav ikke op, og selv når tingene så komplet umulige ud, så gav jeg ikke op.

det har været en rejse. en oplevelse, og et mareridt. CS har givet mig mulighed for at gøre nogle ting, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde spillet håndbold. jeg havde aldrig været en del af 10G, og jeg er helt sikkert ikke den samme person, som jeg var før. til juni er det tre år siden, smerterne begyndte, og jeg er nu begyndt at indfinde mig med, at dette her vil være en del af mit liv - resten af mit liv. jeg skal lære at tackle smerter, lærer hvilke smerter, der er ok at have, og hvilke der ikke er ok. jeg skal lære at acceptere og respektere CS som værende en del af min hverdag. det er ikke nemt, tro mig. der er momenter, hvor tanken om, at mine ben aldrig bliver som andres, er uudholdelig. men jeg har ikke noget valg.

jeg vil altid være jaloux på de mennesker, der der får et tidsfrist på 3 måneder - eller et halvt år. og jeg vil forsøge at huske dem på, at selvom det ikke er sjovt, og selvom det er hårdt, så vil de lære rigtig meget om dem selv i de måneder. de skal fokusere på målet, og de skal huske på, når de så endelig begynder at dyrke sport igen, hvor heldige de er. for det er de. heldige.

love.

nanna finch.

jeg har skæve øjne. mit hår er oftest umuligt at arbejde med. jeg har ikke lange øjenvipper, og min næse er stor. jeg er perfektionistisk og egocentreret. jeg er umoden, men også for moden. jeg kan opføre mig som en på 5, men også en på 85.
jeg er opmærksomhedssøgende. jeg klager alt for meget, jeg er doven og kedelig. jeg er grænsesøgende, provokerende og falsk. jeg er ikke rig, ikke fantastisk. jeg tager billeder med min iPhone og får "grumsede" billeder, fordi jeg ikke ejer et spejlrefleks. jeg snakker for meget, og snakker for lidt. jeg er omklamrende og useriøs. og for seriøs. jeg er problematisk og irriterende. jeg er dum og krævende. jeg er sur og træls. jeg er flabet og umulig at blive klog på. jeg er usikker, nervøs og træt. jeg er nærig, stillestående og eftertænksom.
jeg er udfarende, stille og forvirrende.




men, jeg har de mest fantastiske venner. og det er det, der gælder. ikke?

fie laursen.

dear eskimo.
fie laursen. denne kvinde. i kender hende sikkert, har måske hørt om hende, set hendes videoer, blog, eller set hende, da hun var i aftensshowet. hvis ikke, kan jeg kort opsummere: fie laursen er 15 år gammel. hun er blevet mobbet, og har efterhånden givet så mange detaljer om det, at jeg slet ikke har styr på det længere. hun lavede en video, hvor hun gjorde opmærksom på hendes situation og lagde den på youtube. videoen blev delt på blandt andet facebook, og hurtigt blev hun "kendt". hun fik sin egen blog, var en tur i aftenshowet, og høster nu ellers "succes'en". det mener jeg i hvert fald, at hun gør.
jeg så en dokumentar i eftermiddags, på dr.dk/nu. dokumentaren hedder generation reality, og er faktisk fra min fødselsdag - 7. maj, 2011. den handler om, hvordan unges forhold til medierne har ændret sig. hvordan unge idag, bare vil være "kendte". ikke for noget specielt, men de vil bare have den status - og de muligheder, der følger med. nu kommer jeg så til at tænke på fie laursen. for hvad er fie laursen? kendt. måske ikke kendt, som i "fjernsynskendt", men hun har allerede været nævnt i ugeblade, har været på tv, har op til flere forskellige facebooksider, fansider, blogger hos bloggers delight, og vlogger på youtube. fie laursen har, efter sin video, mærket hvordan, alle unges øjne, pludselig blev rettet mod hende. og det virker som om, hun har nydt til. hvorfor ellers fortsætte? hvorfor have et ønske om at oprette en blog, fortælle om hendes hverdag, hvordan hun er venner med Kira Eggers, og modtager gaver, hvis man ikke har et ønske om, at andre skal se op til hende? jeg får det her indtryk af, at hun "bare" vil fortælle sin historie. og kredit for det.. jeg synes det er fedt, når folk har lyst til at stå frem, og fortælle en historie. det er bare måden, hun gør det på. jeg tvivler ærlig talt på, at det er historien, det er det vigtigste lige pt.

