jeg føler, jeg kunne skrige mit liv ud. skrige, indtil der ikke er mere tilbage af mig. og det gør pokkers ondt, men samtidig giver det mig håb. jeg lever. jeg er til. der er mere i mig, mere, der gør mig levende. det giver mig håb. min hjerne er fyldt med disse tanker. i det mindste har ejg en hjerne. og den fungerer ovenikøbet fortrinligt.. hm. sådan en skal man passe på, det har jeg i hvert fald hørt folk sige. men folk siger så meget. du siger så meget. til mig. "ja, undskyld. jeg vil gerne gøre det godt igen, men ******* tager rimelig meget af min tid." jeg skrev ikke tilbage. vidste ikke hvad jeg skulle svare. nu har jeg en hel uge til at tænke over det, uden du kan påvirke mig. og jeg tænker og tænker. kan ikke lade være. jeg havde forventet et farvel, men intet kom der. ikke engang en reaktion på den sidste besked jeg sendte dig inden du tog afsted. jeg ved godt at ******* var der, men, kan du ikke også finde en lille plads til mig?? bare en gang i mellem?? hm. men jeg ved det. jeg får allerede nok plads. efter ******* kom ind i billedet har jeg bare fået mindre. sådan er det. måske, fik jeg virkelig for meget af din tid før?? det kan kun du svare på. er jeg en plage?? for nogengange, føles det virkelig sådan. svar mig ærligt, er jeg en plage for dig?? du har kun været væk i to dage, alligevel har jeg allerede bestemt mig for, hvordan jeg skal tackle det her. jeg vil ikke have, at du skal vælge, for jeg kender jo på forhånd dit valg. jeg har i lang tid set dig som noget af det bedste, men måske. måske var det en fejl dengang, den aften da jeg bestemte mig for, at du måtte få lov til at komme tæt på mig igen. måske skulle jeg bare have holdt dig derude, hvor jeg havde en mulighed for at føle at jeg havde kontrol over vores venskab? jeg ved det ikke. det fylder mit hoved. hvad har jeg gjort forkert? hvad kunne jeg have gjort anderledes. hvorfor forlanger jeg så meget af dig?
jeg kunne tage en økse og hugge mit liv ud. hele mig. jeg kunne lægge mig ud i sneen og vente til det frøs væk. jeg kunne brænde det væk, men en lille tændstik. langsomt og smertefuldt.
men alt dette, det behøver jeg slet ikke. for du æder mig op indefra. æder hver en lille del af min krop, mit kød og blod. det eneste der retteligt er mit. vores venskab ødelægger mig. og jeg gør ikke andet en at stå og se på, og græde tusinde tårer. for hvis jeg græder, kan det jo være at du kommer og trøster mig. det er klamt, grimt og egoistisk venskab. eller, det ville det være, hvis det ikke var fordi du gjorde det så smukt. hvis det ikke var fordi, du var så omsorgsfuld og lyttende, og støttende. det er min del, der gør det klamt og egoistisk. hvorfor forlanger jeg så meget af dig?? : jeg vil have dig for mig selv. klamt og egoistisk. føj.