hey, jeg er tilbage.
læs med her: http://kaos.bloggersdelight.dk

gymnasieguide 1.g - vol. 2

dear eskimo.
efter flere henvendelser er den her endelig. fortsættelsen på 1.g-guiden. hvor vol.1 belyser det første halve år af 1.g, handler vol. 2 om andet halve år. den "rigtige" del af 1.g. læs med:

guiden til 1.g:
efter et halvt år med intro-forløb, nv-forløb og ap-forløb er du ærlig talt ved at være ret træt af forløb. du er sgu også lidt træt af, alt skemaet er fyldt med de samme moduler konstant, og du glæder dig egentlig bare til at komme igang. når du møder efter juleferien, går det op for dig, at nu er det "rigtige" skoleår begyndt. pludselig har du faktisk de timer, du skal have, og begynder at have et fast skema, med "rigtige" fag. det er også efter juleferien, at det går op for dig, at gymnasiet nu er blevet hverdag. du begynder at kende rutinerne, og du synes pludselig også, at 2.g'erne faktisk er lidt søde. nogen af dem, i hvert fald. du har lært hvor du skal sætte dig i kantinen, og hvilke klasser på din årgang, der bare er nogle freaks. i skal også begynde at arbejde med jeres image som klasse. alle vil jo gerne huskes, for noget positivt, ikke? det er også efter jul, at du pludselig kigger tilbage på efteråret, og tænker "var det virkelig så hårdt?" de daglige lektier er nu blevet en vane, dagene smelter sammen, og måske er gymnasiet slet ikke så slemt et sted alligevel. foråret kommer, og du skal skrive din første større opgave, nemlig dansk/historie-opgaven. og sjov er den ikke, men du skal nok komme igennem den. du stifter også bekendskab med noget, kaldet AT og AT-forløb, og du lærer, hvor forfærdeligt dette er, og går nærmest psykisk ned, da det godt op for dig, at du skal have en 8-9 stykker af dem igennem dine tre år. til gengæld sker der på dette tidspunkt det, at lektierne pludselig ikke virker så slemme mere. og du tager dig selv i at grine over, at 2 afleveringer og 50 siders læsning før virkede som en uoverkommelig opgave.

det er også på dette tidspunkt, du første gang hører om 2.g-dellen. i hvert fald, hvis du er pige. drengene får den dog også! 2.g-dellen er det ekstra fedt, der sætter sig på maven af de 2.g'ere, der ikke selv tænker over det. du har måske venner, der har taget et par kilo på, efter de begyndte på gym? dette er ikke tilfældigt! der sker nemlig det, at i 2.g er lektiemængden lidt større.. og derfor er der ikke tid til så meget andet. hvis der så også arbejdes, og så bruges alt den sidste tid udelukkende på at feste. 2.g-dellen består udelukkende af rester af alkohol, der har sat sig der. og den er svær at komme af med! og du lover derfor dig selv, at det aldrig skal ske for dig, og skynder dig derefter ud for at finde en fitness-parter i klassen, så det i hvert fald ikke er jer, der bliver ramt af dette mærkelige fænomen.det skal lige siges, at alt den kage heller ikke gør det bedre, og derfor beslutter i hurtigt i klassen, at den kageordning, der fungerede så godt i 1.g, bliver stoppet, inden 2.g starter.

der er generelt ikke så meget at sige, om foråret i 1.g. for der sker faktisk ikke rigtig noget som helst. du bruger alle overskydende timer på at sove, du laver ikke så meget socialt, og du gider faktisk heller ikke rigtig med til diverse skolefester. men tiden går, og pludselig bliver det hen i april-maj måned. her får du den store sandhed kastet i hovedet. EKSAMENER OG ÅRSPRØVER. fuck, tænker du. men bare rolig. hvis du har taget dine notater i løbet af året, og har styr på dem (det har du selvfølgelig.. IKKE?) så skal det nok gå. dagen kommer, hvor det hele bliver offentliggjort, og pludselig skal du til dine første prøver på gymnasiet. læseferien bliver den første af slagsen, som du rent faktisk bruger fornuftigt, og dette kan faktisk godt betale sig. selvom du kan skal op til årsprøver, og disse ikke tæller overhovedet, så er det alligevel:
1. en god mulighed for at øve sig på at gå op til eksamen. hvordan foregår det, og hvordan er de forskellige lærere. hvad forventer de af mig?
2. hvis du nu læser meget og går op og scorer en god karakter i et fag, du ellers er dårlig til, kan dette alligevel påvirke din lærers syn på dig. det viser, at du er interesseret i faget, og kan sagtens ændre hans/hendes indtryk af dig og på denne måde være med til at ændre din årskarakter til det bedre.