jeg fik ideen til at skrive dette indlæg, da jeg for et par uger siden, modtog en mail fra www.iloveshoes.dk
jeg har før købt de smukkeste vagabond plateau-ballerinaer derinde, og var fuldt ud tilfreds med deres gode service. jeg tilmeldte mig selvfølgelig deres nyhedsmail, og bum. mail fra dem. fedt tænker jeg, indtil jeg åbner mailen. hvem springer op i mit ansigt? fie laursen! i øvrigt sammen med et par super flotte støvler, der helt sikkert var endt i min skosamling, hvis jeg ikke var flad. jeg går ind på fies blog, og bum. der ligger sørme et indlæg om, at hun har modtaget disse fine støvler. samme støvler, som hun reklamerer for, i deres nyhedsmail. og så blev jeg altså lidt mopset. ærligt talt.

fie laursen har ret til at ville fortælle sin historie. hun har ret til at ville sætte fokus på mobning, men jeg synes ikke det er ok, den måde det hele har udviklet sig på. jeg synes ærlig talt, hendes blog virker som et *jeg ønsker at modtage gratis ting* redskab, til at få goder. og mit allerstørste problem er måske, at jeg ikke ved, hvad hun vil? vil hun være et forbillede for andre unge? vil hun være en blogger? vil hun være begge dele? jeg følger bloggere, der også, ligesom fie laursen, modtager produkter, de så reklamerer for. men jeg ved også, at de har kæmpet en kamp. det fandme ikke nemt at komme til at ligge øverst i stakken af de utallige blogs, der findes idag! de har kæmpet en hård kamp for at nå til det punkt, hvor gratis ting bliver en slags løn, for det arbejde de laver, på bloggen, og de arbejder hårdt! gør fie laursen det? måske, men det virker ikke sådan. for mig virker det ret tydeligt, at hun bruger den opmærksomhed, hun har fået på grund af hele sagen med mobningen, til at reklamere for sin blog.
derudover, så synes jeg, at det er synd. jeg synes det er synd for alle de børn og unge i danmark, der bliver mobbet. de modtager ingen gratis støvler? måske siger du, det er fordi, de bare ikke udnytter det godt nok? jeg synes dog ikke, at mobning er et emne, der bør udnyttes. fie laursen har muligheden for at kunne sætte virkelig meget fokus på mobningen, men ikke et sted har jeg set hende indgå et samarbejde med girltalk? livslinien? børnetelefonen? børns vilkår, red barnet, ungdomsproblemer.dk? alle organisationer eller steder, der arbejder for at forebygge mobning. jeg synes måske, dette ville være mere relevant, end støvler og juice.

samtidig vil jeg dog også tage hatten af for fie laursen. hun er virkelig et godt eksempel på generation reality. og hun har godt nok formået at høste frugten, af de succes, hun på så kort tid har fået. jeg synes det er godt klaret, at hun på den måde, har formået at få så meget ud af 130.000 hits på youtube, eller hvor mange det nu er, videoen har fået.

til slut vil jeg egentlig bare udtrykke min bekymring. for hvad så nu? hvad så, når påstyret har lagt sig? når der er udklækket et nyt kuld "stjerner" fra paradise, hvad så med lille 15 årige fie laursen, med de mange fans? forhåbentlig finder hun ud af, hvad hun vil, og vælger en vej - enten som blogger, eller som fortaler for vigtigheden af at stoppe mobning. eller måske som begge dele? hvis det sidste er tilfældet, så håber jeg, at hun tænker sig om. for lige nu, gør hun ikke rigtig noget godt, for de alt for mange børn, der bliver mobbet i danmark.

VÅGN OP FIE!


love.



(jeg står 100% bag alt, hvad der er skrevet i dette indlæg. indholdet er udelukkende min egen mening, og indlægget er ikke lavet i forbindelse med firmaer eller andre privat personer. jeg kender ikke Fie Laursen personligt. Nanna Finch.)

gymnasieguide 1.g - vol. 1

dear eskimo.
nu har jeg jo snakket meget om gymnasiet, ikke? fortalt at det ikke lige var min kop the osv. idag fik jeg en god idé, mens jeg var på arbejde. vi er pt. igang med status, så alt tøjet på lagret skal skannes ind - og der er en del! dette giver plads til en uanet mængde tanker, og en af dem var, at jeg jo efterhånden kender alt til gymnasielivet, ikke? både på godt og ondt, derfor kommer der her:


