at være bitter over sundhedspersoner.

dear eskimo.

jeg er sur. sur sur sur. jeg er vred, fustreret men mest af alt BITTER. jeg er fyldt 18, og det er derfor ok, at jeg netop benytter ordet bitter (bitter er jo et voksen-ord). jeg er bitter fordi, jeg efterhånden er godt træt af det offentlige sundhedssystem. jeg er bitter over, hvordan dette åbenbart kun fungerer, hvis man gentagende gange presser på, for at få det man ønsker. dette kan blot være en enkelt lille undersøgelse. for det kan jo ikke være så svært, vel? 

jeg har igennem de sidste tre år opsøgt læger, fysioterapeuter, fysiologer, kiropraktorer, neurologer, eller hvad de nu alle sammen har været. alle disse har enten været ansat, eller haft en tilknytning til det offentlige sundhedssystem. omkring 56 besøg er det blevet til, på de tre år, og det er - hvis jeg selv skal sige det, ret mange. jeg har opsøgt dygtige specialister, og mindre dygtige specialister, men fælles for dem alle er, at jeg nærmest skal tigge og bede, for at få noget igennem. mine ønsker. 

oplevede under min første operation for compartment syndrom, at der gik infektion i et af operationssårene. problemet var bare, at jeg ikke vidste det. jeg luftede flere gange mistanken for min praktiserende læge, men intet var galt. flere konsultationer blev gennemført, hvor jeg mødte op med mistanke og smerter, og igen blev sendt hjem. oplevede, at jeg mødte op i mit lægehus TRE GANGE på samme dag. og blev sendt hjem med beskeden, at alt var ok. en tur på Horsens skadestue og et snak med en overlæge deroppe, var ikke nok til at få trumfet min mistanke igennem. her blev jeg sendt hjem med beskeden om, at jeg bare skulle genoptræne. et par dage senere blev jeg akut indlagt, opereret på ny og lå med åbne sår på Horsens sygehus i en uge. infektion i operationssåret. noget, der helt kunne have været undgået, hvis nogen havde LYTTET til, hvad jeg sagde. hvad jeg mærkede. 

sådan kan jeg blive ved. fra afslag på den genoptræning, jeg føler mig berettiget til, men som jeg aldrig har fået, til at skulle sidde og trække henvisninger ud af min læge. besøg på Vejle sygehus, der smider en ny diagnose oven i pakken og LOVER et genoptræningsforløb på et år - som jeg så 14 dage senere får afslag på, og får besked på selv at skulle betale. den ekstra diagnose var forresten pludselig væk. 

det er ting som disse, der gør mig bitter. jeg har blevet opereret i begge mine ben, men har aldrig fået en ordentlig genoptræning. det synes jeg, at jeg har KRAV på. men kan jeg få det? nej. ligegyldigt hvor meget jeg så hiver og slider og råber og sender ansøgninger og breve. så nej. kan man godt bare efterlade en patient på den måde? føler mig amputeret. har et par ben, der burde være raske, men jeg har aldrig lært at bruge dem på ny. og hvorfor skal jeg møde op hos min læge, der siger, at der intet er galt, når jeg jo udmærket godt selv kan se, at den er helt gal. HVORFOR? 

jeg synes ikke, at det længere handler om, at behandle patienterne på den bedst mulige måde. det handler om at behandle dem på den billigste og hurtigste måde, og så skal de ellers bare ud igen. og det gør mig bitter, for det er ikke det, jeg forventer. jeg forventer at komme ind til en læge - om det så er min egen praktiserende, eller en læge på et offentligt sygehus, der tager mig alvorligt, lytter til min historie, og afgør, hvad der er det bedste for MIG. i stedet for at have så travlt med, at dække over andre lægers fejltagelser.

det gør mig bítter, når jeg læser om andre i blogland, der har haft episoder med deres læger, hvor de har følt, at de ikke blev taget alvorligt. der er intet være, at forlade en konsultation med en dårlig mavefornemmelse og en klump i halsen. 

det gør mig bitter, når man nærmest skal tvinge ens læge til at sende en videre i systemet. for sådan burde det fandme ikke være. 

STRAM OP.