en voksenguide, tak?

dear eskimo.
det der med alder, ikke? det tænker jeg meget over. især efter, at jeg jo er blevet "voksen". i hvert fald blevet 1 og myndig. min mor sagde til mig, for et par uger siden, at der nu var nogle nye ting, jeg skulle tage stilling til. den er jeg helt med på. hun sagde dog også, at jeg nu også skulle til at opføre mig på en ny måde. men hvordan? hvordan skal man opføre sig, når man i samfundet bliver regnet for værende voksen? der er vel ingen, der vågner op på deres 18 års fødseldag, og pludselig føler sig så ekstremt voksen, at det næsten burde forbydes. vel? jeg har i hvert fald aldrig hørt om nogen. der forventes dog åbenbart noget nyt af mig, nu. men hvad? jeg kan ikke lide kaffe, men betyder det, at jeg nu er en dårlig voksen? skal jeg pludselig til at vaske tøj flere gange om dagen, se deadline på DR2 og føre voksne samtaler med familiemedlemmer, jeg ellers kun snakker med til familiesammenkomster. fordi det forventes af mig? jeg er i tvivl, mest fordi, jeg ikke ved, hvad det nu er jeg skal, når jeg pludselig er voksen. jeg hader at tale i telefon, er alt for glemsom til at få vasket tøj så ofte, og deadline er ligesom en vuggevise for mig. eller skal jeg nu begynde at læse kedelige bøger, blot fordi det er voksent? abonnerer på en avis, og have samtaler i min bank om job og pension? selvom jeg ikke har nogen af delene?
jeg havde hørt, at nogle banker indkalder til samtale, når man fylder 18, for at snakke om den fremtidige økonomi. jeg gik rundt i flere uger, og var nærmest bange for at modtage sådan et brev. mest fordi jeg vidste, at jeg ville ende med at sidde nede i banken foran en rådgiver, jeg ikke har talt med siden min konfirmation og ikke ane, hvad jeg skulle svare. "er din økonomi stabil?" vil du have lån med høj rente i fremtiden?" "skal vi oprette en budget-konto?". og jeg ville sidde der og overveje, om jeg nu også vidste, om jeg stavede budget rigtigt. (jeg er stadig i tvivl). jeg er 18 år gammel, har et kørekort og et nemID. jeg har søgt S.U. og går i skole. men hvis der er noget, jeg i den grad ikke er, så er det voksen. jeg er ikke klar til at snakke om økonomi med min bankrådgiver, snakke om priser og lån med en bilforhandler, eller at sidde i mange lange timer foran fjernsynet med en kop kaffe og se 17finans. for det er da sådan noget, voksne gør, ikke?

jeg ønsker mig en voksen-guide. kan man købe sådan en et sted? eller, måske burde jeg bare skrive en. det kan være, jeg gør det, skriver en voksenguide. når jeg engang bliver voksen. hvis det altså nogensinde sker!

love.

den her er fin, forresten. og ikke særlig voksen-agtig.

at hente sine fulde forældre.

dear eskimo.
mens jeg har levet livet ude i den virkelige verden, er der sket mange ting. jeg er blevet voksen - i hvert fald officielt, og jeg har samtidig betalt alt for mange penge for et lille fint kort, der gør, at jeg nu kan tage en bil og kører en tur - helt lovligt. at jeg ikke kan lide og køre bil, er så en helt anden sag. set i bagspejlet, så er det nok mange penge ud af vinduet. det synes mine forældre i hvert fald. men til gengæld, så har jeg nu et kørekort de næste mange år, hvis jeg pludselig skulle få brug for sådan et.
selvom jeg langt fra er en særlig dygtig kører (læs: jeg forstår stadig ikke, hvordan jeg kunne bestå den køreprøve uden bemærkninger), så kan jeg da godt trykke på speederen og dreje på rattet. mine forældre har altid snakket om, hvor rart det ville være, at have en datter, der kunne køre dem til fest. og idag kom dagen så. jeg afleverede mine forældre, der havde medbragt sig en kurv med diverse alkoholiske drikke. for første gang, så bliver det ikke mig, der skal hentes fuld, men dem. nu er det mig, der skal holde mig vågen, indtil de ringer og gerne vil hentes. gør det mig endnu mere voksen? er det nu, der skal betales tilbage for alle de sene aftener, hvor min har har måtte sidde foran fjernsynet og vente på, at jeg ringede efter ham?
derfor sidder jeg nu, med cola og ben&jerrys - og venter. for det er jo sådan noget man gør, når man er rigtig voksen. ikke?