guiden til 1.g:
hvis du ikke føler dig klar til gymnasiet, så kig på andre muligheder. er du sikker på, at du ikke hellere vil gå på hhx eller htx? føler du dig ikke klar så overvej andre muligheder. 10'ende, efterskole, udenlandsophold, sabbatår. det er dog ikke sikkert, at du vil føle dig mere klar efter dette år. det gjorde jeg i hvert fald ikke, alligevel, så er jeg glad for, at jeg lige ventede!
første dag kan virke meget skræmmende, men jeg lover dig, at det bliver nemmere. når du først lige er faret vild et par gange, er stødt ind i et par sure 3.g'ere, så skal det hele nok blive nemmere. og nej, 2.g'erne bliver ikke sødere, men du lærer at indrette dig efter dem. du skal glæde dig til brobyggerne kommer. det er her, du som 1.g'er har muligheden for at "lege 2.g'er". du kan måske huske, hvordan det var selv at være brobygger? hvordan man følte, man blev set lidt ned på osv.? og du lovede dig selv, at du aldrig vil være sådan overfor brobyggere? ja, det har du hurtigt glemt, tro mig. du kommer også til at glæde dig helt ekstremt til, når du selv bliver 2.g'er, og kan koste rundt med 1.g'erne.
gymnasiet er hårdt. så er du advaret. du kan lige så godt vænne dig til, at have nogle lange nætter engang imellem, og jeg kan f.eks. nævne den ugentlige 6-7 siders matematikaflevering. den er der hver uge. der er mange lektier, og der er mange lange dage. igennem hele 1.g føler du, at du ofte er et skridt bagud, og du går og er nærmest angst for 2.g og historierne om, mængden af lektier. du synes nemlig allerede, at der er mange nu! de forfærdelige fysik-afleveringer vil helt sikkert koste et par tårer eller ti, men det bliver hverdag på et tidspunkt, og du kan så bruge resten af tiden på, at glæde dig til din hat. det er nemlig noget af det, man som 1.g'er virkelig ser frem til! hatten. man kigger misundeligt på, mens 3.g'erne er igang med at prøve og prøve, og man ønsker så brændende, at det var en selv, der stod der. i 1.g bruger du også rigtig meget tid på at tage noter. masser af slagsen. du ved egentlig ikke hvad, du skal bruge dem til, for du har egentlig ikke været i en situation, hvor du virkelig skal bruge dem. så vær forberedt på at skrive en ny udgift på listen: blokke! hvis du vælger at tager noter på computer, så opret en dropbox. det vil gøre alting nemmere for dig selv, og du risikerer ikke, at miste alle dine noter!
du skal heller ikke være så angst for dit fravær. dine lærere, og især rektor vil helt sikkert prædike om fraværs procenter, men hvis du bare lader være med at tage pjækkedage, så kan du altså sagtens tillade dig at tage en dag på sofaen - eller 5 med influenza, og et par læge- og tandlægebesøg.
gymnasiet er bygget op på et par grundlæggende ting. røde streger på lectio = fritimer, kaffe, dårlig underholdning i pauserne, en hel masse aktiviteter, man føler sig forpligtet til at deltage i. og kage. det er sådan set det, gymnasiet handler om. kage og kaffe bliver serveret ved stort set ALLE arrangementer, lige fra åben scene-aften, til elevrådsmøder, og også til filmfremvisninger. kaffe og kage, er benzinen, der får de danske gymnasieelever, til at arbejde hårdt. hvis du starter en organisation op, så sørg for at servere kage og kaffe til intromødet, og du er sikker på et flot fremmøde. det virker på alle! dette kan blive til rigtig meget kage, da der virkelig er mange aktiviteter, man kan deltage i, lige fra "fed sved" til kristent møde i den store pause. i starten vil du måske have lyst til at prøve det hele, men efterhånden går det op for dig, at du egentlig ikke har lyst til at opholde dig mere på skolen end højst nødvendigt, og derfor sorterer du groft i bunken med invitationer og beslutter dig for, at du nok bare ikke har lyst til at dyrke pilates med din fysik-lærer.
og sidst men ikke mindst. ja, dine karakterer vil nok falde. det sker i hvert fald for mange. dette skal du dog ikke tage dig af, der er ikke mange lærere, der ønsker at give 12 og 10-taller fra starten af. så kan man jo ikke forbedre sig!

ting du skal huske og være forberedt på:

• du kommer til at tage et par kilo eller 10 på, hvis du ikke siger nej til alt det kage!
• bed gerne om udsættelse af opgaver eller aflysninger af dine timer. du får ikke ja, hvis du ikke spørger!
• hvis en gruppe 3.g'ere kommer og vil spille bordfodbold, er det en god idé at flytte sig.
• billedkunst handler ikke om at male æggeskaller.
• kantinens priser er sindssyge, men alligevel er det godt at have en 10'er i tasken. til kage selvfølgelig!
• det er tilladt at juble på facebook, hvis man kommer ind i en uge, med mange røde streger på skemaet.
• rød bliver din yndlingsfarve. grøn bliver det modsatte. dine øjne kan kende en rød streg på lang afstand!
• fysiktimer er lange, hvis man ikke har net på sin computer.
• du kan faktisk have din tyggegummi-pakke for dig selv.
• det er godt at lave forsider til ens opgaver.
• undgå at falde i søvn. få evt. din sidemand til at prikke dig i siden, hvis dette er ved at ske.
• fritimerne er en fantastisk mulighed for, at få indhentet manglende søvn. 1 stk's lur af 1½ time !

