styrke og svagheder.

dear eskimo.
jeg hader, når jeg må skuffe folk. når jeg siger "ja" til noget, jeg inderst inde godt ved, jeg ikke kan gennemføre. jeg hader, når jeg føler mig hjælpeløs. når jeg pludselig har brug for hjælp til noget. men mest af alt, så hader jeg, at spørge om hjælp. at indrømme, at jeg altså ikke kan klare et eller andet selv. jeg hader den ydmygelse, jeg føler, i det øjeblik, jeg rent faktisk må bede om hjælpen, for sådan føler jeg mig. ydmyget. også selvom jeg ikke burde. jeg har altid været stædig. altid været selvstændig. og jeg er blevet det meget mere, indenfor de sidste par år. jeg føler mig svag, hvis jeg må bede om hjælp, jeg føler, at alle andre, vil snakke om det. hvordan jeg ikke var eller er, stærk nok til at løse et problem. jeg har aldrig kunne affinde mig med tanken om, at det engang imellem er ok, og det har helt sikkert gjort tingene sværere. både for mig selv, men også engang imellem for mit forhold til menneskerne omkring mig. jeg har altid gerne ville være stærk, og i hvert fald virke stærk, når jeg ikke var det. det giver bagslag, når man så faktisk engang imellem virkelig har brug for en hjælpende hånd eller to. måske bare en kram, eller et "du er ok". "du har gjort det så godt, du nu kunne".
hvor er det svært at løfte den tungeste vægtstang, når man ikke engang kan komme op på podiet..

love.