love.

back on track?

at blogge er et eventyr, jeg savner. jeg tror snart, du kommer til at høre mere til mig. det håber jeg i hvert fald.

skønhed.

dear eskimo.
nederst i dette indlæg er et billede af ægte skønhed.

jeg ville finde et billede af en kvinde og en mand, der var indbegrebet af ægte skønhed. her er hvad jeg fandt. tænk lidt over det...

love.

vi er alle egocentrerede.

love.

at være skadet. resten af livet.

dear eskimo.
jeg er en jaloux type. misundelig. og jeg er træt. jeg er træt træt træt af, at høre om folk, med diverse skader, der skal opereres. jeg er træt af folk, der klager over 3 måneders pause. også selvom jeg ikke burde. jeg får det helt dårligt over, at have det sådan, fordi det jo ikke er deres skyld. fordi jeg ved, hvordan de har det. jeg kan også godt huske, da jeg fik at vide, at der ville gå et par måneder, før jeg kunne dyrke sport igen. det er 2 år siden nu. jeg kan godt huske følelsen, længslen, og jeg kan huske, hvordan man, som månederne skred frem, blev mere og mere nervøs for selve operationen, men også hvordan man glædede sig. til at man nu var rask, til man skulle igang igen. jeg husker tydeligt operations-samtalerne, hvor jeg fik fortalt, hvor nemt et indgreb det er. eller burde være. jeg husker de første to døgn, hvor man var fuldstændig dopet på smertestillende, græd når man vågnede klokken halv fire om morgenen med smerter. på 4-5 dagen, der er de værste smerter aftaget, men man har dog stadig ondt. man begynder at tænke på, hvorfor man dog sagde ja til dette, og om det mon aldrig ender. men det gør det. på et tidspunkt ender det, man smider krykkerne, en efter en, begynder at støtte en smule, får fjernet stingene, og begynder til genoptræning. man genoptræner. og genoptræner. og genoptræner...

og så ved jeg ikke, hvad der så sker. jeg har fået lavet operationer i begge mine ben, har brugt 2½ år på det efterhånden. men jeg ved ikke hvad der sker efter genoptræningen. og måske er det der, hvor jeg virkelig bliver misundelig. for de finder de ud af. hvis det hele går efter planen, så kommer de videre. men det gør jeg ikke.

engang imellem, så går jeg tilbage og læser mine første indlæg omkring mine ben. jeg har min sagsforløbs-liste. der efterhånden fylder 5 hele A4 computer-sider, hvor alle besøg hos diverse læger og fysioterapeuter er skrevet ned, med dato. men det er her, jeg kan læse, hvordan jeg faktisk selv havde det. for jeg husker det ikke længere. jeg husker ikke, hvordan jeg havde det, da jeg blev tilbudt operationerne, da jeg først fik CS konstateret. men herinde kan jeg læse det. jeg ved nu, at hvis jeg ikke havde sagt ja til operationerne, så havde jeg højst sandsynligt siddet i kørestol idag. jeg har brugt så meget tid på at fokusere på, at operationerne ikke virkede 100%, at jeg helt havde glemt, hvad udgangspunktet var. jeg har på ingen måde fortrudt operationerne.
jeg er glad for, at jeg har haft håndbold som et mål hele vejen igennem. det har hele tiden været det, jeg har styret hen imod, og selvom jeg nu ved, at jeg aldrig kommer til at spille håndbold igen, så har jeg forsøgt. og det føles rart. jeg gav ikke op, og selv når tingene så komplet umulige ud, så gav jeg ikke op.