efter dette kommer sommerferien. og tro mig, det bliver den bedste sommerferie i hele dit liv!

ting du skal huske og være forberedt på:

• LAD NU VÆR' MED AT SPISE SÅ MEGET KAGE, ALTSÅ
• man behøver ikke deltage i alle skolefester og arrangementer. det er helt ok at blive hjemme, fordi man hellere vil sove.
• måske for du S.U. i løbet af dette halve år. det er dejligt at få penge, men svært at finde arbejde
• lad være med at starte din første køretime foran gymnasiet. der er stor chance for, at du slet ikke kan starte bilen og derfor bliver til grin
• måske kommer du faktisk til at glæde dig, til at du starter i skole igen. udelukkende fordi du ved, at du ikke længere er 1.g'er. denne tanke er helt normal.
• efter april handler alt kun om årsprøver og eksamener, men du skal ikke være så bange, for det skal nok gå (bare du ikke glemmer at møde op, eller kommer for sent)
• du afslutter snart dine c-niveau fag. få lige gjort lidt ud af det mundtlige og skriftlige.
• dine lærere er egentlig lidt ligeglade med om "din guldfisk har spist din opgave". så vær ærlig istedet
• der kommer flere lektier i 2.g, så nyd det!
• husk fodnoter i dine opgaver. lærerne bliver så glade.

du har kun 2 år endnu!

love.

at være bitter over sundhedspersoner.

dear eskimo.

jeg er sur. sur sur sur. jeg er vred, fustreret men mest af alt BITTER. jeg er fyldt 18, og det er derfor ok, at jeg netop benytter ordet bitter (bitter er jo et voksen-ord). jeg er bitter fordi, jeg efterhånden er godt træt af det offentlige sundhedssystem. jeg er bitter over, hvordan dette åbenbart kun fungerer, hvis man gentagende gange presser på, for at få det man ønsker. dette kan blot være en enkelt lille undersøgelse. for det kan jo ikke være så svært, vel? 

jeg har igennem de sidste tre år opsøgt læger, fysioterapeuter, fysiologer, kiropraktorer, neurologer, eller hvad de nu alle sammen har været. alle disse har enten været ansat, eller haft en tilknytning til det offentlige sundhedssystem. omkring 56 besøg er det blevet til, på de tre år, og det er - hvis jeg selv skal sige det, ret mange. jeg har opsøgt dygtige specialister, og mindre dygtige specialister, men fælles for dem alle er, at jeg nærmest skal tigge og bede, for at få noget igennem. mine ønsker. 

oplevede under min første operation for compartment syndrom, at der gik infektion i et af operationssårene. problemet var bare, at jeg ikke vidste det. jeg luftede flere gange mistanken for min praktiserende læge, men intet var galt. flere konsultationer blev gennemført, hvor jeg mødte op med mistanke og smerter, og igen blev sendt hjem. oplevede, at jeg mødte op i mit lægehus TRE GANGE på samme dag. og blev sendt hjem med beskeden, at alt var ok. en tur på Horsens skadestue og et snak med en overlæge deroppe, var ikke nok til at få trumfet min mistanke igennem. her blev jeg sendt hjem med beskeden om, at jeg bare skulle genoptræne. et par dage senere blev jeg akut indlagt, opereret på ny og lå med åbne sår på Horsens sygehus i en uge. infektion i operationssåret. noget, der helt kunne have været undgået, hvis nogen havde LYTTET til, hvad jeg sagde. hvad jeg mærkede. 

