det gode liv. vol.1

jeg burde nok sove nu. men jeg kan ikke. mit hoved er (igen) fyldt med en masse tanker, som jeg bare må ud med. særligt om ét emne. i har nok læst overskriften. der står "vol.1".. det er fordi, at jeg slet ikke, efter dette indlæg, er færdig med at skrive om det her emne.. det gode liv.. det kan jeg aldrig skrive nok om, aldrig tænke nok over, sådan føler jeg det i hvert fald. hvad er det godt liv? hvad skal der til for at jeg får et godt liv? det må være nogle af hovedspørgsmålene. jeg tror, at vi alle stiller os selv de spørgsmål. nogle gør det nok sjældent, jeg gør det ofte, men vi gør det alle, for vi vil vel alle have et godt liv, ikke?
der går en rigtig sød pige i min klasse, Nicoline hedder hun. hun er ung mor. hun er et år ældre end os andre, for hun havde barselsorlov hele sidste år. hun har en del flere sygedage end os, fordi hun jo skal være hjemme, når hendes dreng er syg. hun bruger meget tid på ham, og hun bor også alene. i egen lejlighed. hvor vi andre har en cykelkurv, bag på vores cykler, så har hun en barnestol.
der gik også en pige, i den klasse jeg gik i, i folkeskolen.hun blev også ung mor. lige midt i alle eksamnerne. jeg møder hende ofte nede i byen, med lille Ryan, og han er da bare noget af det sødeste. og, vigtigst af alt, han er hendes. Man kan ligefrem se, hvor stolt hun er over netop det.
det sætter virkelig nogle tanker igang hos mig. for, et godt liv for mig, indeholder det børn?
- ja, det tror jeg da, men i hvilket omfang? ender jeg med 2 børn, mand, hus, hund og bil? eller, bliver jeg alenemor til 4?
på det sidste, er jeg begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet vil giftes. for mig, er ægteskabet ikke noget specielt. sådan er jeg opdraget. mine forældre blev gift på rådhuset, og selvfølgelig elsker de hinanden, men det gjorde det lige så meget fordi, at det på det tidspunkt var smartest, hvis nu én af dem gik hen og døde på et tidspunkt. jeg kender mange, hvis forældre er blevet skilt, men det er egentlig ikke det, der afskrækker mig. jeg vil faktisk sige, at jeg er ret positiv overfor ægteskab, sådan i almindelighed, jeg ved bare ikke, om det er noget jeg har lyst til? samtidig, så har jeg heller ikke lyst til at få børn tidligt. mine forældre fik selv børn sent (min mor var 32, da hun fik mig, og 38 da hun fik min lillebror. min far er 4 år ældre), og jeg kan egentlig godt forstå dem. jeg har det i hvert fald sådan lige nu, at jeg ikke vil have børn, før jeg er helt færdlig med min uddannelse, og har opfyldt nogle af mine livsdrømme. jeg sætter mig selv først, det indrømmer jeg.. men det er jo også mit liv, ikke? og det er min opgave, at gøre det så godt som muligt? kan jeg få et godt liv, også selvom jeg får børn sent og aldrig bliver gift..?
det mener jeg selv, at jeg kan..

- Nanna.