det har været en rejse. en oplevelse, og et mareridt. CS har givet mig mulighed for at gøre nogle ting, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg havde spillet håndbold. jeg havde aldrig været en del af 10G, og jeg er helt sikkert ikke den samme person, som jeg var før. til juni er det tre år siden, smerterne begyndte, og jeg er nu begyndt at indfinde mig med, at dette her vil være en del af mit liv - resten af mit liv. jeg skal lære at tackle smerter, lærer hvilke smerter, der er ok at have, og hvilke der ikke er ok. jeg skal lære at acceptere og respektere CS som værende en del af min hverdag. det er ikke nemt, tro mig. der er momenter, hvor tanken om, at mine ben aldrig bliver som andres, er uudholdelig. men jeg har ikke noget valg.

jeg vil altid være jaloux på de mennesker, der der får et tidsfrist på 3 måneder - eller et halvt år. og jeg vil forsøge at huske dem på, at selvom det ikke er sjovt, og selvom det er hårdt, så vil de lære rigtig meget om dem selv i de måneder. de skal fokusere på målet, og de skal huske på, når de så endelig begynder at dyrke sport igen, hvor heldige de er. for det er de. heldige.

love.

nanna finch.

jeg har skæve øjne. mit hår er oftest umuligt at arbejde med. jeg har ikke lange øjenvipper, og min næse er stor. jeg er perfektionistisk og egocentreret. jeg er umoden, men også for moden. jeg kan opføre mig som en på 5, men også en på 85.
jeg er opmærksomhedssøgende. jeg klager alt for meget, jeg er doven og kedelig. jeg er grænsesøgende, provokerende og falsk. jeg er ikke rig, ikke fantastisk. jeg tager billeder med min iPhone og får "grumsede" billeder, fordi jeg ikke ejer et spejlrefleks. jeg snakker for meget, og snakker for lidt. jeg er omklamrende og useriøs. og for seriøs. jeg er problematisk og irriterende. jeg er dum og krævende. jeg er sur og træls. jeg er flabet og umulig at blive klog på. jeg er usikker, nervøs og træt. jeg er nærig, stillestående og eftertænksom.
jeg er udfarende, stille og forvirrende.




men, jeg har de mest fantastiske venner. og det er det, der gælder. ikke?

hvor er jeg?

dear eskimo.
jeg er her. jeg er her igen. jeg er tilbage, men nok kun for en kort stund. jeg er her, fordi jeg lige nu, har en pause fra alt det, jeg har travlt med. jeg kan lige akkurat nå at trække vejret, og få skrevet lidt ned til dig. måske fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv. eller i hvert fald forsøge. måske kan du huske, at jeg havde gang i en masse. frivilligt arbejde for ungdommens rødekors. lektiehjælps arbejde, og så også arbejde nede i tøjbutikken. derudover er der selvfølgelig gymnasiet, lektier og også genoptræning. og jeg har nydt det hele efteråret. jeg har nydt at arbejde en masse, have travlt og komme sent i seng hver eneste dag. jeg har nydt til tjene en masse penge, levet fedt med mange tøjkøb, biograf og café ture. og selvfølgelig byture og alkohol. men hen over vinteren, i starten af december vel, kunne jeg mærke, at det hele begyndte at blive lidt for meget. og pludselig meget for meget, her for et stykke tid siden. derfor, så har jeg måtte sige nej, til nogle af de ting, jeg ellers var så glad for. ikke fordi, jeg ikke kan lide dem længere, men fordi jeg bliver nødt til at geare helt ned. dette har betydet et farvel til mit lektiehjælps-arbejde, og det frivillige arbejde er også blevet mere frit. det er ikke hver vagt, hvor jeg møder op. derudover har jeg også fået færre timer i butikken, og det irriterer mig grænseløst, men det er nødvendigt for at jeg kan fungere i hverdagen. og derudover har det også betydet noget af et fravær herinde. men det har nu jo allerede lagt mærke til. som det er nu, har jeg stadig arbejde et par gange om ugen, ellers, så træner jeg og laver lektier, går i skole. og har fritid. for første gang i lang tid føler jeg faktisk, at jeg har en smule fritid. ikke meget, men mere end før. det er sådan tingene ser ud nu, og hvis jeg stadig ikke får mere overskud og lyst til at stå op om morgenen, så kræver det måske yderligere nedskæringer, det vil jeg dog ikke bekymre mig om endnu.
derfor, så vil jeg stadig holde fast i, at jeg ikke har sagt farvel til dig. bare på gensyn. forhåbentlig kan jeg komme tilbage, og alt kan blive som det var før. men lige nu, så er det mig, der er vigtigst!

