RIP Marianne Voung Le.

dear eskimo.
man tror altid på det bedste, ikke? også, når man egentlig rent faktisk godt ved, at det blot er noget, man bilder sig ind. man vælger ikke at tro på sandheden og håber, at den derfor skriver sig selv på ny. det gør den bare ikke.
i foregårs døde en af mine rigtig gode veninders storesøster, i en bilulykke. nu tænker du måske: "lyder dette ikke bekendt? har du ikke fortalt om noget lignende før?" og jo, det har jeg.. for omkring 5 måneder siden, døde en af mine andre rigtig gode venners storesøster nemlig i et bilulykke. og nu er det sket igen. måske er det der, der gør
det så uvirkeligt? måske var det det, der gjorde, at jeg ikke troede på det, også selvom, at jeg allerede vidste, hvad der var sket. jeg troede simpelthen ikke på, at det var sket igen. at endnu en familie, og som jeg kender, skulle opleve denne smerte. men dette er desværre sandheden. jeg læste allerede om ulykken, kort efter det var sket, og der endnu ikke var frigivet noget navn. jeg havde med det samme en følelse af, at jeg endte personen. så jeg forsøgte at gennemgå alle de 21 årige, jeg kender, men jeg havde ikke tænkt på hende. alligevel havde jeg stadig følelsen af, at jeg kendte afdøde. det gjorde jeg så også.
Marianne Voung Le blev som sagt 21 år. hun måtte forlade livet alt for tidligt, uden at nå alle de ting, hun skulle nå. alle de ting, hun ville nå.
jeg er så småt begyndt at forstå, hvad der er sket, og jeg ved, at jeg aldrig lærer at forstå døden. aldrig nogensinde.

Jeg tænker meget på dig, Marianne og lover at passe godt på din søster!

love.