sådan kan jeg blive ved. fra afslag på den genoptræning, jeg føler mig berettiget til, men som jeg aldrig har fået, til at skulle sidde og trække henvisninger ud af min læge. besøg på Vejle sygehus, der smider en ny diagnose oven i pakken og LOVER et genoptræningsforløb på et år - som jeg så 14 dage senere får afslag på, og får besked på selv at skulle betale. den ekstra diagnose var forresten pludselig væk. 

det er ting som disse, der gør mig bitter. jeg har blevet opereret i begge mine ben, men har aldrig fået en ordentlig genoptræning. det synes jeg, at jeg har KRAV på. men kan jeg få det? nej. ligegyldigt hvor meget jeg så hiver og slider og råber og sender ansøgninger og breve. så nej. kan man godt bare efterlade en patient på den måde? føler mig amputeret. har et par ben, der burde være raske, men jeg har aldrig lært at bruge dem på ny. og hvorfor skal jeg møde op hos min læge, der siger, at der intet er galt, når jeg jo udmærket godt selv kan se, at den er helt gal. HVORFOR? 

jeg synes ikke, at det længere handler om, at behandle patienterne på den bedst mulige måde. det handler om at behandle dem på den billigste og hurtigste måde, og så skal de ellers bare ud igen. og det gør mig bitter, for det er ikke det, jeg forventer. jeg forventer at komme ind til en læge - om det så er min egen praktiserende, eller en læge på et offentligt sygehus, der tager mig alvorligt, lytter til min historie, og afgør, hvad der er det bedste for MIG. i stedet for at have så travlt med, at dække over andre lægers fejltagelser.

det gør mig bítter, når jeg læser om andre i blogland, der har haft episoder med deres læger, hvor de har følt, at de ikke blev taget alvorligt. der er intet være, at forlade en konsultation med en dårlig mavefornemmelse og en klump i halsen. 

det gør mig bitter, når man nærmest skal tvinge ens læge til at sende en videre i systemet. for sådan burde det fandme ikke være. 

STRAM OP.

en voksenguide, tak?

dear eskimo.
det der med alder, ikke? det tænker jeg meget over. især efter, at jeg jo er blevet "voksen". i hvert fald blevet 1 og myndig. min mor sagde til mig, for et par uger siden, at der nu var nogle nye ting, jeg skulle tage stilling til. den er jeg helt med på. hun sagde dog også, at jeg nu også skulle til at opføre mig på en ny måde. men hvordan? hvordan skal man opføre sig, når man i samfundet bliver regnet for værende voksen? der er vel ingen, der vågner op på deres 18 års fødseldag, og pludselig føler sig så ekstremt voksen, at det næsten burde forbydes. vel? jeg har i hvert fald aldrig hørt om nogen. der forventes dog åbenbart noget nyt af mig, nu. men hvad? jeg kan ikke lide kaffe, men betyder det, at jeg nu er en dårlig voksen? skal jeg pludselig til at vaske tøj flere gange om dagen, se deadline på DR2 og føre voksne samtaler med familiemedlemmer, jeg ellers kun snakker med til familiesammenkomster. fordi det forventes af mig? jeg er i tvivl, mest fordi, jeg ikke ved, hvad det nu er jeg skal, når jeg pludselig er voksen. jeg hader at tale i telefon, er alt for glemsom til at få vasket tøj så ofte, og deadline er ligesom en vuggevise for mig. eller skal jeg nu begynde at læse kedelige bøger, blot fordi det er voksent? abonnerer på en avis, og have samtaler i min bank om job og pension? selvom jeg ikke har nogen af delene?
jeg havde hørt, at nogle banker indkalder til samtale, når man fylder 18, for at snakke om den fremtidige økonomi. jeg gik rundt i flere uger, og var nærmest bange for at modtage sådan et brev. mest fordi jeg vidste, at jeg ville ende med at sidde nede i banken foran en rådgiver, jeg ikke har talt med siden min konfirmation og ikke ane, hvad jeg skulle svare. "er din økonomi stabil?" vil du have lån med høj rente i fremtiden?" "skal vi oprette en budget-konto?". og jeg ville sidde der og overveje, om jeg nu også vidste, om jeg stavede budget rigtigt. (jeg er stadig i tvivl). jeg er 18 år gammel, har et kørekort og et nemID. jeg har søgt S.U. og går i skole. men hvis der er noget, jeg i den grad ikke er, så er det voksen. jeg er ikke klar til at snakke om økonomi med min bankrådgiver, snakke om priser og lån med en bilforhandler, eller at sidde i mange lange timer foran fjernsynet med en kop kaffe og se 17finans. for det er da sådan noget, voksne gør, ikke?