du skal nok klare den!

love.

hvor er jeg?

dear eskimo.
jeg er her. jeg er her igen. jeg er tilbage, men nok kun for en kort stund. jeg er her, fordi jeg lige nu, har en pause fra alt det, jeg har travlt med. jeg kan lige akkurat nå at trække vejret, og få skrevet lidt ned til dig. måske fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv. eller i hvert fald forsøge. måske kan du huske, at jeg havde gang i en masse. frivilligt arbejde for ungdommens rødekors. lektiehjælps arbejde, og så også arbejde nede i tøjbutikken. derudover er der selvfølgelig gymnasiet, lektier og også genoptræning. og jeg har nydt det hele efteråret. jeg har nydt at arbejde en masse, have travlt og komme sent i seng hver eneste dag. jeg har nydt til tjene en masse penge, levet fedt med mange tøjkøb, biograf og café ture. og selvfølgelig byture og alkohol. men hen over vinteren, i starten af december vel, kunne jeg mærke, at det hele begyndte at blive lidt for meget. og pludselig meget for meget, her for et stykke tid siden. derfor, så har jeg måtte sige nej, til nogle af de ting, jeg ellers var så glad for. ikke fordi, jeg ikke kan lide dem længere, men fordi jeg bliver nødt til at geare helt ned. dette har betydet et farvel til mit lektiehjælps-arbejde, og det frivillige arbejde er også blevet mere frit. det er ikke hver vagt, hvor jeg møder op. derudover har jeg også fået færre timer i butikken, og det irriterer mig grænseløst, men det er nødvendigt for at jeg kan fungere i hverdagen. og derudover har det også betydet noget af et fravær herinde. men det har nu jo allerede lagt mærke til. som det er nu, har jeg stadig arbejde et par gange om ugen, ellers, så træner jeg og laver lektier, går i skole. og har fritid. for første gang i lang tid føler jeg faktisk, at jeg har en smule fritid. ikke meget, men mere end før. det er sådan tingene ser ud nu, og hvis jeg stadig ikke får mere overskud og lyst til at stå op om morgenen, så kræver det måske yderligere nedskæringer, det vil jeg dog ikke bekymre mig om endnu.
derfor, så vil jeg stadig holde fast i, at jeg ikke har sagt farvel til dig. bare på gensyn. forhåbentlig kan jeg komme tilbage, og alt kan blive som det var før. men lige nu, så er det mig, der er vigtigst!

love.

julen 2011.

dear eskimo.

hej og glædelig jul, og alt det. det er godt nok længe siden, hva? jeg håber, at du har haft en dejlig jul, og at du nyder din ferie. det forsøger jeg i hvert fald. jeg har været væk et stykke tid, haft mange ting at tænke over, og meget har foregået omkring mig. jeg fandt ud af, at der lige for tiden er ting, der er vigtigere end bloggen. selvom jeg godt nok aldrig troede, jeg skulle komme med sådan et statement. der er ting, der vedrører mig, der er vigtigere end bloggen, ting der har betydning for mit liv og min tilstand. derfor er det endelig rart, at have noget tid, hvor der ikke skal tænkes på skole, lektier, det fysiske og psykiske og arbejde. hvor jeg bare kan være herhjemme, tulle rundt og lave hvad jeg vil. men mest af alt, kan jeg selv vælge, hvornår jeg vil være social. jeg har brugt min december på at arbejde, lave lektier og være til eksamen i almen sprogforståelse. december har været noget rod, men jeg håber, at kunne få lidt mere styr på tingene i januar. jeg fortryder, at jeg ikke ønskede mig en tidsstopper i julegave, for jeg har nogle vigtige beslutninger, der skal tages, lige så snart vi kommer ind i det nye år. beslutninger, jeg ikke har lyst til at tage, men som er nødvendige. det handler om, at finde ud af, hvad der er bedst for mig, igen både fysisk og psykisk. jeg siger ikke, at det bliver nemmere, af at gemme det væk, men jeg forsøger ikke at tænke over det. give mig selv ro for en stund. det håber jeg, du fortstår. selvfølgelig gør du det. jeg tilbragte juleaften sammen med min familie, akkurat som jeg plejer. vi er altid de samme. min morfar, min moster, selvfølgelig mine forældre og min lillebror, noget familie fra københavn, og så min farmor. min farmor, der er 89 nu. det er utroligt at tænke på. der er endnu ikke nogen, der er blevet så gamle i min fars familie. jeg elsker min farmor rigtig højt, og jeg hader, hvordan jeg, hver gang jeg ser hende, kan se, at hun er blevet dårligere. hun går skidt efterhånden, er næsten blind, men hun har hjerne som ingen anden. hvis man mangler et familiemedlems fødselsdag, eller et sportsresultat, så skal man bare ringe til min farmor. den dame husker alt. måske er det det, der er hårdest? også for hende selv. at se, hvordan hun fysisk ældes utrolig hurtigt, men stadig er frisk "oven i hovedet". at tingene ikke følges ad. jeg er rædselslagen for den dag, hun pludselig ikke er her mere, så jeg forsøger at nyde hvert sekund sammen med hende. derfor var det endnu en lille sejr, at hun igen var med juleaften. hvert år kigger jeg på hende, og håber og ber' til, at hun også næste år, vil sidde ved siden af mig, under julemiddagen.