love.

status?

dear eskimo.
jeg overvejer, hvor lang tid, tingene skal være sådan her. hvor lang tid, jeg skal have det på denne måde? for jeg er træt af det, men jeg kan ikke se nogen vej ud. intet lys for enden af tunnelen. kun nedtrykthed, og et ønske om at grave en hule og gemme mig der. jeg har ikke lyst til at være ude blandt andre, at være social. jeg har ikke lyst til at stå op eller gå i seng. lektier er en uoverskuelig opgave, der koster mange forgæves tårer. forgæves fordi, de alligevel ikke bliver lavet. jeg forsøger konstant at holde sammen på mig selv, men hvordan kan man blive ved med at holde sammen på noget, der falder fra hinanden?


love.

julen 2011.

dear eskimo.

hej og glædelig jul, og alt det. det er godt nok længe siden, hva? jeg håber, at du har haft en dejlig jul, og at du nyder din ferie. det forsøger jeg i hvert fald. jeg har været væk et stykke tid, haft mange ting at tænke over, og meget har foregået omkring mig. jeg fandt ud af, at der lige for tiden er ting, der er vigtigere end bloggen. selvom jeg godt nok aldrig troede, jeg skulle komme med sådan et statement. der er ting, der vedrører mig, der er vigtigere end bloggen, ting der har betydning for mit liv og min tilstand. derfor er det endelig rart, at have noget tid, hvor der ikke skal tænkes på skole, lektier, det fysiske og psykiske og arbejde. hvor jeg bare kan være herhjemme, tulle rundt og lave hvad jeg vil. men mest af alt, kan jeg selv vælge, hvornår jeg vil være social. jeg har brugt min december på at arbejde, lave lektier og være til eksamen i almen sprogforståelse. december har været noget rod, men jeg håber, at kunne få lidt mere styr på tingene i januar. jeg fortryder, at jeg ikke ønskede mig en tidsstopper i julegave, for jeg har nogle vigtige beslutninger, der skal tages, lige så snart vi kommer ind i det nye år. beslutninger, jeg ikke har lyst til at tage, men som er nødvendige. det handler om, at finde ud af, hvad der er bedst for mig, igen både fysisk og psykisk. jeg siger ikke, at det bliver nemmere, af at gemme det væk, men jeg forsøger ikke at tænke over det. give mig selv ro for en stund. det håber jeg, du fortstår. selvfølgelig gør du det. jeg tilbragte juleaften sammen med min familie, akkurat som jeg plejer. vi er altid de samme. min morfar, min moster, selvfølgelig mine forældre og min lillebror, noget familie fra københavn, og så min farmor. min farmor, der er 89 nu. det er utroligt at tænke på. der er endnu ikke nogen, der er blevet så gamle i min fars familie. jeg elsker min farmor rigtig højt, og jeg hader, hvordan jeg, hver gang jeg ser hende, kan se, at hun er blevet dårligere. hun går skidt efterhånden, er næsten blind, men hun har hjerne som ingen anden. hvis man mangler et familiemedlems fødselsdag, eller et sportsresultat, så skal man bare ringe til min farmor. den dame husker alt. måske er det det, der er hårdest? også for hende selv. at se, hvordan hun fysisk ældes utrolig hurtigt, men stadig er frisk "oven i hovedet". at tingene ikke følges ad. jeg er rædselslagen for den dag, hun pludselig ikke er her mere, så jeg forsøger at nyde hvert sekund sammen med hende. derfor var det endnu en lille sejr, at hun igen var med juleaften. hvert år kigger jeg på hende, og håber og ber' til, at hun også næste år, vil sidde ved siden af mig, under julemiddagen.