jeg ønsker mig en voksen-guide. kan man købe sådan en et sted? eller, måske burde jeg bare skrive en. det kan være, jeg gør det, skriver en voksenguide. når jeg engang bliver voksen. hvis det altså nogensinde sker!

love.

den her er fin, forresten. og ikke særlig voksen-agtig.

at hente sine fulde forældre.

dear eskimo.
mens jeg har levet livet ude i den virkelige verden, er der sket mange ting. jeg er blevet voksen - i hvert fald officielt, og jeg har samtidig betalt alt for mange penge for et lille fint kort, der gør, at jeg nu kan tage en bil og kører en tur - helt lovligt. at jeg ikke kan lide og køre bil, er så en helt anden sag. set i bagspejlet, så er det nok mange penge ud af vinduet. det synes mine forældre i hvert fald. men til gengæld, så har jeg nu et kørekort de næste mange år, hvis jeg pludselig skulle få brug for sådan et.
selvom jeg langt fra er en særlig dygtig kører (læs: jeg forstår stadig ikke, hvordan jeg kunne bestå den køreprøve uden bemærkninger), så kan jeg da godt trykke på speederen og dreje på rattet. mine forældre har altid snakket om, hvor rart det ville være, at have en datter, der kunne køre dem til fest. og idag kom dagen så. jeg afleverede mine forældre, der havde medbragt sig en kurv med diverse alkoholiske drikke. for første gang, så bliver det ikke mig, der skal hentes fuld, men dem. nu er det mig, der skal holde mig vågen, indtil de ringer og gerne vil hentes. gør det mig endnu mere voksen? er det nu, der skal betales tilbage for alle de sene aftener, hvor min har har måtte sidde foran fjernsynet og vente på, at jeg ringede efter ham?
derfor sidder jeg nu, med cola og ben&jerrys - og venter. for det er jo sådan noget man gør, når man er rigtig voksen. ikke?

love.

barnet, der bare vil hjem igen.

dear eskimo.
jeg føler mig lidt som det der fortabte barn, der rejser ud i verden. det barn, der bruger uger og måneder på at overbevise sine forældre om, at alt nok skal gå. at barnet i hvert fald er et modent, men også et modigt barn. ikke bange for de trusler, der findes derude, ikke bange for at stå på egne ben. og barnet rejser, med eller uden forældrenes tilladelse. barnet rejser ud i verden for at se og opleve, og forlader alt derhjemme, som det nu er. nogle børn er væk i lang tid, andre ikke - men fælles for dem alle er problemerne, der pludselig opstår. pungen er tom og regningerne ligger i bunker. efter et stykke tid må barnet vende hjem. nedtrykt og fuld af skam over ikke at kunne gennemføre den store opgave, det er, at stå på egne ben. men samtidig også fortrøstningsfuld. for alt er jo, som det var, da barnet forlod det. alt er som det plejer. alt står endnu, som det gjorde, før barnet pludselig havde brug for mere i livet end de velkendte omgivelser.
jeg føler mig som det fortabte barn, der kommer krybende hjem til forældrene og må fortælle, at jeg altså ikke klarede den, ude i den store verden. men heldigvis er tingene jo, som de var, da jeg forlod dem. da barnet forlod dem. og måske er tiden inde til igen at starte på en frisk i velkendte rammer, for en gangs skyld? at begynde forfra på noget, jeg allerede kender?
det tror jeg.

love.

back on track?

at blogge er et eventyr, jeg savner. jeg tror snart, du kommer til at høre mere til mig. det håber jeg i hvert fald.

skønhed.

dear eskimo.
nederst i dette indlæg er et billede af ægte skønhed.

jeg ville finde et billede af en kvinde og en mand, der var indbegrebet af ægte skønhed. her er hvad jeg fandt. tænk lidt over det...

love.

vi er alle egocentrerede.

love.

pas på mig.