at satse på venskabet, og se det hele gå tabt.

jeg er ret svær at blive klog på. i hvert fald når det kommer til venskab. jeg er ret sikker på, at det, at være ven med mig, ikke er det nemmeste i verden.
jeg har altid set meget sex and the city, og jeg har efter hver eneste endt episode ønsket mig tre super-gode veninder, ligesom carrie har. (jeg er jo selvfølgelig carrie!) og jeg har da også tre fantastiske veninder, som er noget af det bedste. det er bare ikke helt på samme måde. jeg har altid prøvet at bilde mig ind, at det var sådan vores venskab var. vi er 2 bedste-veninde par, så det er jo ideelt! men, her, mens jeg har ligget med benene opad, er det gået op for mig, at jeg hele tiden har stræbet efter noget, der ikke fandtes. for nej, vi er sku ikke som dem. vi skriver ike søde beskeder til hinanden, og hører hvordan det går, ja, vi skriver stort set aldrig til hinanden. jeg får i hvert fald sjældent beskeder fra dem. vi kommer i styrtende, hvi ens af os lige har oplevet noget stort, vi er vel bare venner, på afstand. eller, jeg er en ven på afstand. men, sådan er det vel, at være ven med mig? jeg elsker mine venner, det gør jeg, og jeg elsker at tilbringe tid sammen med dem. jeg har bare også brug for at være mig selv engang imellem. jeg kan ikke have, hvis folk pludselig bliver for omklamrende, og flyder for meget. jeg får en følelse af, at være ved at drukne. som om, venskabet lige så stille kvæler mig. lige så stille trykker alt livet ud af mig. det er en ret mærkelig følelse.
men, jeg har jo heller ikke været så god til at pleje vores venskab. denne vinter, har jeg brugt rigtig meget tid på mig selv, da jeg har haft en del, jeg skulle finde ud af. det har taget en masse energi, men har været nødvendigt, og det ved mine tætteste venner godt. alligevel, alligevel kunne det da være rart med en besked engang imellem, når jeg nu ligger her, med benet fyldt med sår, der ikke vil hele. bare en enkelt lille besked, eller en "god bedring". men sådan er det vel?
jeg kom vel også til at tænke på det her, fordi jeg i rigtig lang tid har haft et venskab, der betød rigtig meget for mig. han vidste en masse ting om mig, der gjorde vores venskab anderledes. og så er vi så forskellige, at det kan blive helt godt. det er lidt mærkeligt, at tænke på, at det nu er slut. jeg ved ikke hvis skyld det er, eller om der var noget vi kunne have gjort anderledes. det tror jeg ikke der var. jeg føler i hvert fald ikke, at der var noget, jeg kunne have gjort anderledes..
eller, jo. jeg tog ham jo for givet til sidst, det er vel der problemet ligger. jeg havde så meget fokus på mig selv i den periode, så meget fokus på at få mit liv til at hænge sammen. og det lykkedes. det var en rigtig god tid, hvor jeg endelig følte, at tingene faktisk gik godt. der var ikke så mange forhindringer og ikke så mange bekymringer. desværre, gik det nok lidt ud over ham. det var ikke bevidst, men det var nemt. ikke at jeg synes at det var fair, for det ved jeg godt at det ikke var, men han har jo stort set altid været der for mig, så hvorfor ikke nu? i mit hoved, kunne vi sagtens lige vente lidt længere med at ses, for det hele gik jo så godt. og, på et eller andet tidspunkt, så knækkede det hele bare, og det gik op for mig, at det jeg hele tiden have gået og sagt til mig selv, ikke var sandheden. det var det, der var nemmest for mig. han kvalte mig ikke, han gav mig tværtimod masser af plads. jeg ville bare ikke se det, selvom jeg jo godt vidste det et eller andet sted. det hele kørte bare perfekt, og jeg ønskede ikke at ødelægge det. jeg ønskede ikke at ødelægge den rutine jeg var kommet ind i, jeg ønskede ikke at ødelægge det mønster, som jeg hver eneste dag levede efter. det skræmte mig, at jeg pludselig havde noget uforudset, jeg skulle tage stilling til. at jeg skulle ændre mine planer.
når jeg kigger tilbage på det, kan jeg se hvor forkert det var. for jeg savnede ham utrolig meget, og jeg ville gerne mødes med ham, jeg havde bare ikke overskud til det. eller, jeg valge ikke at finde overskud til det. idag ønsker jeg i den grad, at jeg havde gjort det anderledes..
næste år, der skal jeg gå på samme skole som ham. det bliver mærkeligt. ikke fordi jeg ikke vil se ham, men fordi at tingene endte som de gjorde. fordi vi ikke har snakket sammen siden sidst vi var sammen. det er ved at være tre uger siden nu. jeg savner ham, det gør jeg, og jeg har forsøgt at få kontakt. flere gange endda. desværre skal begge parter have lysten til at genoptage kontakten, for at dette skal lykkes. så vidt jeg kan se, er det ikke sådan det er, lige nu. men, det er vel det der sker? folk gror fra hinanden, eller, af en eller anden grund stopper kontakten bare.
jeg håber, at vores venskab blot er sat på standby, i hvert fald for en tid. måske en uge, måske et år, men at det i hvert fald en dag, vil blive genoptaget. for tanken om, at vores venskab er slut, giver mig en lidt underlig følelse i maven, for jeg troede virkelig på vores venskab. jeg lærer at leve med det, og jeg kender følelsen, for jeg har prøvet det før. jeg havde bare aldrig troet, at det skulle blive dette venskab, der gav mig den følelse. hvis jeg havde vidst det, ville jeg måske ikke have satset så meget på det.

for det gjorde jeg. jeg satsede alt. desværre ser det ud til, at jeg blev taberen.