love.

nannafinch som gæsteblogger

jeg har forresten skrevet et længere indlæg om mit syn på juletraditioner hos min gode ven Morten! jeg kender Morten fra twitter, han er super sød og meget rar.
læs indlægget --> her

love.

nu er det jul igen.

dear eskimo.
julekalender, julepynt, juletræer, julemusik. er vi ved at være der? ja! er det for meget? nej! jeg elsker julen. elsker elsker elsker. elsker hyggen, elsker, ja. julen! det er den mest hyggelige tid på året. juletræet er hentet, de første pebernødder bagt, julekalenderne i fuld gang, det eneste vi mangler, er faktisk bare sneen. men den kommer. selvfølgelig gør den det! jeg havde en fantastisk aften igår, til tømmermands-julefrokost med min klasse. alle var ret trætte, efter sermo og bytur i fredags, men vi endte da alle med at få en del alkohol indenbords alligevel. billedet er blot for at bevise, at jeg faktisk ikke er helt dårlig i et køkken! læg mærke til de flotte frikadeller.

love. og glædelig jul!

2211.

dear eskimo.
har lige nu idrætsteori. puls, iltoptagelse og alt det der. det er spændende, men jeg har svært ved at fokusere. sådan er det ofte for tiden. måske er det manglen på søvn eller også er det bare mit humør. jeg ved det ikke. jeg har et mærkeligt forhold til idrætsteori. jeg elsker det, men samtidig minder det mig om alt det jeg burde kunne, men som jeg ikke kan. det er svært, men jeg har efterhånden vænnet mig til det.
jeg ved stadig ikke, hvad jeg synes om gymnasiet. jeg håbede, at jeg måske ville kunne lide det med tiden. men det der ikke sådan ud. jeg gå her, jeg er her. jeg gennemfører. men jeg synes ikke om det, og jeg glæder mig, til det er slut.
 love

brainstorm.

når man: lever sit liv baglæns.
mens man: griber fast i alt det man kender.
selvom man: egentlig bare vil løbe langt væk.
men man: bare sidder fast i rutiner.
og egentlig helst vil: gøre noget fuldstændig anderledes.
men ikke ved: hvem, hvor eller hvordan.

folkeskolen.

