folkeskolen.

dear eskimo.
der er noget, jeg ikke forstår. jeg forstår ikke, hvorfor andre mennesker, har behov for, at konstant at ydmyge og nedgøre andre? jeg forstår ikke, hvordan nogle mennesker kan blive gladere og blive til et mere helstøbt og lykkeligt menneske af at sidde og grine af andre. jeg havde det ikke godt i folkeskolen, og jeg følte mig ikke rigtig velkommen. dette var dels fordi, en "veninde" fik bildt mig ind, allerede i 7. klasse, at ingen i min klasse faktisk ikke kunne lide mig, heller ikke mine bedste venner og veninder i klassen. det var løgn, men desværre, så fandt jeg først ud af det, i 9. klasse. jeg ved dog, at der var en smule sandhed i det. for jeg ved, at der var flere, der ikke kunne lide mig. jeg ved at der var flere, der jævnligt snakkede om mig, bag min ryg. i min folkeskoleklasse, der var jeg lektienørden. jeg var personen, der åbenbart altid lavede lektier. det gjorde jeg dog ikke. jeg havde bare nemt ved det. det var ikke min "skyld", at jeg stort set kun fik 12-taller. for så mange lektier lavede jeg heller ikke. jeg lavede ikke mere end andre i klassen gjorde, men det troede de. måske fordi, jeg lukkede mig inde i mig selv. jeg sad selv, og var der bare. hvorfor? fordi jeg troede, at alle hadede mig. fordi jeg troede, at jeg bare var til besvær. jeg hadede øjeblikket, når vi fik vores opgaver tilbage. jeg hadede hvordan, alt opmærksomheden i rummet blev vendt mod mig, i det øjeblik, jeg fik min opgave tilbage. hvordan alle spurgte, hvad jeg havde fået, og hvordan min karakter, var mere spændende end deres egen. hvis jeg fik 12, blev ordene "lektienørd" og "hun laver ikke andet end lektier" hvisket rundt om mig. hvis jeg ikke fik 12, kiggede folk mærkeligt på mig. jeg følte mig som en fiasko. både når jeg fik 12, men også når jeg ikke fik 12. når jeg fik 12, var jeg for god. når jeg ikke fik 12, så var havde jeg fejlet. jeg gemte alle mine opgaver væk, lige så snart jeg fik dem, og ønskede ikke at fortælle nogen om mine karakterer. min perfektionisme var henrykt, men jeg kunne ikke glæde mig over min karakter. og en del af mig, var glad, hver gang jeg fik en stil tilbage, og "kun" havde fået 10. en anden del af mig var skuffet over mig selv. jeg fandt ud af, at mine venner i klassen, alligevel holdt af mig, og det var rart, at have nogen, der ikke talte om mig, talte bag mig. i 9. klasse var jeg nærmest delt i 2. den ene del sørgede for, at jeg lavede så lidt lektier som muligt. den anden del, den perfektionistiske del, var skuffet og vred. jeg stræbede efter 12-taller, men jeg turde ikke få dem. men det stoppede aldrig. snakken bag min ryg, og blikkene. de er der stadig. folk, der hilser på mig i netto, og virker oprigtig og interesseret, og spørger ind til hvordan jeg har det nu. jeg kan godt høre, hvad de siger om mig til deres veninder, idet jeg vender ryggen til. folk, der skriver til mig på facebook, blot fordi, de så kan sidde sammen med deres venner bag deres skærm, og grine af mig.
jeg kommer nok aldrig til at forstå det, forstå dem. jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det var og er nødvendigt, og hvordan de kan se sig selv i øjnene hver dag. men det kan jeg. jeg kan, fordi jeg ved, at jeg er vinderen. jeg ved, at jeg, om 25 år til vores genforening, vil kunne se dem i øjnene og sige "jeg gjorde det, jeg vandt."

love.