love.

jeg føler mig ikke tilpas i min egen krop. fanget. spærret inde. jeg føler mig fremmed alle steder. i den virkelige verden. på twitter. på facebook. selv her, føler jeg mig fremmed. som om, bloggen ikke er min mere, som om bloggen er noget, der ikke længere tilhører mig. jeg har altid elsket det her sted, har fundet tryghed netop her, hvor jeg kunne være mig selv. men sådan er det ikke længere. jeg er igen blevet i fremmed. en fremmed i livet. en fremmed i mig selv.

undskyld.

happiness.

2211.

dear eskimo.
har lige nu idrætsteori. puls, iltoptagelse og alt det der. det er spændende, men jeg har svært ved at fokusere. sådan er det ofte for tiden. måske er det manglen på søvn eller også er det bare mit humør. jeg ved det ikke. jeg har et mærkeligt forhold til idrætsteori. jeg elsker det, men samtidig minder det mig om alt det jeg burde kunne, men som jeg ikke kan. det er svært, men jeg har efterhånden vænnet mig til det.
jeg ved stadig ikke, hvad jeg synes om gymnasiet. jeg håbede, at jeg måske ville kunne lide det med tiden. men det der ikke sådan ud. jeg gå her, jeg er her. jeg gennemfører. men jeg synes ikke om det, og jeg glæder mig, til det er slut.
 love

brainstorm.

når man: lever sit liv baglæns.
mens man: griber fast i alt det man kender.
selvom man: egentlig bare vil løbe langt væk.
men man: bare sidder fast i rutiner.
og egentlig helst vil: gøre noget fuldstændig anderledes.
men ikke ved: hvem, hvor eller hvordan.

folkeskolen.

dear eskimo.
der er noget, jeg ikke forstår. jeg forstår ikke, hvorfor andre mennesker, har behov for, at konstant at ydmyge og nedgøre andre? jeg forstår ikke, hvordan nogle mennesker kan blive gladere og blive til et mere helstøbt og lykkeligt menneske af at sidde og grine af andre. jeg havde det ikke godt i folkeskolen, og jeg følte mig ikke rigtig velkommen. dette var dels fordi, en "veninde" fik bildt mig ind, allerede i 7. klasse, at ingen i min klasse faktisk ikke kunne lide mig, heller ikke mine bedste venner og veninder i klassen. det var løgn, men desværre, så fandt jeg først ud af det, i 9. klasse. jeg ved dog, at der var en smule sandhed i det. for jeg ved, at der var flere, der ikke kunne lide mig. jeg ved at der var flere, der jævnligt snakkede om mig, bag min ryg. i min folkeskoleklasse, der var jeg lektienørden. jeg var personen, der åbenbart altid lavede lektier. det gjorde jeg dog ikke. jeg havde bare nemt ved det. det var ikke min "skyld", at jeg stort set kun fik 12-taller. for så mange lektier lavede jeg heller ikke. jeg lavede ikke mere end andre i klassen gjorde, men det troede de. måske fordi, jeg lukkede mig inde i mig selv. jeg sad selv, og var der bare. hvorfor? fordi jeg troede, at alle hadede mig. fordi jeg troede, at jeg bare var til besvær. jeg hadede øjeblikket, når vi fik vores opgaver tilbage. jeg hadede hvordan, alt opmærksomheden i rummet blev vendt mod mig, i det øjeblik, jeg fik min opgave tilbage. hvordan alle spurgte, hvad jeg havde fået, og hvordan min karakter, var mere spændende end deres egen. hvis jeg fik 12, blev ordene "lektienørd" og "hun laver ikke andet end lektier" hvisket rundt om mig. hvis jeg ikke fik 12, kiggede folk mærkeligt på mig. jeg følte mig som en fiasko. både når jeg fik 12, men også når jeg ikke fik 12. når jeg fik 12, var jeg for god. når jeg ikke fik 12, så var havde jeg fejlet. jeg gemte alle mine opgaver væk, lige så snart jeg fik dem, og ønskede ikke at fortælle nogen om mine karakterer. min perfektionisme var henrykt, men jeg kunne ikke glæde mig over min karakter. og en del af mig, var glad, hver gang jeg fik en stil tilbage, og "kun" havde fået 10. en anden del af mig var skuffet over mig selv. jeg fandt ud af, at mine venner i klassen, alligevel holdt af mig, og det var rart, at have nogen, der ikke talte om mig, talte bag mig. i 9. klasse var jeg nærmest delt i 2. den ene del sørgede for, at jeg lavede så lidt lektier som muligt. den anden del, den perfektionistiske del, var skuffet og vred. jeg stræbede efter 12-taller, men jeg turde ikke få dem. men det stoppede aldrig. snakken bag min ryg, og blikkene. de er der stadig. folk, der hilser på mig i netto, og virker oprigtig og interesseret, og spørger ind til hvordan jeg har det nu. jeg kan godt høre, hvad de siger om mig til deres veninder, idet jeg vender ryggen til. folk, der skriver til mig på facebook, blot fordi, de så kan sidde sammen med deres venner bag deres skærm, og grine af mig.
jeg kommer nok aldrig til at forstå det, forstå dem. jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det var og er nødvendigt, og hvordan de kan se sig selv i øjnene hver dag. men det kan jeg. jeg kan, fordi jeg ved, at jeg er vinderen. jeg ved, at jeg, om 25 år til vores genforening, vil kunne se dem i øjnene og sige "jeg gjorde det, jeg vandt."