dear eskimo.
der er noget, jeg ikke forstår. jeg forstår ikke, hvorfor andre mennesker, har behov for, at konstant at ydmyge og nedgøre andre? jeg forstår ikke, hvordan nogle mennesker kan blive gladere og blive til et mere helstøbt og lykkeligt menneske af at sidde og grine af andre. jeg havde det ikke godt i folkeskolen, og jeg følte mig ikke rigtig velkommen. dette var dels fordi, en "veninde" fik bildt mig ind, allerede i 7. klasse, at ingen i min klasse faktisk ikke kunne lide mig, heller ikke mine bedste venner og veninder i klassen. det var løgn, men desværre, så fandt jeg først ud af det, i 9. klasse. jeg ved dog, at der var en smule sandhed i det. for jeg ved, at der var flere, der ikke kunne lide mig. jeg ved at der var flere, der jævnligt snakkede om mig, bag min ryg. i min folkeskoleklasse, der var jeg lektienørden. jeg var personen, der åbenbart altid lavede lektier. det gjorde jeg dog ikke. jeg havde bare nemt ved det. det var ikke min "skyld", at jeg stort set kun fik 12-taller. for så mange lektier lavede jeg heller ikke. jeg lavede ikke mere end andre i klassen gjorde, men det troede de. måske fordi, jeg lukkede mig inde i mig selv. jeg sad selv, og var der bare. hvorfor? fordi jeg troede, at alle hadede mig. fordi jeg troede, at jeg bare var til besvær. jeg hadede øjeblikket, når vi fik vores opgaver tilbage. jeg hadede hvordan, alt opmærksomheden i rummet blev vendt mod mig, i det øjeblik, jeg fik min opgave tilbage. hvordan alle spurgte, hvad jeg havde fået, og hvordan min karakter, var mere spændende end deres egen. hvis jeg fik 12, blev ordene "lektienørd" og "hun laver ikke andet end lektier" hvisket rundt om mig. hvis jeg ikke fik 12, kiggede folk mærkeligt på mig. jeg følte mig som en fiasko. både når jeg fik 12, men også når jeg ikke fik 12. når jeg fik 12, var jeg for god. når jeg ikke fik 12, så var havde jeg fejlet. jeg gemte alle mine opgaver væk, lige så snart jeg fik dem, og ønskede ikke at fortælle nogen om mine karakterer. min perfektionisme var henrykt, men jeg kunne ikke glæde mig over min karakter. og en del af mig, var glad, hver gang jeg fik en stil tilbage, og "kun" havde fået 10. en anden del af mig var skuffet over mig selv. jeg fandt ud af, at mine venner i klassen, alligevel holdt af mig, og det var rart, at have nogen, der ikke talte om mig, talte bag mig. i 9. klasse var jeg nærmest delt i 2. den ene del sørgede for, at jeg lavede så lidt lektier som muligt. den anden del, den perfektionistiske del, var skuffet og vred. jeg stræbede efter 12-taller, men jeg turde ikke få dem. men det stoppede aldrig. snakken bag min ryg, og blikkene. de er der stadig. folk, der hilser på mig i netto, og virker oprigtig og interesseret, og spørger ind til hvordan jeg har det nu. jeg kan godt høre, hvad de siger om mig til deres veninder, idet jeg vender ryggen til. folk, der skriver til mig på facebook, blot fordi, de så kan sidde sammen med deres venner bag deres skærm, og grine af mig.
jeg kommer nok aldrig til at forstå det, forstå dem. jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det var og er nødvendigt, og hvordan de kan se sig selv i øjnene hver dag. men det kan jeg. jeg kan, fordi jeg ved, at jeg er vinderen. jeg ved, at jeg, om 25 år til vores genforening, vil kunne se dem i øjnene og sige "jeg gjorde det, jeg vandt."

love.

hårfarvning.

dear eskimo.
som du ved, så er jeg meget påpasselig med, der sker med mit hår. jeg har før fortalt om, hvor angst jeg altid er, før et frisørbesøg men jeg har helt glemt at fortælle dig om noget, der skete i efterårsferien. episoden involverer en frisør, hårfarve og mit hår. jeg havde besluttet mig for, at få lysnet mit hår mere end jeg plejer. jeg kan fortælle, mit hår altså ikke så lyst, men jeg jeg 3-4 gange om året får lagt tynde lyse striber i den øverste del, så det faktisk bare ligner, at solen har lysnet det. men nu skulle det altså være. ikke overdrevet, men bare mere end normalt. derfor sparede jeg op og fik derefter lavet lyse striber i hele håret. det sjove var, at jeg faktisk ikke var særlig angst, da jeg skulle derned, og at jeg var meget tilfreds, da jeg gik derfra. men så blev det da ellers bare værre og værre. jeg kunne ikke lide det. jeg kunne virkelig virkelig ikke lide det. jeg syntes, at det var meget lyst, og at det slet ikke klædte mig. det er først nu, at jeg rent faktisk er begyndt at vænne mig til det. flere har sagt, at man næsten ikke kan se forskel, hvilket er rart, da det var det, jeg gik efter. men det kan jeg selv! jeg har dog nu, som sagt, vænnet mig til farven, og jeg er faktisk begyndt at synes, at det ser okay ud. farven er blevet vasket nogle gange nu, og mit hår er derfor ikke helt så lyst, som det var i starten, heldigvis. jeg skal passe meget på, at mit hår ikke kommer til at virke gult, da jeg har rigtig mange røde farvepigmenter i mit hår. og i starten var det nærmest, ja. gult.
jeg har ikke rigtig besluttet mig for, om jeg vil beholde denne farve, eller om jeg tænker at det skal være en smule mørkere igen, men nu må vi se. jeg har altid ønsket at være blondt, og nogle gange, så kan man gå rundt og tro, at noget vil klæde én, indtil man får det prøvet. heldigvis, så ligner farven mere og mere min "gamle" farve, så måske bliver jeg glad for det, alligevel. når jeg ser billederne nedenunder, så kan jeg godt forstå, at jeg virkelig ikke kunne lide det, dagene efter farvningen, for det ser da forfærdeligt ud på billede nummer 2!

