dear eskimo.
jeg skal til begravelse på lørdag. og jeg er faktisk rigtig nervøs. sidst jeg var til begravelse, det var for 3-4 år siden, til min oldemors begravelse. det er ikke fordi, jeg ikke kan lide begravelser, jeg synes faktisk de er rigtig smukke. det jeg ikke kan lide, er bare alt den sorg og smerte. jeg græd til min oldemors begravelse, til trods for, at hun aldrig rigtig havde stået mig særligt nær. det er gråden, der er et problem for mig. jeg kommer til at græde, når jeg er til begravelse. det er hele stemningen, der påvirker mig, og gør mig ulykkelig. jeg har altid følt, at gråd, det er et tegn på svaghed. sådan har jeg haft det hele mit liv. derfor, så græder jeg helst kun alene. det med at skulle græde foran andre, det er utrolig grænseoverskridende for mig, og det er derfor noget, jeg helt undgår. jeg føler mig nemlig så fandens svag, når det sker. måske, så er det derfor, jeg er så nervøs for på lørdag? fordi jeg ved, at hele den her sag har påvirket mig meget - og stadig gør det, og fordi jeg ved, at jeg helt sikkert kommer til at sidde og græde i kirken. det bliver ikke kun en kamp mod sorgen, men også en kamp mod mig selv. og tiden bagefter bliver en kamp mod mig selv. en kamp, hvor jeg skal forsøge at overbevise mig selv om, at det er ok at græde, at det er ok at vise følelser. det er en kamp, som jeg ved, at jeg på et eller andet tidspunkt i mit liv, bliver nødt til at kæmpe. men det bliver ikke nu. nu skal jeg bare ud på den anden side, så hel som muligt. lørdag bliver en svær dag.
love.
det ér okay at vise følselser! :-) selvom jeg tænker lige præcis som dig. men good luck then!
SvarSletJeg forstår dig fuldt ud, men jeg tror faktisk, at jeg ser det at græde foran andre som et tegn på at man er stærk. Jeg synes, man skal have respekt for at vise følelser overfor andre, især når man græder og er ked af det, for når man viser følelser, viser man hvem man virkelig er.
SvarSletMange ser det at græde som et tegn på svaghed, og det er da også virkelig sjældent, at jeg græder foran andre, men jeg gør det da til tider. Jeg har grædt til min pap-morfars begravelse, også selvom han aldrig rigtig har stået mig meget nær. Jeg har aldrig set ham så tit, og han fik aldrig status som 'ægte morfar' i mit hjerte. Men alligevel havde han en særlig plads i mit hjerte, fordi han altid har været der. Lige så længe jeg kan huske. Og så græd jeg faktisk foran min kæreste forleden, fordi han sårede mig dybt. Ingen er perfekte, alle laver fejl, og jeg mener bestemt at det har gjort båndet imellem os endnu stærkere.
Selvfølgelig kan det at græde foran andre hele tiden godt blive for meget og for kunstigt, for opmærksomhedskrævende, men så er det heller ikke ægte følelser.
Jeg ønsker dig alt godt, især i dag. Husk at det er okay at være ked af det.
Jeg tilslutter mig millarikkes svar og siger tak for det ærlige indlæg - det er stærkt gået af dig i det hele taget at bringe på banen!
SvarSlet