socialt netværk.

dear eskimo.
jeg er hjemme. jeg er her. jeg lever. kender i den følelse? når man hager sig fast til alle de rammer, man på forhånd kender, når man tror man ved, hvordan alting er. hvordan alting skal være. sådan har jeg det. jeg lever efter de samme principper, med de samme ideer og måder at se livet på. jeg har så ofte lyst til, at ændre på det, at bryde mønstre, at gøre ting jeg normalt ikke ville give mig i kast med. men angsten for at fejle i netop dette, er for stor. måske er det netop derfor, at jeg ikke er kommet længere. jeg har før fortalt dig om, hvordan jeg havde det med gymnasiet. jeg føler mig stadig ikke hjemme, men jeg har, efter en måned som gymnasieelev efterhånden affundet mig med, at det er dette, jeg skal bruge de næste tre år af mit liv på. jeg ved, at det nok aldrig vil blive en fantastisk oplevelse, men mere en fase jeg blot skal igennem. og det er også ok, forsøger jeg at overbevise mig selv om. for som sagt.. hvad er alternativet?
jeg har til gengæld ikke fortalt dig så meget om, hvordan mit sociale liv er. min klasse er fin, det kan jeg godt fortælle jer med det samme. jeg kan ikke finde noget dårligt og sige om den, og der er ikke nogen, jeg ikke snakker med. jeg har altid set det sociale, som et spil. det hele handler om, at få et godt udgangspunkt, at skabe sig en god bund, så man altid har noget, at falde tilbage på. det tager mange år, og det er netop det, jeg ikke har. det er tidspunkter som dette, hvor det rigtig går op for mig. som min mor så fint sagde til mig idag: "du bliver nødt til at finde dig en gruppe i klassen, finde din rolle, hvis du ikke allerede har fundet den.." og det har jeg ikke. jeg ved endnu ikke hvem jeg vil være, hvordan jeg vil være, og det forvirrer mig. de andre begynder at ses privat, men jeg ser ikke rigtig nogen endnu. for jeg kan ikke bestemme mig for, hvem jeg vil være. det er nemt nok at give andre et førstehåndsindtryk, men det er først nu, det sociale arbejde bliver rigtig hårdt. nu skal forbindelserne etableres, venskaberne med de rigtige bygges. det er meget hårdere, end blot at lære andre at kende. og for at være ærlig, så kan jeg ikke overskue det. jeg har ikke energi, kræfter, til på den måde, at skulle gøre sådan en stor indsats, lige nu. men det er nu det skal gøres, det ved jeg. ellers er man bagud.
det er på dette tidspunkt, at man, fordi man ikke har nogle rigtige forbindelser i sin nye klasse, falder tilbage på ens gamle. man ser sine nye venner i skolen, og sine gamle i fritiden. man finder ud af, hvem der rent faktisk er ens venner, og hvem der blot er "overflade-forbindelser". det er nu, hvor jeg virkelig kan mærke, at jeg ikke har den håndfuld forbindelser i baghånden. jeg mistede hele min omgangskreds, da jeg stoppede i håndboldklubben, og jeg har ikke rigtig fået opbygget nogle nye. jeg har overflade-forbindelser. men ingen dybere.
jeg har altid gerne ville have en gruppe venner, som virkelig var mine venner. som jeg snakkede med hver dag, som ringede til mig, og spurgte om vi ikke skulle ses, eller lave noget sammen. men sandheden er, at jeg aldrig har haft sådanne venner, det er altid mig, der har taget initiativet. og lige for tiden, der har jeg bare ikke overskud til både at skulle få nye venner, og forsøge at holde fast i de gamle.

love.