før farvning.

lige efter farvning. jeg underskylder for det retarderede ansigtsudtryk, men dette var det eneste billede, jeg havde. her kan man virkelig se hvor "gult" og lyst det var. 

farven nu. en smule lysere end det gamle, men helt sikkert mere mørkt og mindre "gult", end det var i starten.

love.

mit liv atm.

dear eskimo.
så, her er jeg. jeg har fundet fem minutter, mellem matematikafleveringen og genoptræningen til lige at fortælle lidt om, hvad der sker med mig for tiden. og hvad der måske ikke sker. som du ved, så går jeg på gymnasiet. min klasse er sød og dejlig, og dem er der intet i vejen med, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk ikke lide det. jeg kan ikke rigtig lide at gå i gymnasiet, jeg har ikke lyst til at tage i skole om morgenen, når jeg vågner. ikke på grund af min klasse, vil jeg igen lige påpege, men på grund af alt det andet. at skulle være social hele tiden, lektierne, timerne. jeg var skoletræt før, og jeg er blevet det endnu mere nu. jeg kan ikke  rigtig sætte en finger på, hvad det præcis er, der gør, at jeg ikke er vild med alt det her gymnasie-fis, men et eller andet er der. jeg glæder mig til jeg kan komme videre, til jeg kan læse på uni, men de næste tre år? dem vil jeg egentlig bare helst have overstået nu. en af grundene til min manglende glæde omkring det, at gå i skole, er helt sikkert også min tilstand. både fysisk og psykisk. fysisk, der savner jeg, at være stærk. at føle mig stærk. at løbe ture, og bare kunne deltage i alt det, jeg elsker. i alt det jeg har lyst til. psykisk, der har jeg det ikke godt. du ved, at der har været tidspunkter før, hvor jeg ikke har haft det så godt, og sådan er det igen lige for tiden. jeg har kunne mærke, hvordan mit humør er blevet værre og værre siden vi startede i skole igen, har haft problemer med at sove, har været stresset, osv. og den sidste uge, har jeg haft det skidt. jeg er ked af det. rigtig ofte. jeg har ikke rigtig lyst til at være nogen steder, jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen, og jeg har svært ved at overskue at få lavet mine lektier, og få taget notater i timerne. det er trist, fordi jeg kender det. fordi jeg har været her før, men samtidig, så er det også positivt, for jeg ved hvad jeg skal gøre, eller ikke skal gøre, når jeg har det sådan her. jeg forsøger bare, at tage en dag af gangen, og måske lægge nogle af de ting lidt væk, som jeg ved, at jeg ikke skal tænke for meget over. dette kan være situationen med mine ben, eller at jeg konstant er meget træt. men jeg ved da, at det går ud over andre. jeg ved da, at jeg ikke er i det allerbedste humør, også fordi, jeg har ondt i mine ben. det gør mig altid nemt irriteret og sur, og det kan være svært for mig, at koncentrere mig om forskellige ting. jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her indlæg. jeg ville vel bare fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv, og hvorfor jeg måske er som jeg er, og gør de ting jeg gør, skriver de ting jeg skriver.
tingene skal nok blive gode igen. det tager bare noget tid.

love.

tweetup

dear eskimo.

har du haft en god ferie? det har jeg i hvert fald. jeg vil dele noget med dig, der skete i fredags. i fredags, der mødte jeg nemlig nogle mennesker, der er helt vildt fantastiske. jeg mødte nogle mennesker, som jeg kender rigtig rigtig godt, hvis liv jeg dagligt følger med i, men som jeg aldrig har mødt. jeg var nemlig til tweetup. møde for alle twitterfolkene. og det var noget af det hyggeligste, jeg længe har deltaget i. det var helt fantastisk, helt ja. jeg kan faktisk ikke rigtig beskrive det. jeg har haft twitter siden maj, og fuldt disse mennesker. jeg ved hvad de laver til hverdag, og de deler deres tanker med mig, men nu. nu er de ikke bare nogen, der sidder et eller andet sted, bag en skærm. nu er de virkelige. de findes faktisk, og de er lige så søde og smukke i virkeligheden, som de er på twitter. twitter er blevet min nye kære baby. jeg elsker twitter. jeg er virkelig afhængig af twitter. jeg tweeter ting jeg burde sige højt. jeg siger ting højt, at burde tweete. twitter er hurtigt, det er nemt, og det er lidt ligesom at blogge. bare hurtigere og nemmere, ja. siden jeg begyndte at bruge twitter igen, har jeg lært en masse nye mennesker at kende, mennesker, som jeg på ingen måde ville have mødt, hvis det ikke var fordi, jeg havde oprettet en twitter. jeg kender nu fugle på bornholm, i nordjylland og på sjælland. det bedste ved twitter er, at der altid er nogen. man er aldrig rigtig alene på twitter. der er altid nogen at snakke med, altid nogen der lytter. på twitter kan man være hudløst ærlig, man kan være den man er, og man kan dele alle ens tanker. det er fantastisk, og måske er det derfor, jeg elsker det så meget? fordi jeg kan sige ting højt, jeg ellers ikke ville sige andre steder? twitter er lidt ligesom en stor familie. en familie, som jeg føler mig en del af. 