love.

2½ år senere.

dear eskimo.
der findes ikke ord, der kan beskrive, hvor meget jeg bare gerne ville kunne hoppe i et par løbesko, og bare løbe. jeg burde ikke have vænnet mig til at leve på denne måde, men efter 2½ år er det gået op for mig, jeg har helt har glemt, hvordan det var før. at der var et liv før denne skade, et liv, hvor compartment syndrom ikke var en del af min hverdag. og det er måske det, der skræmmer mig allermest.

love.

mit liv atm.

dear eskimo.
så, her er jeg. jeg har fundet fem minutter, mellem matematikafleveringen og genoptræningen til lige at fortælle lidt om, hvad der sker med mig for tiden. og hvad der måske ikke sker. som du ved, så går jeg på gymnasiet. min klasse er sød og dejlig, og dem er der intet i vejen med, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk ikke lide det. jeg kan ikke rigtig lide at gå i gymnasiet, jeg har ikke lyst til at tage i skole om morgenen, når jeg vågner. ikke på grund af min klasse, vil jeg igen lige påpege, men på grund af alt det andet. at skulle være social hele tiden, lektierne, timerne. jeg var skoletræt før, og jeg er blevet det endnu mere nu. jeg kan ikke  rigtig sætte en finger på, hvad det præcis er, der gør, at jeg ikke er vild med alt det her gymnasie-fis, men et eller andet er der. jeg glæder mig til jeg kan komme videre, til jeg kan læse på uni, men de næste tre år? dem vil jeg egentlig bare helst have overstået nu. en af grundene til min manglende glæde omkring det, at gå i skole, er helt sikkert også min tilstand. både fysisk og psykisk. fysisk, der savner jeg, at være stærk. at føle mig stærk. at løbe ture, og bare kunne deltage i alt det, jeg elsker. i alt det jeg har lyst til. psykisk, der har jeg det ikke godt. du ved, at der har været tidspunkter før, hvor jeg ikke har haft det så godt, og sådan er det igen lige for tiden. jeg har kunne mærke, hvordan mit humør er blevet værre og værre siden vi startede i skole igen, har haft problemer med at sove, har været stresset, osv. og den sidste uge, har jeg haft det skidt. jeg er ked af det. rigtig ofte. jeg har ikke rigtig lyst til at være nogen steder, jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen, og jeg har svært ved at overskue at få lavet mine lektier, og få taget notater i timerne. det er trist, fordi jeg kender det. fordi jeg har været her før, men samtidig, så er det også positivt, for jeg ved hvad jeg skal gøre, eller ikke skal gøre, når jeg har det sådan her. jeg forsøger bare, at tage en dag af gangen, og måske lægge nogle af de ting lidt væk, som jeg ved, at jeg ikke skal tænke for meget over. dette kan være situationen med mine ben, eller at jeg konstant er meget træt. men jeg ved da, at det går ud over andre. jeg ved da, at jeg ikke er i det allerbedste humør, også fordi, jeg har ondt i mine ben. det gør mig altid nemt irriteret og sur, og det kan være svært for mig, at koncentrere mig om forskellige ting. jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her indlæg. jeg ville vel bare fortælle dig lidt om, hvad der sker i mit liv, og hvorfor jeg måske er som jeg er, og gør de ting jeg gør, skriver de ting jeg skriver.
tingene skal nok blive gode igen. det tager bare noget tid.

