barnet, der bare vil hjem igen.

dear eskimo.
jeg føler mig lidt som det der fortabte barn, der rejser ud i verden. det barn, der bruger uger og måneder på at overbevise sine forældre om, at alt nok skal gå. at barnet i hvert fald er et modent, men også et modigt barn. ikke bange for de trusler, der findes derude, ikke bange for at stå på egne ben. og barnet rejser, med eller uden forældrenes tilladelse. barnet rejser ud i verden for at se og opleve, og forlader alt derhjemme, som det nu er. nogle børn er væk i lang tid, andre ikke - men fælles for dem alle er problemerne, der pludselig opstår. pungen er tom og regningerne ligger i bunker. efter et stykke tid må barnet vende hjem. nedtrykt og fuld af skam over ikke at kunne gennemføre den store opgave, det er, at stå på egne ben. men samtidig også fortrøstningsfuld. for alt er jo, som det var, da barnet forlod det. alt er som det plejer. alt står endnu, som det gjorde, før barnet pludselig havde brug for mere i livet end de velkendte omgivelser.
jeg føler mig som det fortabte barn, der kommer krybende hjem til forældrene og må fortælle, at jeg altså ikke klarede den, ude i den store verden. men heldigvis er tingene jo, som de var, da jeg forlod dem. da barnet forlod dem. og måske er tiden inde til igen at starte på en frisk i velkendte rammer, for en gangs skyld? at begynde forfra på noget, jeg allerede kender?
det tror jeg.

love.