mange af mine venner spørger mig, hvad twitter er, osv. mange forstår det ikke, og jeg gør altid mit bedste for, at forklare det, så twitter er til at forstå. twitter er for alle. twitter er et sted, hvor man kan læsse alle sine tanker af, hvis det er det, man har lyst til. man kan bruge twitter til hvad man vil, og uanset hvad, så bliver man altid godt modtaget. det blev jeg også i fredags. dagen fløj afsted, og jeg vil gøre alt for, at få mange flere af disse dage.

følg mig på twitter: @nannafinch

love.

relationer.

dear eskimo.

jeg tilbragte som sagt sidste fredag på skadestuen, og der sad jeg og læste i et blad, mener det var Costume. i bladet var der en artikel om det danske band Oh Land, der efterhånden har fået meget succes i udlandet. jeg hører ofte Oh Land, men kendte ikke sangen "Break The Chain" før jeg læste den artikel. forsangeren i Oh Land, Nanna, var oprindelig balletdanser. hun fik en rygskade og fik derefter at vide, at hun aldrig kom til at danse igen. ud fra den oplevelse, har hun skrevet sangen. det er lang siden, jeg har hørt en sang, jeg kan relatere så meget til. så her får du den. nyd den, elsk den, og tænk over den.

love.

perfektionisme.

jeg er udenpå, som jeg gerne vil være indeni. jeg viser det, jeg gerne vil og gemmer resten væk. for ingen har brug for at se det dårlige. ingen må se det dårlige. så jeg smiler.
jeg smiler bare.

hej nanna finch.

Jeg må absolut lade være med - at sove så længe om morgenen. kommer for sent en dag. Hvorfor skal -fysik være så svært? Jeg drømmer tit om - at droppe ud af skolen.Hvor lang tid skal der gå - før det walk-in closet bliver mit?Har et specielt forhold til - mandler.For tiden - er jeg konstant træt.Blev arrig - da der ikke var flere billetter til gode hamburg-kampe.Lærer aldrig at forstå - fodboldregler.Jeg venter stadig på - at kunne drikke kaffe.Kan og vil ikke undvære - makeup. Kort og godt - twitter er rart.Det er bare typisk NF - rød neglelak.Ting, der skal tage den allerførste færge ud af verden - :i-smileyer.
Mangler - penge.Har forresten også lige brug for - 2000kr til tøj og sko.
Hvis Gud havde gennemtænkt alt to gange - havde vi alle være udstyret med tankelæsere.Hvorfor i alverden - spiser nogen dog sushi? eller råt kød generelt?Mænd i 35+ gruppen - skal huske, hvor gamle de rent faktisk er.Mænd under 35 - skal gå i converse.Livet havde været meget nemmere - hvis der ikke fandtes noget, der hedder compartment syndrom.Hvis jeg en dag skulle snuble over Alice’s hul - ville jeg gemme mig der resten af mit liv.Hvad nytter det -at gå tidligt i seng, hvis man ikke kan sove?Når der sker uønskede ændringer i mine planer - bliver jeg forvirret.
Griner altid indvendigt - når jeg tænker på året med 10G.Selvom jeg prøver - bliver jeg aldrig god til fodbold.Hvis min nysgerrighed skulle indrammes og puttes i en kasse - ville jeg kede mig.
Kunne sidde og tilbede - en konto i plus. Fortæl mig lige igen - hvorfor jeg tænker, som jeg gør.Hvis jeg kunne være hovedperson i en Disney film - skildpadden i find nemo. den chiller bare hele livet.Kunne sidde og dufte til -  sommerblomster.Har et meget stort forbrug af - hytteost.Hvis der er noget, jeg elsker - så er det folk, der kan få mig i godt humør. På mit værelse ses -  rod.Har en svaghed for - tøj.Kan blive overlykkelig - over en uventet besked. Har engang - mødt Hans Lindberg. Lad mig endelig - få noget S.U.
Hvis livet skulle beskrives med ét ord - akavet.Har til tider meget svært ved - bare at være til.Forær mig nu bare - et kørekort.

tjek hende her ud. hun er sød. meget sød faktisk.

love.