love.

"hvilket valg har han givet dig? Er han ude af dit liv? NEJ! han skal jo komme og drikke kaffe i vores lille køkken, nanna.."

tweetup

dear eskimo.

har du haft en god ferie? det har jeg i hvert fald. jeg vil dele noget med dig, der skete i fredags. i fredags, der mødte jeg nemlig nogle mennesker, der er helt vildt fantastiske. jeg mødte nogle mennesker, som jeg kender rigtig rigtig godt, hvis liv jeg dagligt følger med i, men som jeg aldrig har mødt. jeg var nemlig til tweetup. møde for alle twitterfolkene. og det var noget af det hyggeligste, jeg længe har deltaget i. det var helt fantastisk, helt ja. jeg kan faktisk ikke rigtig beskrive det. jeg har haft twitter siden maj, og fuldt disse mennesker. jeg ved hvad de laver til hverdag, og de deler deres tanker med mig, men nu. nu er de ikke bare nogen, der sidder et eller andet sted, bag en skærm. nu er de virkelige. de findes faktisk, og de er lige så søde og smukke i virkeligheden, som de er på twitter. twitter er blevet min nye kære baby. jeg elsker twitter. jeg er virkelig afhængig af twitter. jeg tweeter ting jeg burde sige højt. jeg siger ting højt, at burde tweete. twitter er hurtigt, det er nemt, og det er lidt ligesom at blogge. bare hurtigere og nemmere, ja. siden jeg begyndte at bruge twitter igen, har jeg lært en masse nye mennesker at kende, mennesker, som jeg på ingen måde ville have mødt, hvis det ikke var fordi, jeg havde oprettet en twitter. jeg kender nu fugle på bornholm, i nordjylland og på sjælland. det bedste ved twitter er, at der altid er nogen. man er aldrig rigtig alene på twitter. der er altid nogen at snakke med, altid nogen der lytter. på twitter kan man være hudløst ærlig, man kan være den man er, og man kan dele alle ens tanker. det er fantastisk, og måske er det derfor, jeg elsker det så meget? fordi jeg kan sige ting højt, jeg ellers ikke ville sige andre steder? twitter er lidt ligesom en stor familie. en familie, som jeg føler mig en del af. 

mange af mine venner spørger mig, hvad twitter er, osv. mange forstår det ikke, og jeg gør altid mit bedste for, at forklare det, så twitter er til at forstå. twitter er for alle. twitter er et sted, hvor man kan læsse alle sine tanker af, hvis det er det, man har lyst til. man kan bruge twitter til hvad man vil, og uanset hvad, så bliver man altid godt modtaget. det blev jeg også i fredags. dagen fløj afsted, og jeg vil gøre alt for, at få mange flere af disse dage.

følg mig på twitter: @nannafinch

love.

1710.

dear eskimo.
jeg skrev lige et lang indlæg, som jeg slettede igen. jeg har intet interessant at fortælle? hvorfor har jeg intet interessant at fortælle?

love.