sig dog noget.

dear eskimo.
jeg besidder evnen til at blive uvenner med alle. alle, simpelthen. hvorfor, det ved jeg ikke, men den evne har jeg bare altid haft. måske er jeg bare uheldig, måske er det ikke mig, men alle andre? det lyder vidst mest bare som en god joke.
jeg havde engang en god ven, som jeg faktisk ofte var uvenner med. højst sandsynligt fordi, vi var og er, så forskellige. vi kan kalde personen x, bare for at gøre det endnu mere mystisk og spændende. vi var som sagt ofte uvenner, og det jeg hadede allermest ved at være uvenner med x, var faktisk ikke, selve det, at vi ikke længere snakkede sammen, men det, at vi ikke snakkede OM, hvad det var vi var sure over. der var ingen ordudveksling. inden råb og skrig og grimme ord, bare stilhed. sådan var det altid med os, vi snakkede ikke om tingene, og jeg har altid HADET det. jeg har altid hadet, når folk ikke vil snakke om tingene. også selvom det betyder, at man bliver nødt til at kalde hinanden en masse grimme ord, og sige en masse ting, man rent faktisk ikke mener. nu tænker du måske.. hvorfor? jeg er nemlig uvenner med en ligenu, som opfører sig på akkurat samme måde. og jeg er ved at blive sindssyg. der er ingen udveksling af ord, intet. bare stilhed. og jeg forstår det ikke. jeg forventer ikke, at man så med det samme bliver gode venner igen, og det er jo ikke sikkert, at det overhovedet kommer til at ske. men man kan da ikke bare fucke noget op, og så lade være med at tale om det, kan man? for i mit hoved, der virker det fuldstændig umuligt. jeg kan ikke tvinge nogen til at tale om noget, de ikke vil, men jeg har en ekstrem trang til, at få sandhederne på bordet, også selvom det intet løser.

love.